onsdag den 8. december 2010

"Vi spiser alt med fire ben, undtagen bordet"

Sådan lyder en talemåde i Kina, eller mest i Sydkina, som meget godt betegner kinesernes forhold til mad. Det er rigtig nok de særeste ting, man til tider ser på menukortet rundt omkring. Mange danskeres reaktion på, at vi er i Kina, er således også, "Har I så spist hund?". Hjemmefra havde jeg ikke et særlig varieret billede af kinesisk madkultur. Det var vel noget med en chinabox, nudler, forårsruller og alt godt friturestegt. Men med et stort madelsker gen i mit DNA materiale, så må jeg erkende, at kinesisk mad i Danmark kun er en skygge af den spirende madkultur, der eksisterer her. En tur gennem vores lokale supermarked giver da også et billede af, hvor mange "spændende" ingredienser, kineserne putter i gryderne.
Mmm stegte grisetryner
7 stk. andehoveder til den nette sum af ca. 14 kr.
Ris i løs vægt - ingen tvivl om, at det er hovedingrediensen i Kina.
Fiskehoveder er en delikatesse her og koster gerne mere end de gode stykker laks.
Afdelingen for levende ingredienser
Tørret fisk
Mange danske landmænd tjener fedt på at eksportere hønsefødder til Kina, og her ligger de lige så fint side om side med kyllingebryst.
Mens det mest mamorerede og benfyldte kød er svimlende dyrt, kan man få dejlige bøffer til ca. 12-15 kr. Et tilbud, Peter ofte benytter sig af!



En skildpadde.
En underlig skildpadde med blødt skjold.
Kineserne elsker mad og går meget op i at tale om den mad, de spiser. Her er et kulturelt punkt, hvor kineserne og vi danskere ligner hinanden meget. En klassisk kinesisk middag foregår gerne ved et stort rundt bord med en roterende glasplade i midten, hvor retter kommer ind løbende, og alle griber til fadet direkte med spisepindene. Risen bliver altid serveret til sidst, da den skal tage den sidste sult, hvis ikke de dyre retter har været nok. I kinesiske retter fokuseres meget på en eller få ingredienser, der er gjort rigtig velsmagende. Man bestiller ofte en aubergineret, en kålsret, en ret med en slags kød, en ret med en fisk osv. Og så er der ikke rigtig tradition for desserter, så er det ned med et glas baijiu (kinesisk brændevin) i stedet.

Madtraditioner
Der findes 4 hovedtraditioner inden for madkulturen i Kina, som tager sit udspring i 4 forskellige provinser: Hunan, Sichuan, Cantonesee og Dongbei (Nordøst). Sichuan mad er den stærkeste, her anses chili som en grøntsag og ikke som et krydderi. Hunan er også kende for det meget spicy køkken, mens Cantonese er det sydkinesiske område, hvor sursød sovsen har sin oprindelse. Dongbei food, som ligger i den om vinteren meget kolde del af Kina, er kendetegnet ved meget olieret, salt mad og gryderetter i meget store portioner. Derudover har hver eneste by og provins sine egne retter og måder at bruge krydderier, saucer og ingredienser på i henhold til klimaet, landbrugstraditionen mm. akkurat lige som i Europa.

Her i Shanghai er jaozi - dumplings (eller kinesisk ravioli, som det nogengange oversættes) den helt store maddille. Særligt udgaven med suppe inden i - xiao long bao. Der findes sågar en talemåde i byen, der lyder: "ni mei chi xiao long bao, jiu mei you qu guo Shanghai" = "har du ikke spist xiao long bao, har du ikke været i Shanghai".
Xiao long bao laves ved i hånden at rulle små dej cirkler ud, som fyldes og samles i toppen, som en slags pose. De dampes i den klassiske bambuskurv, som de også serveres i.
Dumplings, jiaozi, ligner til forveksling ravioli, men laves også i bambuskurven, hvor de dampes i stedet for at blive kogt. Den klassiske dumpling er lavet med svinekødsfyld.
Hvor der er mennesker, er der mad
Der er mange mennesker i Kina, og mange munde at mætte. Kineserne bruger meget af hverdagen ude i gadebilledet, og det er også herfra de skaffer både morgens, middag-, aften- og natmad. Overalt er der madboder, gadekøkkener med damp bambuskurve, en stegepande, en wok eller et kogende gryde, hvor kineserne kan få et måltid mad for under 10 kr. Som udlænding skal man være lidt påpasselig med at spise der, da det ikke altid er helt afklaret, hvad kvaliteten af råvarer, olie og kogevand er, men maden er som regel yderst velsmagende.

Især morgenmaden spises fra gadekøknerne. Baozi - dampede fyldte boller - og Dianbing - en slags pandekage med æg og fyld - er klassisk morgenmad for kineserne på farten. På min vej til kinesisk kursus hver dag, kom jeg forbi disse boder, så her kan I se, hvordan det foregår:

Dianbing
 
Ovenpå dej og æg kommet forårsløg, pølse og krydderier.
Og så er den klar til at komme i en lille plastpose og blive spise på vejen til arbejde.
Baozi

Priserne er jo forsvindende små, med en baozi til under 1kr, Kunsten er lige at få bestilt den rigtige slags, hvis man ikke kan tegnene. Grøntsags baozi med tofu og en slags dampet kål, kan virkelig anbefales.

Selv om der er mange underlige ting på menukortet i Kina, så er det - selv for en vegetar - en fantastisk madkultur at gå på opdagelse i. Næste skridt bliver at få gang i bambus dampindsatsen, wok'en og saucerne i mit hjemlige køkken. Det må blive et nytårsfortsæt at give mig i kast med hjemmelavet kinesisk mad. Velbekomme!

fredag den 3. december 2010

Jobs man kun finder i Kina

Jeg har længe gået og samlet eksempler til dette indlæg, for sandt at sige så er der et hav af gode eksempler på jobs i dette land, der aldrig var blevet ansat en dansker i. Som jeg har nævnt tidligere her på bloggen, så slører det desværre mit blik, jo længere jeg har boet her, og de underlige bud på jobproffesioner bliver hverdag. Så længe jeg stadig undrer mig, er det derfor på tide at komme med liste so far. Dem af jer, der kommer forbi byen i det nye år vil sikkert se flere eksempler, jeg allerede er blevet blind for.

Paraplyindpakkeren
Jeg har hørt, at det i Shanghai regner 4 gange så meget om i København. Det bliver jo til en del regn i løbet af året. Men som fodfænger i en regnvejsramt storby, skal man ej frygte. For når regnen siler ned, så står der personale klar ved indgangene til de store shoppingmalls. De folder en plasticpose ud og putter din paraply derned i. Servicebegrebet herovre når helt andre dimensioner. Ved alle andre butikker må vi nøjes med en smart maskine, det monterer plastposen på paraplyen eller en slags garderobe anordning, hvor paraplyen kan låses fast mens mand handler eksempelvis i supermarkedet.
Her er det fra vores tur herover i februar, hvor Peter lige får paraplyen låst fast mens vores ejendomsagent ikke er helt tilfreds med at blive taget billede af.
Den offentlige rulletrappeuddanner
Jeg mener, jeg tidligere her på bloggen har vist billedet nedenfor, af det jeg har valgt at kalde den offentlige rulletrappeuddanner. Men ingen liste uden hende. Hver weekend står hun og de andre i hendes fag klar ved samtlige rulletrappenedgange på de større metrostationer i Shanghai for at uddanne os indbyggere i, hvordan vi angriber rulletrappen på korrekt vis. Med 13 metrolinier, omk. 5-7 stop per linie inden for området downtown Shanghai og dertil 3-4 rulletrappenedgange per station, ja så er det en del arbejdskraft, der går til dette fag.
Hårvaskeren
At komme til frisøren her i byen er en omstændig affære. Det tager ca. 1½ time for en almindelig klipning til ca. 50-80 kr., og involverer en yderst grundig hårvask, der tager en times tid. Når man komme ind til frisøren, står der 2 piger klar i døren til at tage imod en. Hele dagen står de der og spejder efter kunder. De følger én hen til stolen, tager imod ordre og begynder nænsomt at vaske ens hår, mens man sidder i stolen. Efter ca. en halv time kommer turen til skyllestationen, hvor de igen tilbringer en halv time, inden vi er klar til, at frisøren kan komme igang med arbejdet. Indtil videre har jeg kun oplevet mandlige frisører her i byen - her er det pigerne, der agerer hårvaskere og intet andet.

Manden med Føtexlågen
Vores compound er stærkt bevogtet af personale. Ved alle indgange til bygningerne står en vagt 24 timer i døgnet bag sin pult og hilser pænt. Kommer man hjem med en taxa fuld af indkøbsposer, skal have bestilt en taxa eller leveret drikkevand, så liver de helt op over at der endelig er en opgave. Ved alle ind- og udgange er der også godt med personale, der bevogter bomme, tjekker gæster og prajer taxaer. Ved udgangen tæt på vores bygning, hvor man kun kan komme igennem som forgænger, står døgnet rundt en mand og bevogter den Føtexlåge, der åbner og lukker, for at vi kan komme ind og ud. Skal man ind, aktiveres lågen med vores adgangskort til bygningen. Denne mands eneste funktion er således at bevogte lågen, hilse pænt på beboerne og trykke på knappen, der åbner lågen, hvis nu man skulle risikere at have glemt sit kort. Og her kommer udfordringen. Lågerne sætter sig nemlig nogen gange fast, og så ser man ellers en panisk kineser trykke fuldstændig febrilsk på knappen - uden resultat. Oplevelsen af nederlag på den eneste tekniske arbejdsmæssige funktion, han besidder, lyser ud af ansigtet på ham. Den var en af de uheldige arbejdsdage ved Føtexlågen.

Madbæreren
Alt i Kina er meget hierarkisk opdelt, som ved frisøren. Når man træder ind på en restaurant eller i en forretning, er det meget tydeligt, at der er helt specifikke roller til hver medarbejder. Det er så den plads, den funktion i hierarkiet, man skal udfylde. På nogen restauranter er tjenerrollen opdelt i helt op til 4 funktioner: 1. ham der viser dig hen til bordet, 2. ham der tager imod ordre, 3. ham der bringer dig maden fra køkkenet og 4. ham der håndterer pengene. Et sådant hierarki gør sig også gældende i almindelige tøjbutikker. Det kan give nogle ret finurlige episoder, som når nr. 3 således kommer ind med maden på en bakke, og det er meget tydeligt, han ikke må sætte den på bordet til os, og derfor spejder febrilsk efter nr. 2, der skal komme og sætte maden på bordet. Bare fordi der er mange folk ansat, betyder det langt fra større effektivitet!

Sælger af Guds nåde

Til sidst kommer så gadesælgerne. De pryder gadebilledet overalt med deres boder på fortovet, på laddet af en cykel eller vogn eller gående med diverse salgsvarer i lommerne. Der er ikke den ting, der ikke kan sælges i Kina, eller som man ikke kan lave en forretning ud af. Nedenfor er lidt eksempler på nogen af de skønne episoder, jeg er kommet forbi i løbet af mine ture rundt i byen. Lad det være den foreløbige slutningen på mine bud på, jobs man kun finder i Kina.
Den kære kartoffelsælger, der står lige uden for vores compound. Nu har han fundet den tykke vinterfrakke frem og står og luner sig lidt ved de bagte kartofler, han sælger.
Her er sælgeren af isblokke til afkøling af fisk, kød og drikkevarerne på de store markeder ved at forhandle om prisen på en blok is. Jeg håber da, han har aftaler med kunderne på forhånd, ellers er salgsvaren da forsvundet inden den er solgt!
Så kom der lige et ladfuld klementin trillende en aften i French Consession.
Den her salgsvogn holdt ligepludselig uden for vores compound en dag. Efter sigende skulle det være en reklamevogn for noget sportstøj. Så er man da ikke i tvivl om, hvilket land man er endt i.

mandag den 29. november 2010

Fanget i en racerbane

I denne weekend har vi mildest talt boet i orkanens øje. Shanghai har været vært for German Street Car Race, hvilket indebar at vores nabolag blev omformet til en racerbane. Alle hovedveje omkring os var lukket for trafik, metrostationen tæt på var lukket helt med, og fra morgen til aften 3 dage i træk kunne vi så høre racerløb fra sidelinien. Desværre bor vi på ikke i de bygninger, der fra de høje etager kunne følge med i løbet med 18 biler og kørere fra 7 forskellige lande. Vi måtte nøjes med at "nyde" lyden af en kæmpe bisværm, mens vi nød morgenmad på altanen. Det lød alligevel ret vildt. Prøv selv at hør...


Vi bor der, hvor jeg har markeret den røde stjerne, så vi var praktisk talt spærret inde.
Arrangementet er endnu engang et eksempel på, hvordan kineserne på no time kan få et stort foretagende op at stå. I knap en måned har 260 bygningsarbejdere arbejdet 18 timer i døgnet med at omdanne gaderne til en 2,4 km lang racerbane med 20.000 tilskuerpladser. De har sat betonafspærring op langs alle veje og sat et 2 meter højt værn op for at beskytte tilskuerne. Og vips vaps så lignede hovedvejen et station! Imponerende. Taget i betragtning, at vi først troede, de skulle til at grave hele vejen op, er er ret lykkelige for, at det kun blev til en weekend med bisværm.
Billede lånt fra Shanghai Monthly.

fredag den 26. november 2010

Hanen og den kongelige dryptud

I bedste internetdating stil lagde jeg for snart 4 måneder siden en profil ud på nettet med det formål, at finde mig en sprogpartner til at træne kinesisk med. Ud af alle de svar jeg fik (mest fra fyre, som vist tog datingmuligheden lidt for bogstaveligt), valgte jeg at mødes med Sammy, en pige på min alder, der gerne ville træne sit engelske. Vi mødes lettere spændte begge to på en café i midtbyen, uden nogen af os helt vidste, hvad det ville sige at være sprogpartnere. Ingen af os havde prøvet det før, men vi var begge meget interesserede i at træne sprog, lære hinanden bedre at kende og ikke mindst at lære mere om den kinesiske og danske/vestlige kultur igennem vores samtaler.
Sammy og jeg til middagen sammen med Pernille og Trine, da de var på besøg i september.
Det er nu 4 måneder siden, vi mødtes for første gang og siden da, har et spirende venskab udviklet sig. Vi er nu mere veninder end sprogpartnere, selv om vi stadig medbringer notathæfterne, når vi mødes. Vi mødes 1-2 gange om ugen og taler om alt mellem himmel og jord. Jeg taler så meget kinesisk jeg kan, og Sammy retter mig. Sammy noterer flittigt ord, hun hører i TV eller samtaler, som hun ikke forstår, og så prøver jeg ellers på bedste vis at forklare sammenhængene og bøjningen af verber i det engelske sprog. Til tider en ret stor udfordring, da hun medbringer ret avancerede ord.

Må man gå i bad?
Ud over at vi begge bliver bedre og bedre til kinesisk og engelsk, så har mit venskab med Sammy givet os begge et spændende kig ind i vores to vist forskellige kulturer. Jeg kan spørge Sammy om alt, så hun har lært mig en masse om den almindelige kinesers forhold til Regeringen, kulturrevolutionen, livet i Shanghai sammenlignet med resten af Kina og forholdet til Vesten. Hun har aldrig været i USA eller Europa, men hendes mand rejser en del i Vesten, da han har en fabrik her i Shanghai, der producerer opbevaringssystemer og trådkurvesystemer til high-end køkken brands i Vesten. Sammy er utrolig interesseret i forskellene mellem Danmark og Kina, så hun stiller ofte spørgsmål til vores kultur. Det kommer der mange sjove samtaler ud af, og nogen af dem vil jeg dele her.

Sammy har en søn på 1½ år, og netop omkring graviditet, fødsel og børn er der mange interessante forskelle. Sammy spurgte mig således forleden, om det var rigtigt, at man i Danmark gerne måtte gå i bad, efter man har født, det havde hun nemlig hørt. Jeg kiggede lidt underligt på hende og sagde, at selvfølgelig måtte man da det. Men i Kina er det ikke så selvfølgeligt, fortalte hun. I en måned efter man har født, må kvinden ikke røre sig ud af stedet. Hun skal ligge i sengen hele tiden, må ikke gå i bad, ikke se TV eller læse (det er dårligt for øjnene), ikke spise salt og andre krydderier og ikke tage sig af sit barn. Så i Sammys tilfælde måtte hun hyre en ekstra ayi (hushjælp) til kun at se efter hendes nyfødte søn. "Sådan er reglerne" sagde hun, og jeg spurgte selvfølgelig, om alle overholdt disse regler, hvortil hun svarede "I Kina overholder vi altid reglerne Regeringen laver". Efter sigende skulle det have at gøre med et særligt sundhedsmæssigt behov for kinesere, som vesterlændinge ikke har det samme behov for.

Jeg har før omtalt, hvordan børnene i Kina går i busker med revne i, for at det er nemt at tisse med mere både for barn og forældre. Det havde mine veninder selvfølgelig også lagt mærke til og undret sig over, da de var på besøg. Så en aften vi var ude at spise sammen med Sammy, så de sig snittet til at få en forklaring på revnen i bukserne. Hvorfor? Hvordan styrer man, at børnene ikke bare tisser midt i metroen, eller når man har dem på armen? Og går de virkelig med revne i bukserne hele året rundt?
Sammy kiggede meget forundret på os, for hun troede, at alle børn i verden gik i den slags bukser. Hun forklarede at børn i Kina kun går med ble i ½-1 år, og derefter går de over til revne i bukserne. "Jamen, skifter I så ble helt indtil børnene selv kan gå på toilettet?" spurgte hun forundret. Det synes hun var utrolig underligt og uhandy, nøjagtig som vi synes kinesernes facon med revnen er utrolig underlig og uhandy. Det grinede vi meget af, og stoppede snakken der, hvor vi indså, at her kunne vi ikke få kulturerne til at mødes.
Sådan så børnene ud i sommers, men selv om der nu er 8-16 grader, så er der stadig revne i bukserne bare i noget tykkere tøj.
Hanen og den kongelige dryptud
Generelt kommer der mange klasse kommentarer fra Sammy, når jeg fortæller om ting i Danmark, helt enkelt fordi, hun ikke kan forestille sig, at det er så anderledes fra Kina. En dag vi snakkede om karaoke, hvor jeg fortalte, at det havde vi slet ikke i Danmark, hvortil hun spurgte: "Jamen, hvad laver I så når I er sammen?" I en kultur hvor man tager til karaoke for at slappe af og hygge sig på alle tidspunkter af døgnet og ugen, ja så er det jo egentlig et meget relevant spørgsmål. Men i en dansk kulturel kontekst kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet.

I denne uge gik vi i krig med geografien, og jeg viste hende på Google Maps, hvordan Danmark så ud, hvor jeg boede, og hvor Island og Grønland lå. Hun var meget forundret over, at Grønland fandtes og var så kæmpestort et land, hun aldrig havde vist eksisterede. At der bor så få mennesker deroppe, var næsten ikke til at begribe for hende. Lige forinden havde hun stillet mig spørgsmålet, hvor mange byer der er i Danmark. Det blev lidt svært at svare på for mig, for sammenlignet med definitionen på byer i Kina, har vi vel kun København, der kommer op på niveau. Det med forskellen i indbyggertal er generelt svært at forholde sig til for os begge. Hvis jeg virkelig tænker på, hvor mange mennesker, der bor i Shanghai, så bliver jeg jo helt svimmel! Så vi sluttede geografilektionen af med at konkludere, at Kina ligner en hane, og Danmark lignede en kongelig dryptud (jeg forklarede Djursland og Samsø som dryptuden, og Sammy mente toppen af Nordjylland lignede en krone).
Hanen vender med hovedet mod øst.
Thanksgiving med yuan fen 缘分
I går aftes tog vi et nyt skridt i vores venskab, da vi inviterede vores mænd med ud på middag. Vi har begge fortalt livligt derhjemme om vores oplevelser sammen, så mændene var efterhånden meget spændte på at møde os og hinanden. Vi mødtes på en lille hyggelig restaurant i Taikang Lu til, hvad vi senere fandt ud af, var den store Thanksgiving middag. På trods af, at Thanksgiving ikke fejres i nogen af vores kulturer, var aftenen i går måske netop toppunktet at vores kulturmøde. Vi havde en fantastisk aften. Snakken gik, nysgerrigheden fik frit spil, og som det sig hør og bør i Kina, faldt der mange rosende ord af til alle parter, som er med til at skabe "face" eller ansigt. Vi blev strakt inviteret hjem til dem, for at opleve et kinesisk hjem samt på tur til Shanghais "bjerg", ligesom vi forlod middagen med en lovning på, at Peter og jeg ville finde den næste restaurant vi skal mødes på.

Vi gik hjem fra aftenen og følte os virkelig privilligerede over at have mødet et nyt kinesisk vennepar, som vi kan tilbringe mange spændende aftner med her i Shanghai. Og som Sammy og jeg ofte taler om; hvor er det fantastisk, at et helt tilfældigt møde på en webside kan føre til et sådant venskab. Robert, Sammys mand, fortalte, at kineserne har et helt særligt ord for den slags møder "yuan fen/缘分" "wo men you yuan fen" (Vi har yuan fen sammen). Det er svært at oversætte, men minder om følelsen af, at noget er meant to be, at det er skæbnen, der har bragt os sammen. Så det blev vi hurtigt enige om, vi havde.

torsdag den 18. november 2010

Bøden for et barn

Jeg har i et stykke tid samlet sammen til et indlæg omkring et-barnspolitikken her i Kina, og i dag kom så dagen, hvor jeg fik den helt rette historie til at give mig i kast.

Jeg har fået ny kinesisk lærer. En privatlærer der kommer her hjem hver dag og underviser mig. Hun er en kvinde først i 40'erne med 2 børn, hvoraf nummer to på 5 år er født, mens hun boede i USA. I Kina indebærer et-barnspolitikken, at man skal betale en bøde for at få mere end ét barn. Det varierer fra provins til provins, hvor stor bøden er. I nogle særlige situationer skal man ikke betale bøde for barn nummer to. Det være sig hvis man er en del af en af de fattige minoriteter i Kina, og dermed har brug for flere hænder for at overleve ude på landet. Hvis ens første barn er handicappet. Hvis man får tvillinger. Eller, som noget nyindført, hvis man som par begge er enebørn. Denne nye regel er indført som første lempelse af et-barnspolitikken, da Regeringen har indset, at det økonomisk er en alt for stor udfordring for ét barn alene at skulle forsørge to forældre, 4 bedsteforældre og egne børn! Den slags situationer bliver der selv sagt flere og flere af, som resultat af, at generationen af enebørn nu selv er ved at stifte familie.
Lige som kommentar til denne lempelse, så vil den kinesiske regeringen jo aldrig gå ud offentligt og erkende, at de politisk har begået en fejl. Så flere vurderer, så de nyindførte lempelser er så tæt vi kommer på en indrømmelse af, at ét-barnspolitikken ikke var et hit!

Tilbage til min lærers situation. Fordi hendes søn er født i USA og derfor har amerikansk pas, har hun aldrig registreret ham i Kina, efter de flyttede tilbage. Derfor har hun indtil nu kunnet undgå at betale bøden for barn nummer to. I disse måneder er der imidlertid gang i den store folketælling i Kina, hvor 6 millioner frivillige er sendt på gaderne i hele landet for at registrere landets befolkning. I den forbindelse bliver min lærer nødt til at registrere sin søn og nu betale de 250.000RMB (ca. 200.000 kr.) det i Shanghai koster i bøde, eller "social services" som det officielt hedder. En betegnelse hun grinede meget over, da hun ikke lige kunne se, hvordan at betale en bøde er en social service. Det lyder jo som en ufattelig stor sum penge for en almindelig kineser, så jeg spurgte, hvad hun ville gøre ved det?

"Nogen har anbefalet mig at gemme ham, når folketællingen kommer, eller få en læge til at forfalske en lægeerklæring på, at min datter er handicappet, så jeg ikke skal betale. Men det vil jeg ikke. Jeg kan ikke låne penge i banken til at betale, men min lejlighed stiger en del i værdi nu, så der håber jeg at få råd til at betale bøden. Og så håber jeg, han får et godt job, når han vokser op, så han selv kan betale bøden tilbage igen."

Ja, der er jo mere end bare én foruroligende tanke i den udtalelse. Tænk at overveje at lyve et barn handicappet. Og tanken om at hun har valgt at få barn nummer to, men så indirekte forventer, at ham med tiden selv betaler bøden for at være blive født! Det virker jo vildt langt ude, i hvert fald på mig.

Folketælling af 1,3 milliader mennesker!
Folketællingen sker hvert 10. år, og som nyt i år skal alle borgere tælles, der hvor de bor, og ikke der hvor de er registreret, altså deres officielle bopæl. Mange forudsiger, at det bliver helt afgørende for Regeringens mulighed for at kontrollere de mange milioner migrantarbejdere, der som oftest ikke har registreret bopæl, der hvor de arbejder og dermed lever illegalt i Kinas store byer og fabriksområder. Jeg har læst, at immigrationen fra Kinas fattige landområder mod de store byer og fabriksprovinser er den største i verdenshistorien. Over 200 millioner kinesere flytter illegalt fra land til by for at tjene penge og tilbyde sin billige arbejdskraft.
Hvad Regeringen vælger at bruge folketællings resultat til, vil vise sig, når den er overstået om et halvt års tid. I mellemtiden står de 6 millioner frivillige over for en hård opgave i at finde og registrere alle de mennesker, der intet ønske har om at blive fundet. Heri inkluderet de mange anden, tredie og fjerde børn i rækken, som hidtil har været ikke eksisterende.

Jeg kan anbefale bogen "Factory Girls: Voices from the heart og modern China" af Leslie T. Chang, der er en dokumentarisk bog om livet for nogen af de piger, der flytter til fabrikkerne i Shenzhen provinsen for at arbejde.

tirsdag den 16. november 2010

"Står på en alpetop"

Nu har jeg jo altid været en hund efter den friske luft i bjergene (især de norske fjelde), så til tider bliver det lidt en udfordring at bo i en storby, der byder på alt andet end frisk bjergluft. Så er det godt, der kommer veninder forbi, som har lyst til at udfordre evnerne som bjergbestiger.

Efter en skøn uge med besøg fra de gamle barndomsveninder, hvor der blev tanket op på sladder, hygge, byture og venindegrin, begav Mette og jeg os mod De Gule Bjerge (Huangshan), der ligger i provinsen Anhui ca. 500km sydvest for Shanghai. Målet var at bestige Mount Huangshan, overnatte på toppen for at se solopgang og så stavre ned igen for derefter at vurdere, som der var mere vandring gemt i de gamle ben.
Vi var de eneste der gik op af bjerget. Kineserne tog jo kabelbanen, og grinede af os, når de kom gående forbi på vej ned af. Men vi var ikke helt alene, for der gik en masse arbejdsmænd med de klassiske kinesiske åg over ryggen med alt fra skrald til brugt sengetøj fra hotellerne på toppen
Her holdes der frokostpause får det 20 mand store hold, der var igang med at slæbe dette byggemateriale op af bjerget.
Efter 15 timer i nattog fra Shanghai var vi klar til at prøve kræfter med bjerget. I strålende sol begav vi os op af bjergsidens trappetrin. 3 timer og mange mange liter sved senere nåede vi toppen og kastede os i dynerne på vores lille hyggelige hytte, så vi var klar til at stå op før solen morgenen efter. Nå ja, vi var lige ude på et par at bjergets udsigtspunkter for at synge "Står på en alpetop" og spise Kattepoter og fejre, at vi var nået toppen.
Mette har lige et stille moment i bjergene efter indtagelse af velfortjent chokolade.
Endelig udsigt til toppen - enden af kabelbanen i baggrunden.
Vejret var virkelig med os på bjerget. Kl. 6.30 stod solen op over bjergene, og vi var vidne til dette smukke scenarie, som vi iagttog fra den meget rammende "Beginning to Believe Peak".
Som en ekstra bonus fik vi også lige spottet en kendis, eller det tror vi i hvert fald. Der var stort opbud af sikkerhedsfolk mm. omkring denne kineser, som kilder på bjerget sagde var "Number 8" - altså den ottende mest magtfulde mand i den kinesiske regering! Men hvis nogen kan hjælpe med information om, hvem han rent faktisk er, så smid endelig en kommenter!
Det er manden i midten med konen ved sin venstre side der er kendis - åbenbart!
Trods sved og huehår var vi (og især Mette) verdensstjerne målt på antallet af komplimenter og billedet knipset af kineserne. Som tak for, at vi stillede op til billeder, fik vi hver en agurk at gnaske på af en venlig kineser! Hvilken skøn gentus og meget overraskende!
Og her kommer så dokumentationen af vores anstrengelser:
Efter 3 timer/7,5 km. op med oppakning i stegende sol og 6 timer/15 km.  ned på dag 2, havde vi dækket de fleste af bjergets 60.000 trappetrin, så der var dømt total gummiben. Og her fandt vi så vores redningsmand Mr. Hu, der driver et lille hotel med restaurant for foden af bjerget og taler engelsk. Han fik transporteret gummibenene fra bunden af bjerget ind i et varmt bad hos ham, lavede den skønneste kinesiske aftensmad, arrangerede en lille bustur til nogle meget gamle kinesiske byer dagen efter og en gang massage. Lige hvad vi havde brug for. Mr. Hu var vores helt!
Hvis man ikke kunne klare alle trinene (eller ville vise man har mange penge), kunne man blive båret op i en stol som denne. I ventetiden nød de sig lige en velfortjent lur på bjergsiden.
Mette og Mr. Hu foran det meget sigende Mr. Hu Hotel!
Hongcun og Xidi acient villages
På bustur med familien Kina (der var lige så interesserede i at tage billeder af os, som i at se de gamle kinesiske byer) kom vi virkelig ud i rural China. Vi besøgte de to UNESCO byer Hongcun og Xidi. Der var som at træde et skridt tilbage i historien til en tid, ikke engang vores bedsteforældre har levet i.
Broen over South Lake i Hongcun
Så vaskes der tøj og grøntsager side om side i Hongcun, der er berømt for dens tidligt meget veludviklede kanalssystem.
Nå ja, og høns blev der da også lige vasket!
Et dejligt juzi træ (en mellemting mellem appelsin og clementin)
Skøn gammel dame i Xidi.
I Xidi havde vi et længere træf med disse to skønne små gutter, der pludselig fik øje på sig selv på Mettes kamera!
De to gamle byer bliver ofte beskrevet som stederne, hvor inspirationen til mange kinesiske malerier er opstået. Og der sad da også unge kunststuderende og andre og lod sig inspirere af de smukke motiver.

Vi fik en helt speciel oplevelse i Hongcun, da vi kom forbi denne familie, hvor et familiemedlem for nylig var død. De var i fællesskab ved at gøre klar til begravelse. I Kina står kollektivet og familien jo langt over individet, så alle hjalp til med det de kunne. Det blev samlet penge ind, som vi går ud fra, var til at finansiere begravelsen. Alle gik med sørgebind, og den gamle mand her er ved at lave fakler, ved at lime papirstrimler på pinde. Og lige ved siden af lå så den kære afdøde!
Her spindes der i fællesskab bomuld til familiens tøj.
Efter 3 dage gik turen tilbage til Shanghai og for Mettes vedkommende Danmark. Nu kan jeg klare storbyens jag lige 4 uger endnu, inden det er den friske luft på landet og ved Vesterhavet der skal tankes op på, når der er dømt 3 ugers juleferie!

torsdag den 4. november 2010

Dag 4 efter EXPO

I et årti har Kina og Shanghai planlagt EXPO, bygget området op (og dermed jaget uskyldige kinesere fra hus og hjem!) og gearet byen til de mange besøgende med ekstra metrolinier og facelift til mange af byens bygninger. Før 1. maj blev der opsat store lysreklamer med nedtælling til åbningen af EXPO. Senere blev der talt antallet af dage, EXPO havde holdt åben, og nu har vi så nået dag 4 efter EXPO. En tid hvor byen skal finde sin identitet igen eller måske på ny uden EXPO cirkusset er i byen og vise, om slogannet "Better city, better life" var mere end bare ord.

Alt har stået i EXPO's tegn siden jeg ankom til byen, så jeg glæder mig til at se, hvordan Shanghai tager sig ud ude EXPO. De beskrivelser af byen, jeg hører, fra folk, der har boet her længe, lyder nemlig meget anderledes end det Shanghai, jeg har mødt. Tiden før EXPO var præget af masser af byggerod og ikke mindst støv, der fyldte luften, så det lignede smog. Shanghais indbyggere opførte sig som de altid har gjort med skrald, spyt og endda toiletbesøg på gaden. Men til EXPO har Shanghais bystyre bedt alle beboere om at stramme op og vise sig, byen og landet fra den bedste side, når Verden nu kom på besøg.

Så vil Shanghai vende tilbage til den gamle identitet, eller vil nogle af de positive tiltag med EXPO blive hængende? Byggerierne er så småt igang igen, især det nye Shanghai Tower, som overhaler alle eksisterende bygninger i byen hvad angår højde. Jeg vil glæde mig særligt til at opleve en by, med knap så mange turister!

Og hvad skal der så ske med EXPO området? Det er det store spørgsmål i byen i disse dage. Den kinesiske pavillon og alle de 4 største officielle EXPO bygninger bliver stående og skal bruges til konferencer, museum om EXPO og andet i den dur. Mange af de andre pavilloner bliver pillet ned, bortauktioneret enten som hele bygninger eller delvis, og Den Lille Havfrue er taget afsted på sin rejse hjem til Langelinje.

Kineserne fik deres bid af eventyret, og hvilket eventyr. Alle jeg møder herovre møder mig med fortællingen om den lille havfrue på læberne. Den anden dag gav Peters kinesisklærer os én forklaring på, hvorfor kineserne har et helt særligt forhold til H.C.Andersen. Under Kulturrevolutionen i 1966-76 blev meget litteratur destrueret eller forbudt, men ikke Antusheng (som H.C.Andersen hedder på kinesisk). Hans eventyr er en af de få ting, alle generationer i Kina har til fælles og stadig kan nyde med regeringens samtykke. Hvorvidt det er den eneste forklaring, vil jeg lade stå hen i det uvisse. Men denne vinkel gør da kun eventyrene bedre.

Hermed skal lyde et farvel til EXPO eventyret.