"Står på en alpetop"

Nu har jeg jo altid været en hund efter den friske luft i bjergene (især de norske fjelde), så til tider bliver det lidt en udfordring at bo i en storby, der byder på alt andet end frisk bjergluft. Så er det godt, der kommer veninder forbi, som har lyst til at udfordre evnerne som bjergbestiger.

Efter en skøn uge med besøg fra de gamle barndomsveninder, hvor der blev tanket op på sladder, hygge, byture og venindegrin, begav Mette og jeg os mod De Gule Bjerge (Huangshan), der ligger i provinsen Anhui ca. 500km sydvest for Shanghai. Målet var at bestige Mount Huangshan, overnatte på toppen for at se solopgang og så stavre ned igen for derefter at vurdere, som der var mere vandring gemt i de gamle ben.

Vi var de eneste der gik op af bjerget. Kineserne tog jo kabelbanen, og grinede af os, når de kom gående forbi på vej ned af. Men vi var ikke helt alene, for der gik en masse arbejdsmænd med de klassiske kinesiske åg over ryggen med alt fra skrald til brugt sengetøj fra hotellerne på toppen

Her holdes der frokostpause får det 20 mand store hold, der var igang med at slæbe dette byggemateriale op af bjerget.

Efter 15 timer i nattog fra Shanghai var vi klar til at prøve kræfter med bjerget. I strålende sol begav vi os op af bjergsidens trappetrin. 3 timer og mange mange liter sved senere nåede vi toppen og kastede os i dynerne på vores lille hyggelige hytte, så vi var klar til at stå op før solen morgenen efter. Nå ja, vi var lige ude på et par at bjergets udsigtspunkter for at synge "Står på en alpetop" og spise Kattepoter og fejre, at vi var nået toppen.

Mette har lige et stille moment i bjergene efter indtagelse af velfortjent chokolade.

Endelig udsigt til toppen - enden af kabelbanen i baggrunden.

Vejret var virkelig med os på bjerget. Kl. 6.30 stod solen op over bjergene, og vi var vidne til dette smukke scenarie, som vi iagttog fra den meget rammende "Beginning to Believe Peak".

Som en ekstra bonus fik vi også lige spottet en kendis, eller det tror vi i hvert fald. Der var stort opbud af sikkerhedsfolk mm. omkring denne kineser, som kilder på bjerget sagde var "Number 8" - altså den ottende mest magtfulde mand i den kinesiske regering! Men hvis nogen kan hjælpe med information om, hvem han rent faktisk er, så smid endelig en kommenter!

Det er manden i midten med konen ved sin venstre side der er kendis - åbenbart!

Trods sved og huehår var vi (og især Mette) verdensstjerne målt på antallet af komplimenter og billedet knipset af kineserne. Som tak for, at vi stillede op til billeder, fik vi hver en agurk at gnaske på af en venlig kineser! Hvilken skøn gentus og meget overraskende!

Og her kommer så dokumentationen af vores anstrengelser:

Efter 3 timer/7,5 km. op med oppakning i stegende sol og 6 timer/15 km.  ned på dag 2, havde vi dækket de fleste af bjergets 60.000 trappetrin, så der var dømt total gummiben. Og her fandt vi så vores redningsmand Mr. Hu, der driver et lille hotel med restaurant for foden af bjerget og taler engelsk. Han fik transporteret gummibenene fra bunden af bjerget ind i et varmt bad hos ham, lavede den skønneste kinesiske aftensmad, arrangerede en lille bustur til nogle meget gamle kinesiske byer dagen efter og en gang massage. Lige hvad vi havde brug for. Mr. Hu var vores helt!

Hvis man ikke kunne klare alle trinene (eller ville vise man har mange penge), kunne man blive båret op i en stol som denne. I ventetiden nød de sig lige en velfortjent lur på bjergsiden.

Mette og Mr. Hu foran det meget sigende Mr. Hu Hotel!

Hongcun og Xidi acient villages
På bustur med familien Kina (der var lige så interesserede i at tage billeder af os, som i at se de gamle kinesiske byer) kom vi virkelig ud i rural China. Vi besøgte de to UNESCO byer Hongcun og Xidi. Der var som at træde et skridt tilbage i historien til en tid, ikke engang vores bedsteforældre har levet i.

Broen over South Lake i Hongcun

Så vaskes der tøj og grøntsager side om side i Hongcun, der er berømt for dens tidligt meget veludviklede kanalssystem.

Nå ja, og høns blev der da også lige vasket!

Et dejligt juzi træ (en mellemting mellem appelsin og clementin)

Skøn gammel dame i Xidi.

I Xidi havde vi et længere træf med disse to skønne små gutter, der pludselig fik øje på sig selv på Mettes kamera!

De to gamle byer bliver ofte beskrevet som stederne, hvor inspirationen til mange kinesiske malerier er opstået. Og der sad da også unge kunststuderende og andre og lod sig inspirere af de smukke motiver.

Vi fik en helt speciel oplevelse i Hongcun, da vi kom forbi denne familie, hvor et familiemedlem for nylig var død. De var i fællesskab ved at gøre klar til begravelse. I Kina står kollektivet og familien jo langt over individet, så alle hjalp til med det de kunne. Det blev samlet penge ind, som vi går ud fra, var til at finansiere begravelsen. Alle gik med sørgebind, og den gamle mand her er ved at lave fakler, ved at lime papirstrimler på pinde. Og lige ved siden af lå så den kære afdøde!

Her spindes der i fællesskab bomuld til familiens tøj.

Efter 3 dage gik turen tilbage til Shanghai og for Mettes vedkommende Danmark. Nu kan jeg klare storbyens jag lige 4 uger endnu, inden det er den friske luft på landet og ved Vesterhavet der skal tankes op på, når der er dømt 3 ugers juleferie!