fredag den 10. juni 2011

Weekendtur til Nanjing

Nu hvor halvdelen af vores Kina eventyr er gået, og vi kun har et år tilbage, har vi sat os ned og lavet noget så skønt som en rejse brainstorm. Hvad vil vi gerne nå at opleve i Kina og Asien inden vi vender tilbage til livet i Danmark. Jeg kan sige så meget, at selv om vi allerede har rejst meget, så er listen stadig så lang, at vi udelukkende på den baggrund vist bliver nødt til at overveje en forlængelse af udstationeringen for at nå alle rejseønskerne. Så vi får dejlig travlt på rejsefronten det kommende år.
To super veninder på tur i Nanjing.
En weekend i Nanjing har stået højt på særligt Peters ønskeliste, siden vi kom, og sammen med Peters kollega Mads, hans kone Anne og deres skønne børn Kirstine og Adrian, hoppede vi en fredag for 3 uger siden på hurtigtoget til Nanjing. 1½ time senere med 300km i timen, var vi klar til en weekend i den gamle hovedstad og stedet for den forfærdelige massakre af kinesere i krigen mod Japan i 1937 kendt som The Rape of Nanjing. Inden turen så vi den kinesiske film "Nanjing, Nanjing" (den engelske titel er "City of Life and Death"), som er en fantastisk og forfærdelig beretning om de hændelser, der skete. En tid der stadig er årsag til kinesernes knap så venskablige forhold til de japanske naboer.
En gåtur langs den gamle bymur i Nanjing, som stadig er bevaret.
 Lørdag: En svævetur over byen
Det første vi så på kortet over Nanjing var skov og bakker, så lørdag formiddag satte vi kursen mod lidt naturoplevelser, som vi til hverdag savner her i Shanghai. Vi tog en halv times svævebanetur hen over "bjerg"- og skovområdet Zijin mountain, og nød den dog lidt tågede udsigt fra toppen.
Mads kæmpede sig ombord i svævebanen med klapvognen.
Eftermiddagen brugte vi på at tage til byens berømte mausoleum for Sun Yatsen, der af kommunisterne anerkendes som det moderne Kinas fader.
Stadig ved godt mod inden den sidste etape af trapper op til toppen.
Endelig ved toppen, en hård tur for korte som lange ben.
Statue af Sun Yatsen i hans mausoleum,
Lidt tåget udsigt fra toppen at trapperne.
Fra at have haft en rolig formiddag uden for mange turister, kom vi nu til Nanjings største turistattraktion, hvilket som altid betyder horder af kinesiske turister, der ikke har set vesterlændinge før. Så Kirstine og Adrian endte med at blive dagens største attraktion for kineserne. Især da vi fandt på at fordrive tiden og underholde børnene med en omgang sæbebobler efter de mange trapper op til mausoleumet.
Kirstine i klapvognen blev eftermiddagens store attraktion.
Onkel Peter giver den gas med sæbeboblerne til stor glæde hos Kirstine og Adrian. Læg mærke til kineserne med mobiltelefoner, der ivrigt tager billeder i baggrunden.
Aftenen stod på middag med Annes tidligere kollega Jeffrey, hvor vi endnu engang fik en anderledes restaurantoplevelse. På denne restaurant var menukortet placeret som lysende billeder på væggen, hvor man gik rundt og valgte retter, inden man fandt sig til rette ved bordet. Vi så endda de fangede fladfisken, som senere kom på bordet. Så var der frisk fisk, skal jeg love for.
Anderledes menukort.
Så er fladfisken fanget...
...og her kommet  på bordet, hvor Anne giver sig i kast med den.
Søndag: Den "mini" forbudte by
Søndag stod vi dersværre op til småregn og noget køligere vejr, end hvad vi havde pakket tøj til. Vi brugte dagen på at gå rundt i byen og endte med at finde frem til det gamle President Palads, som var i funktion under Nanjings tid som hovedstad i 1912 og 1927-1949. Paladset lignede en mini udgave af Den Forbudte By i Beijing, da det har været samme ide man har brugt, til at bygge de to byer, i de to forskellige hovedstader.
Gang i dumplingkokkene på gaden i Nanjing. I panden forrest i billedet er de stegte dumplings klar, som de tre kokke i baggrunden står og laver i hånden.
Tronestolen i President Paladset.
Trods regnvejr var det et virkelig spændende besøg i paladset, som var langt større end vi forventede.
Der blev fodret fisk i stor stil med fornemt mad i form af muffins fra Starbucks, som var det eneste vi lige kunne  diske op md, da børnene fik ideen til at fodre fisk.
Den smukke have i Paladset med den specielle udsigt til kontrasten fra fortid og nutid, men skyskraberne i baggrunden.
Peter i President Paladsets have.
Nanjing var en perfekt by til en weekendtur med hurtigtoget fra Shanghai. Og med et fint metronet er det super nemt at komme rundt. Vi havde en skøn weekend med familiehygge og fik knyttet tættere bånd med Mads, Anne og børnen, et venskab som vi virkelig nyder at have her i Shanghai.
En stille stund i metroen med læsning af prinsessehistorier.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar