søndag den 19. juni 2011

Part two: Lijiang og Naxi minoriteten

Den sidste dag af vores forlængede weekend i Yunnan tilbragte vi i Lijiang. Vi boede i den hyggelige gamle bydel i et klassisk lille hus, hvor vores værelse emmede af dansk sommerhusstemning. Måske lige på nær den store plysbamse omfavnende et plyshjerte, der stod klar midt i dobbeltsengen til at holde os ved selskab!

Vi nød aftenen, efter dagens hårde vandring, med at slendre rundt i de indviklede gader i den gamle bydel og spise lokal mad.
Skumring over Lijiang Old Town
Egentlig var vores plan at leje cykler og cykle ud i udkantsområderne af Lijiang, som vi havde læst var federe at tilbringe en dag i end selve byen. Men til morgenmaden på en hyggelig økologisk cafe, kunne vi godt mærke, at benene og energien måske ikke lige rakte til en hel dags cykling i 30 grader og sol.

Som sendt fra himlen dukkede Li op, en kraftig og ivrig kvinde klædt i røde pangfarver, der satte sig ved vores bord og fortalte om hendes uafhængige guideservice, hvor vi kunne komme på besøg ved Naxi minoritetsbefolkningen i en lokal landsby. For ca. 250,- tog hun os på tur hele dagen inklusiv frokost og utallige fortællinger om Naxi befolkningens traditioner og livsvilkår. Det var et tilbud, vi ikke kunne sige nej til, så efter yoghurt og scrambled eggs var fordøjet, satte vi og i en lille vogn sammen med Li og kørte mod Naxi landsbyen.
Vores guide Li i den umiskendelige røde bluse og en af de lokale kvinder igang med at bringe høsten i hus. Hun vurderede læsset på ryggen til at veje omkring 40 kg.
En af de mindre "gader" i landsbyen.
Li var på mange måder en oplevelse i sig selv. Hendes mund stod praktisk talt aldrig stille, og hun var ivrig til at gøre opmærksom på, hvor hun mente vi skulle huske at tage de gode billeder. Hun fortalte vidt og bredt om livet i landsbyen, hvor hun selv var vokset op, inden hun flyttede til byen for at arbejde som guide. Vi spurgte til, hvad landsbybefolkningen tænkte om, at hun sådan bragte vesterlændinge med ud til byen, der tog billeder og kom på besøg i deres hjem. Det synes de er helt fint, sagde hun: they all know me because I bring turist here and because I am so fat! Og det var ikke eneste gang hun fik pointeret den pointe.
En typisk gård til landsbyhusene med den vandbøflen, som regnes for en del af familien, da den er så vigtig for at  kunne leve på denne måde. Når familiens vandbøffenl dør, spiser man således ikke kødet, men begraver den ude blandt markerne, så den kan give næring til markerne selv efter sin død.
Peter på rov efter den stærke og berømte Sichuan peber frisk fra busk
Høsten på vej i hus på traditionel manér med et ungt par siddende i stakken.
I landsbyen var det høsttid, så overalt kom kvinder bærende på store læs af høsten af en speciel slags frø, de laved olie af. Store vandbøffeltrukne vogne med høsten kom kørende forbi og folk hilste venligt og nysgerrigt på os, når vi kom forbi.
Den søde gamle kone i Naxi befolkningen traditionelle klædedragt.
På besøg i sove/køkken rummet.
En dejlig seng til hvile efter en lang dag i marken!
"Komfuret" hvor en dejlig kødgryde stod og simrede hele formiddagen, til familien kom hjem.
Til te hos Naxi konen.
Vi kom på besøg hos en fantastisk ældre Naxi kvinde, der gik hjemme og forberedte frokost til hendes mand, børn og svigerbørn, når de kom tilbage fra arbejdet i marken. Hun fortalte om deres liv i landsbyen og bød på te. Hun var meget ivrig for at lære os om minoriteternes traditioner og ville vise os en DVD med traditionel dans. Jeg var først meget imponeret over, at der i dette meget simple hjem var DVD og TV og at hun navigerede helt hjemmevant i teknikken. Der var virkelig en fantastisk oplevelse at besøge hende og opleve hendes gæstfrihed for os vesterlændinge. Det var tydeligt at mærke, at det åbnede nogle helt særlige døre at være med en uafhængig lokal guide ude, for i de områder af landsbyen, vi gik rundt i, var vi de eneste turister.
Mere idyllisk bliver det vist ikke. Her foran et af de nybyggede huse, som regieringen har hjulper landsbyen med at opføre.
Eftermiddagshygge for der arbejdende folk med kortspil og te.
Vi spiste frokost hos en lokal familie, der tilberedte maden til os.  Jeg fik endda lov at kigge med i køkkenet, men jeg var ikke ligefrem imponeret over fødevarehygiejnen. Men en speciel oplevelse var det.
Li fortalte historier om alle planterne, vi gik forbi, og hvad de blev brugt til. Der blev blandt andet kokkereret opiumsuppe af valmuer, marijuanaolie som var så sund en olie at lave mad med, ifølge Li. We also eat the leaved when we sit in evening and watch TV together, very nice! Ja, det tror vi da gerne. Og planten groede da også bare i grøftekanten.
Ja, et væld af planter fandtes i landsbyen.
Lijiang ligger meget tæt ved den sydlige grænse af Tibet, og lokalbefolkningens religion indeholder også ca. 80% af tibetanernes religion. Vi gik forbi en masse smukke vægmalerier med religiøse billede og symboler, hvor det var tydeligt at se den tibetanske inspiration. Landsbyen led i 1996 en forfærdelig skæbne, da byen blev offer for en 7.0 jordskælv. En del af husene og malerierne så derfor ret nye ud, da langt det meste af landsbyen var blevet genopført igen efter jordskælvet.
Religiøse vægmalerier, der prydede hele hovedvejen i en del af landsbyen.
Yunnan er den provins i Kina, hvor der bor den største koncentration af Kinas  forskellige minoriteter med 25 minoritater ud af 55 repræsenteret. Jeg havde håbet på, at vi kunne nå at få en oplevelse af denne specielle levemåde på vores lille miniferie, men med de få dage havde jeg ikke turde håbe på, at vi ville få så speciel en eftermiddag med Naxi folket. Da vi lå på allerøverste køje, med knap 1 meter til loftet, efter 4 dage i Yunnan, var det knap til at fatte, hvor mange indtryk vi havde med hjem i bagagen. Thank God for kameraet.
Hardsleeper billetterne hjem i toget bød på en nat på øverste køje ud af seks i den lille togkupe.
Nu er rygsækken så pakket på ny, og efter en uge med besøg af Ida og Wom er Ida og jeg klar til flere af disse unikke oplevelser, denne gang en anelse længere sydpå i Cambodia og Thailand. Jeg håber at kunne blogge undervejs og vise billeder, men hvis der er længere stilhed på bloggen de kommende fire uger, så har I nu forklaringen.

fredag den 17. juni 2011

Part one: Tiger Leaping Gorge - Yunnan

Ja, jeg er efterhånden en anelse bagud med oplæg på bloggen, så her kommer endnu en lettere forsinket beretning om vores miniferie til Yunnan i Dragon Boat Festival ferien d. 2.-6. juni. Til gengæld er billederne så fede, at jeg håber, det kan opveje den forsinkede beretning.
Udsigt over floden i kløften fra startpunktet af stien.
En landsby midt på bjergsiden, vi vandrede forbi.
Egentlig virkede det lidt vildt at flyve på tværs af hele Kina, knap 3000 km for at nyde en forlænget weekend, men vandreturen langs Tiger Leaping Gorge i den sydlige del af Himalaya, Kinas sydvestlige provins Yunnan, havde længe spøgt i vores rejsedrømme, så det var nu, vi skulle afsted, ellers ville det nok ikke blive. Med Peters version af Poul Kjøllers rejsesang "Først med fly, og så med tog, så med bus og så med bil...." fik vi transporteret os fra Shanghai til Kunming (fly), hvor vil tilbragte en enkelt dag, inden nattoget tog os videre til Lijiang og derfra med bus gennem bjerglandskabet til landsbyen Qiaotou, som er startpunktet for Tiger Leaping Gorge.
Sovetog i to etager. Peter var meget imponeret!
Kunming var en jævn kinesisk provinshovedstad uden det helt vildt at byde på, så lad mig i stedet bruge fortællelysten på vores to dages vandring langs Tiger Leaping Gorge.
Et tempel i den gamle bydel i Kunming - Guandu.
Den moderne munk, læg mærke til mobiltelefonen, der bruges til at fordrive ventetiden.
En herlig gammel Kunmingborger på torvet i den gamle by.
Historien siger, at en tiger engang sprang over kløften mellem de to bjergtinder Yulong Xueshan (Jade drage sne bjerget), 5500m, og Haba bjerget, 5396m, deraf navnet på kløften. Efter en rimelig behagelig nat i overkøjerne på nattoget, ankom vi til solopgang over bjergene i Lijiang, frisk bjergluft i lungerne og mere end klar til at komme ud og få nogle naturoplevelser. Vi sprang direkte på den første morgenbus til Qiaotou on ankom efter 2½ time med hurtig bjergkørsel til Janes Guest House og en tiltrængt morgenmad og truckervask, inden vi gav os i kast med vandringen.
Åh Chinglish - det er bare en god start på to dages vandring.
Vi havde ikke rigtig nogen ide om, hvor hård eller lang turen ville blive, så vi forberedte os på op til to overnatninger på bjergsiden, selvom vi satsede på at klare vandringen på to dage med kun en overnatning. Fuld af godt mod og med solen i ryggen begav vi os afsted kl. 11 fra startpunktet og fik hurtigt sved på panden, da det viste sig, vi ret tidligt på ruten skulle stige en del højdemeter. Undervejs mødte vi lokalbefolkningen med deres heste, som de tilbød til opgivende turister, der ikke alligevel kunne tackle bjerget. Synet at hestene og lyden af deres klokker gjorde bare oplevelsen mere autentisk.
Peter traver ivrigt derudaf.
Udsigt til sneklædte tinder, hvilket er ret højt oppe, nåt vi snakker det sydlige Kina.
Langs vandrestien ligger små lokale landsbyer og nogen steder har de bygget guesthouses, hvor vandrere kan overnatte, spise og tage en velfortjent slapper inden næste etape af turen. Det passede nogenlunde med, at for hver 2 timers vandring fandt vi et guesthouse, og her mødte vi hurtigt andre internationale vandrere, som vi fulgte løbende på turen.
Transport til de trætte.
Første hvil ved Naxi Family Guesthouse.
Det der overraskede os mest på vandreturen var variationen i landskabet. Vi startede ud langs hovedvejen, hvor vi gik på en lille asfalteret vej op mod den første landsby. Så gik vi over til et mere åbent landskab og senere blev det til rå klippesider, skov, bjerglandsby og vandfald. I forhold til at vi vandrede 7 timer (inkl. pauser) på dag 1 og fem timer på dag 2, blev turen på intet tidspunkt ensformig. Der var hele tiden nye variationer af landskaber og synet af bjergtinderne at være opmærksom på.
En fornemmelse af, hvor varieret landskabet var.
Peter igang med de hårde "28 bends"
Et tiltrængt hvil på den højeste tinde på turen.
På det højeste punkt af turen, har vi på en højest tinde, vi endnu har besteget med 2670m. Sidste del at stien op til toppen var de såkaldte "28 bends", hvor stigningen blev den hårdeste på hele turen.

Kl. 18 ankom vi trætte og ømme til The Halfway House, hvor vi for 45,- tilsammen kunne nyde en nat i dejlige senge med udsigt til bjergsiden og ikke andre lyde end fuglene udenfor. Et helt fortryllende sted, med en tagterasse ud over det sædvanelige og "toilets with a view". De servede skøn lokal mad fra Naxi folkets madtradition, som er den minoritet, der befolker området omkring Lijiang og Qiaotou.
Udsigt fra værelset.
Toilettet var i sig selv ikke noget særligt, et klassisk "hul i jorden" kinesisk toilet, men hvilken udsigt!
Solnedgang over Tiger Leaping Gorge.
Efter en nat i nattog og 7 timers vandring, kan jeg roligt sige, vi sov som sten den nat i bjælkehytten. Og hvilken ubeskrivelig følelse at vågne op til lyden af fugle og dyr med udsigt til bjerget. Med hverdagen i larmende og travle Shanghai var det her noget at det mest energigivende, jeg har oplevet. Det er ingen hemmelighed, at jeg er lidt af en bjergfreak. Jeg elsker at befinde mig i bjergområder, og kan slet ikke få nok af atmosfæren, udsigterne og oplevelsen af den fysisk anstrengelse op af bjergsiderne i kombination med de åbne vidder. Vi har efterhånden vandret mange steder i Nordeuropa, og for mig var det helt fantantisk at opleve denne side at det kinesiske landskab. Kombinationen af det land og den kultur, vi bliver inspireret af hver dag, i nogle omgivelser der er helt anderledes end vores hverdag.
Vi var virkelig en del af det lokale liv på bjergsiden, her kom en kodriver forbi med sin flok.
Andendagen med vandring bød på mere flade elementer af ruten og nedstigningen tilbage til hovedvejen. På nedstigningen kom vi forbi op til flere vandfald, endnu en ny variation af landskabet.
Udsigt mod den sydvestlige ende af kløften, hvor vi startede turen.
Her kan I se stien langs midten af bjerget, hvor vi vandrede forbi vandfald og klipper.
WOW - og dejligt med lidt frisk bjergvand.
Lakrids til turen.
Tilbage ved hovedvejen efter 1½ dags vandring - 16 kilometer.
For at sætte prikken over i'et tog vi turen ned til kløften og floden, for at få et blik nedefra og op på de bjerge, vi i 1½ dag havde vandret i. Endnu engang blev vi forbløffet over det syn, der mødte os.
Her nærmer vi os floden og den berømte sten, hvor tigeren siges af være sprunget over floden.
Så bliver det ikke ret meget smukkere.
Peter på vej over en hjemmelavet bro.
Opstigningen fra kløften til hovedvejen var det sidste træk af vores to dages vandring, hvor benene virkelig var møre, og her blev vi hjulpet på vej af "The Sky Ladder", som en lokal familie havde bygget for at hjælpe turister til en lettere vej ned i kløften. Stigen var dog en noget mere spændende oplevelse, end hvad jeg havde forventet!
Der var ikke meget plads at gå på, på opstigningen fra kløften.
En hjemmelavet stige helt uden hældning med utrolig mange trin var alligevel noget af en udfordring!
Et sidste blik udover kløften og den strækning vi tilbagelagde på to dage. 16 kilometer på bjergsiden + turen ned til floden og tilbage til hovedvejen.
BLÅ HIMMEL! Det var næsten det største syn, og blev dokumneteret med særlige billeder. Det er et sjældent syn i storbyen.
Efter 2 dage med ubeskrivelig oplevelser i bjerglandskabet satte vi snuden tilbage mod Lijiang og vores sidste dag af miniferien. I bussen fra Qiaotou til Lijiang fik jeg en særlig chance for at øve mit kinesiske, da Peter kom til at sidde ved en kvinde fra den etniske minioritet Yi, og hun var vældig nysgerrig på, hvem vi var. Heldigt nok, for vi var lige så nysgerrige på hende! Hun fortalte af hun var klædt i deres traditionelle dragt i anledning af helligdagen, og den store hat bar de gifte kvinder. Hun fik hurtigt spurgt, om vi var gift og havde nogen børn. Det er meget normalt i den kinesiske kultur ret hurtigt at stille forholdsvis personlige spørgemål, så det er vi efterhånden vant til. Vi fordrev køretiden med at spise lakrids, og tilbød hende et stykke, som hun pænt tog imod, snusede til og tog i munden, hvorefter hun sad helt stivnet, indtil bussen gjorde holdt, åbnede vinduet og diskret spyttede det ud.
En træt turist og en festklædt Yi kineser.
Dette skulle vise sig blot at være den første af flere oplevelser med de etniske minoritetsbefokninger i Yunnan. Beretningen om vores dag i Lijiang og vores besøg i en lokal Naxi landby med te og frokost hos de lokale, kommer i et senere indlæg.