En morgen uden censur

Jeg sidder lige og ser CNN, som er en del af min vante morgenrytme, for at få en opdatering på verdens begivenheder, mens jeg starter min dag. Hver gang, der er en nyhed om Kina, er jeg selvfølgelig særlig opmærksom, men bliver også tit skuffet, da mange af de højspændte nyheder om Kina, bliver blokeret på TV'et og skærmen går i sort. Her til morgen er jeg dog helt overrasket. Der har lige været dette længere indslag om de voksende protester fra almindelige kineserne runde om i Kina, som nu har bredt sig til Beijing, hvor regeringen og militæret får sværere ved at holde dem nede.

For første gang så jeg hele indslaget uden afbrydelser, hvilket er yderst mærkeligt, da det er et oplagt indslag for regeringen af censurere. Endda når jeg kan læse på CNN, at regeringen strammer censuren for lokale TV stationer.

Situationen i Kina, så vidt jeg har kunne følge med, er, at i flere og flere provinser går lokalbefolkningen på gaden i protester mod regeringen over jobmangel, beskyldninger om korruption og etniske spændinger. Den kinesiske regering har hele foråret været bekymrede for, at hændelserne i Mellemøsten, kaldet Arab Spring, ville inspirere kineserne til at gøre opstand rundt i Kina. Indtil videre har vi ikke set de store forsøg på protester endnu. Der har været rapporter om mindre opstande, men regering er hurtigt til at slå ned på dem, og med censuren af medierne er det også svært at vide, hvor meget der når ud til os. Flere midier beretter om, at det er tydeligt at se, regeringen er ufattelig bange for situationen, da de helt panikagtigt laver alle mulige form for restriktioner. Som eksempelvis aflysningerne af koncerter med internationale navne, som jeg tidligere har omtalt.

Men i disse dage dukker der flere og flere historier op i medierne om protester. Fra Lichuan i Hubei provinsen, hvor vi i weekenden så en beretning med billeder fra et uafhængige medie Shanghaiist.com. Et medie jeg ofte linker til her på bloggen, da det er et af de få medier, der er hurtigt ude med reele billeder af de ting, der foregår i Kina. Og ret sjældent bliver censureret, underligt nok. Lige præcis med denne historie fra Lichuan tror jeg dog cencureringen er slået igennem, for selv ikke på VPN kan jeg logge på siden nu. Så jeg håber, I derhjemme har mulighed for at se linket.
I går dukkede der amatørvideo op fra protester i Indre Mongoliet og nu i dag nyheden fra Beijing. Det bliver en spændende uge og tid, vi går i møde, og interessant at følge med i, hvordan protesterne udvikler sig.

Mangel på organisering - mangel på frie sociale medier
Det interessante ved indslaget er, at de kommenterer på forskellen til protesterne i den arabiske verden, der var utrolig velorganiserede med de sociale medier som middel til at sprede budskabet og sikre bred tilslutning. I Kina ser man ikke denne organisering, og det er derfor umiddelbart nemmere for regeringen at håndtere protesterne. Men det giver jo sig selv, for med den massive censur af internettet og alle de kinesiske sociale medier og blokering af internationale sociale medier som facebook, har kineserne ingen muligheder for at skabe en organisering, som den vi ser i Mellemøsten. Dette er en af årsagerne til, at mange kommentatorer med flere i Kina indtil nu ikke har set det som en mulighed, at The Arab Rise ville fortsætte ind i Kina.
Kineserne er et kæmpe folk med så mange forskellige interesser og livsvilkår, at en fælles massiv protest synes praktisk umulig at få sat i værk. Og med manglen på kommunikationsmidler gør det kun organiseringe sværere.

På mange måder giver det heller ikke mening at sammenligne situationen i Mellemøsten med situationen i Kina. Man skal huske på, at mange kinesere er tilfredse med regeringen og deres liv i Kina, selv om vi udefra ser deres liv og vilkår som undertrykte. Regeringen har for mange kinesere skabt en enorm vækst, masser af jobmuligheder og bedre transport. Men det er et land, hvor man må forholde sig til enorme skalaer, og hvor den samfundsmæssige udvikling springer nogle trin over og sker på ualmindelig kort tid sammenlignet med vores vækstproces i Vesten, mener mange, der må en helt anden forståelse af samfundsudbikling til, for at begribe Kinas udvikling. Så når vi sammenligner, hvad der sker i Vesten eller Mellemøsten med Kina, er det faktisk ikke reelt muligt.

Alt i alt, med min stadig meget begrænsede viden om forholdene i Kina, så vil jeg ikke være dommer over, hvad der er det bedste, men følge nysgerrigt med fra sidelinien og glæde mig over, at flere og flere historier finder vej til medierne og giver os en reel chance for at følge med i, hvad der sker rundt omkring i landet.