Sommeren er kommet til Shanghai med 28-32 grader. Med den følger den "farlige" sol, i hvertfald set fra kinesernes perspektiv. De (især kvinderne) er jo nærmest angst for solens stråler, og slår, selv i overskyet vejr, deres dyrtindkøbte UV-filter paraplyer op, der godt nok ikke kan tåle en dråbe regn, da de er lavet i smuk silkestof. Med et vejr, der de kommende tre måneder vil veksle mellem sol og regn nogen gange fra time til time, er det jo virkelig praktisk!
De er så seriøse omkring advarslerne omkring solen og kampen for den blege hud, at sikkerhedsafdelingen på Peters arbejde i sidste uge udsendte en flere sider lang sikkerhedsinstruktion omkring, hvordan medarbejderne skulle forholde sig og tage agt for solen på deres weekendudflugt sidste weekend. Til stor morskab for danskerne, der glædede sig til at komme ud og få lidt farve på kroppen.
Nå, men tilbage til paraplyen og solen. Det er åbenbart ikke kun de kinesiske kvinder, der er bekymrede for solen. I går kom jeg forbi denne skønne scene med to arbejdere i gang med at fikse noget i en kloaknedgang.
Der er jo som sagt arbejdskraft nok i Kina, så her kunne han så sidde, jeg ved ikke hvor længe, og være paraplyholder for din makker, så solen ikke skulle blive for meget. Det så bare så herligt ud, jeg kunne slet ikke stå for det.
Beretninger om oplevelser, mennesker, kultur og alle de finurligheder der opstår, når en nordjyde tager på eventyr i Østens metropol.
lørdag den 21. maj 2011
fredag den 20. maj 2011
En buket af bamser
Egentlig er det utroligt, at det først er nu, efter snart et år i Kina, at jeg ligger et billede af en kinesisk blomsterhandler op. Men som jeg tidligere har nævnt, så bliver selv de særeste indtryk almindelig hverdag, og jeg glemmer at tage billeder af mine oplevelser i hverdagen og fortælle historierne.
I går gik jeg så forbi en lille gadeblomsterhandler lige op af et stort tresporet vejkryds her i Shanghai og så dette udvalg af blomster foran butikken:
Egentlig bemærkede jeg først julestjernen, der stod flot midt i solen og de 28 graders varme og så helt forkert ud, hvis man som jeg forbinder julestjernen med netop jul, kulde, sne og lys i vinduerne. Men det er typisk kinesisk at tænke: "En flot blomst, den kan vi da sælge hele året".
Men det de fleste nok vil bemærke først på billedet, er bamsebuketten øverst til højre. En helt særlig kinesisk ting, som alle blomsterhandlere med respekt for sig selv sælger. Flere udbyder også varianten med Ferrero Roche, som dog ikke fungerer så godt her i sommervarmen.
I det hele taget er buketter i Kina en historie for sig selv. Som så meget andet her, kan det ikke blive farvestrålende, pyntet og ekstravagant nok. Måske et lævn fra kommunisttiden, hvor alt var ensfarvet, brunt, betonfarvet og gråt. Kinesernes stille protest i hverdagen er nu at få så mange farver som muligt ind i tilværelsen gennem blinkende multifarvede lamper, tøj i alle farver sat tilfældigt sammen og altså også blomsterarrangementer med et væld af farver og indtryk.
I går gik jeg så forbi en lille gadeblomsterhandler lige op af et stort tresporet vejkryds her i Shanghai og så dette udvalg af blomster foran butikken:
| Skulle det være en julestjerne eller måske en buket af bamser? |
Men det de fleste nok vil bemærke først på billedet, er bamsebuketten øverst til højre. En helt særlig kinesisk ting, som alle blomsterhandlere med respekt for sig selv sælger. Flere udbyder også varianten med Ferrero Roche, som dog ikke fungerer så godt her i sommervarmen.
![]() |
| Desværre er det ikke lykkes mig at fange et billede ad denne buket, så billedet er lånt fra nettet. |
tirsdag den 17. maj 2011
Artikel til act2learn
For et par måneder siden skrev jeg en artikel til nyhedsbrevet på min gamle arbejdsplads i Danmark, act2learn, som jeg gerne vil dele her:
-------------------------------------------------------------------------------
Kinas ansigt
Flere og flere danske virksomheder skaber forretningsmæssige relationer til Kina. Enten gennem outsourcing, leverandørsamarbejder eller ved at entrere med sine produkter på det kinesiske marked i takt med, at levestandarten hæves og kinesernes forbrug øges. Set udefra er Kina mulighedernes land, hvad angår forretningspotentiale på alle de tre nævnte områder. Men potentialet kan hænde aldrig at blive realiseret, hvis ikke vi forstår kinesernes kultur og særligt deres forståelse af den interpersonelle dimension.
Efter at have boet lidt over et halvt år i Kinas største og en af de mest fremadstormende byer, Shanghai, har jeg oplevet, hvor vigtig kulturforståelsen er for at lykkedes i Kina. Særligt kinesernes forståelse af relations- eller netværksbegrebet guanxi关系, og den betydning de tillægger face begrebet, det at skabe ansigt og ikke miste ansigt, er afgørende både for kinesernes måde at drive virksomhed på og for deres sociale relationer. To begreber jeg her vil introducere for at give et billede af basisforskellen på den kinesiske og danske virksomhedskultur.
God guanxi
God guanxi
Det kinesiske begreb guanxi kan tilnærmelsesvis oversættes til en kombination af de danske begreber forbindelse, relation og netværk. Kun tilnærmelsesvis, da der ikke findes en helt nøjagtig betydningsmæssig parallel i det danske sprog. Guanxi er nøglen til at drive virksomhed i Kina, men det er samtidig et grundvilkår for den almindelige kinesers liv. Helt basalt handler det om, at man gennem sit liv skaber et netværk af forbindelser gennem gensidig tjenester. Tjenester kan tolkes bredt både som at skabe nye kontakter, give gaver, sørge for at ens datter tages i betragtning til byens bedste skole og så videre. I guanxi begrebet er indlagt forståelsen af, at have tjenester til gode. God guanxi handler om at have et netværk af forbindelser, af gensidige tjenester. En forbindelse der både kan forstås som en instrumentiel og en emotionel relation, det at man står i følelsesmæssig relation til hinanden. Det er altså et mere nuanceret begreb end vores danske ”Noget for noget”-princip idet, der er en dobbeltbundethed indlagt i forståelsen, som man ikke kan undsige sig i relationen, hvis man tidligere har modtaget en tjeneste. For kineserne er der i alle møder fokus på at skabe og opretholde guanxi.
Et netværk af god guanxi tager tid at oprette. Du får ikke succes i Kina, før du har oprettet et netværk af guanxi, og dette sker ikke ved bare at give hånd og udveksle visitkort til et møde. I praksis betyder det, at vi skal lære hinanden godt at kende som businesspartnere gennem mange uformelle middage, masser af baijiu (kinesisk brændevin) og måske flere aftner med karaoke (kinesernes foretrukne medie for sociale sammenkomster). Disse uformelle sammenhænge er på ingen måder spildt, selv om der kan gå flere møder, før de konkrete forretningsideer bliver diskuteret. Det er her, du over for kineserne beviser, at du er værd at arbejde sammen med. Tillid spiller en stor rolle i vurderingen af guanxi. Går du for hurtigt frem i forhandlingerne, vil du ofte have forspildt din chance for samarbejde, hvis ikke de oplever, at den fælles guanxi er på det rette stadie og klar til videre samarbejde. Den rette guanxi er den afgørende faktor for et succesfuldt samarbejde.
Kald en spade for en spade, og ansigtet er tabt!
I min tid på kommunikationsstudiet på Aalborg Universitet arbejdede vi ofte med Erving Goffmans begreb facework. Forståelsen af hvordan vi som mennesker i vores relationer til andre har brug for at skabe ansigt og dermed sikre, at vi opretholder vores respekt. Eller i tilfælde af at vi mister ansigt, hvordan vi kommunikativt søger at genoprette det mistede ansigt – den mistede respekt. En teoretisk forståelse der trækker tråde langt tilbage i den kinesiske kultur.
I vores danske kultur kører denne proces hele tiden. Vi er vant til at kalde en spade for en spade og give hinanden (konstruktiv) kritik på tværs af organisatoriske niveauer, anciennitet og udannelsesmæssig baggrund. En proces der naturligt indebære, at vi ”mister ansigt”. Vi tillægger det oftest ikke så stor betydning i den danske kultur, idet face-begrebet ikke italesættes direkte som en væsentlig faktor for vores sociale relationer. Vi er vokset op i en kultur, hvor man lærer af sine fejl og er vant til kritik. Det er tilgengæld italesat.
I den kinesiske kultur er det lige modsat. Det tillægges enorm betydning at opretholde sit ansigt, sin respekt, og ofte vil en kinesisk medarbejder gøre det for enhver pris. I en almindelig arbejdssituation vil du eksempelvis kunne opleve, at kinesiske medarbejdere efter et møde, hvor der er blevet fremlagt nye arbejdsopgaver, ikke stiller nogen spørgsmål. Som mødeleder har du lagt op til, at de kan spørge ind for at tjekke, om de har forstået opgaverne, men der er ingen feedback. Medarbejderne vil bekræfte, at de er med på opgaverne, og du vil gå fra mødet i den forventning, at inden for en given tidsramme er opgaverne løst. Med den forventning kan du hurtigt blive skuffet, da den kinesiske medarbejder vil opleve det som at miste ansigt, hvis han til mødet tilkendegiver, at han ikke forstår opgaven eller stiller yderligere spørgsmål til en, som er over ham i det organisatoriske hierarki. Hvis kinesiske medarbejdere stilles over for en opgave, de ikke kan løse eller ikke forstår, vil de bekræfte, at de kan forstå og løse den, ikke for at være illoyale, men for ikke at tabe ansigt. I situationen hvor vi opdager, at opgaven ikke er løst, skal vi være særligt varsomme. Går vi ind og siger direkte til medarbejderen, at det ikke er i orden, når opgavens ansvar ligger hos ham, så er vi direkte skyld i hans tab af ansigt. Det værste ville være, hvis vi gør det, mens andre hører det.
It all comes down to words
Det kræver en ændring af kommunikationen. Ved et lukket spørgsmål som ”Har du forstået opgaven?”, vil den kinesiske medarbejder svare ”ja”, for ikke at tabe ansigt. Spørger man i stedet åbent ind til processen i opgaven: ”Hvad gør du efter denne del?”, ”Hvordan kommer du videre, når A har givet dig disse informationer?”, så har den kinesiske medarbejder mulighed for at svare konkret, uden at miste ansigt men ved at vise sin viden. Samtidig har vi mulighed for at se, hvorvidt han har forstået opgaven og komme med forslag, der kan hjælpe ham, uden han taber ansigt.
Selv i en helt almindelig samtale med kinesere er face-arbejdet tydeligt i kommunikationen. En kineser vil eksempelvis gentagne gange direkte rose og på anden vis kommunikativt sikre, at hans samtalepartner stilles i et godt lys, og at han er med til at skabe face for samtaleparten. Det kan opfattes som en overdreven brug af den anerkendende tilgang, men har den forskel, at det handler lige så meget om at skabe face for mig, ved at rose min samtalepartner, som det handler om at give ham face. Igen dobbeltbundetheden, harmonien, som ligger dybt i den kinesiske kultur.
I praksis vil det for os, der kommer fra en kultur med direkte kommunikation, kunne føles som at pakke ting ind, tale rundt om eller bruge alt for mange kræfter i kommunikationen på simple ting. Men sådanne kommunikative overvejelser er nødvendige for at imødekomme behovet for face. Uden overvejelser som disse er et samarbejde med kinesiske medarbejdere, kolleger eller businesspartnere ikke muligt.
Action learning
I act2learn har jeg arbejdet ud fra filosofien Action Learning – læring i praksis. Med min tilværelse i Kina må jeg sige, at det at være her og se kultursammenstødene ske foran mig, mærke krydsfelterne, når man træder forkert, og mærke alle aha-oplevelserne, er den mest berigende måde at udvikle kulturforståelse på. At samarbejde med Kina og kineserne kræver en god portion hjemmearbejde i forberedelse af kulturmødet. Men selv den bedste forberedelse kan ikke rumme kompleksiteten i oplevelsen af at kaste sig ud i mødet. Lad det være min opfordring til et fremtidigt samarbejde med Kina.
Etiketter:
artikel,
Kina,
kultur,
virksomhedskultur
mandag den 16. maj 2011
Gaver man ikke havde brug for
Peter kommer i denne tid oftere og oftere hjem med underlige små gaver. Ikke noget han har været ude at købe til mig, men noget han har fået af sine kolleger, der er nybagte forældre. I Kina er der nemlig tradition for, at man køber en lille gave og giver alle sine kolleger, når man har fået et barn. Gaverne kan være meget kreative. Indtil videre har Peter fået en lyserød og en blå mini sutteflaske med slik i, og en fin kinesisk pung med to vakuumpakkede soyakogte æg i.
Egentlig synes jeg, det er en herlig tradition, og jeg var nysgerrig for at finde ud af, hvorfor kineserne gør det. Så jeg spurgte vores kinesisklærer om, hvad det gik ud på. Hun fniste meget og fortalte at det jo var en påmindelse. "En påmindelse?", jeg forstod ikke lige, hvad hun mente. "Ja, en påmindelse om, at nu har jeg fået et barn, og nu er det tid for jer at give mig en gave".
Kineserne går meget op i ikke at tabe ansigt offentligt, så denne gavetradition er altså være en indirekte måde at gøre opmærksom på, at nu skal der gaver den anden vej. Skægt! Imens vil jeg så gnaske et par soyaæg i mig og skylle efter med en gang flødebolcher.
Velkommen til verden kære små.
| Det vakuumpakkede æg lå sammen med et mere af sin slags, som en skøn lille overraskelse i den lille pung. Sutteflaskernes indhold faldt mere i smag, så det er allerede røget. |
Kineserne går meget op i ikke at tabe ansigt offentligt, så denne gavetradition er altså være en indirekte måde at gøre opmærksom på, at nu skal der gaver den anden vej. Skægt! Imens vil jeg så gnaske et par soyaæg i mig og skylle efter med en gang flødebolcher.
Velkommen til verden kære små.
onsdag den 11. maj 2011
Weekendtur til Líshuǐ/丽水
Jeg bringer hermed en advarsel. Jeg er lidt bagud med blogposts, så i denne uge vil I kunne opleve delvistforældede nyheder. Jeg beklager, men historierne og billederne er nu gode, så jeg håber I kan leve med den haltende nyhedsværdi.
| Stemningsbilleder fra landsbyen, hvor vi boede. |
Med efterveer fra sandstormene fra Beijing helt herned til Shanghai, og et ualmindelig høje smogniveau de sidste måneder, har vi længe trængt til noget ægte frisk luft. En luxusvare når man til hverdag bor i en af verdens største byer. Forrige weekend til Labor Day tog vi derfor på forlænget weekend ud i naturen på en arrangeret tur med OK Deal Club.
Turen gik til den vestlige del af naboprovinsen Zhejiang, ca. 7 timer fra Shanghai, til bjergområdet Líshuǐ. Fra bussen med de 35 andre på gruppeturen, var vi vidne til, hvordan de kinesiske hovedveje tager sig ud i helligdagene. Kineserne udnytter enhver mulighed for at komme ud og opleve deres eget land, så vi var ikke ligefrem alene på vejene. Blandt andet mødte vi denne flok:
Nu har jeg for nylig på to uger slugt Anne B. Ragde’ s trilogi ”Berlinerpoplerne”, ”Eremitkrebsene” og ”Ligger i grønne enge” om livet for familien omkring grisefarmen på gården Neskov i Norge. Så synet af grisene gjorde næsten endnu mere ondt, da jeg lige havde fulgt livet på grisefarmen og fået indblik i en landmands forhold til sine grise.
| Udsigt fra hotelværelset - så kom vi til "Rural China". |
Vi nåede frem til Líshuǐ, hvor vi opdagede, at to veluddannede hoveder åbenbart ikke er nok til at pakke en kuffert, for vi havde pakket kameraet uden memorycard i! Billederne er derfor lidt sparsomme i kvalitet, da Peters iPhone var eneste mulighed.
![]() |
| Det lykkedes dog Peter at fange denne skønne bonde med sin okse på vej gennem byen. Hvem sagde "Rural China"? |
Tågen letter
Søndag formiddag var vi på vandretur i bjergene i området. Desværre var der helt tåget, da vi kom op i højderne. Vi tog et par billeder, mens vi gættede på, hvordan det smukke landskab nedenfor mon så ud. Og alt imens vi stod der lettede tågen, og dette syn åbenbarede sig. Resten af turen var tågen væk, og vi fik en fantastisk gåtur blandt bambus, vandfald og terrassemarker.
| Ja, det var ikke mange billeder, vi håbede på at kunne tage, da vi kom på toppen af bjerget... |
| ...men langsomt forsvandt tågen, og dette landskab åbenbarede sig under os. |
| Et klassisk syn i Kina med pagoder på toppen af bakketoppene. |
| Skønt med et lille koldt sprøjt midt i opturen af de stejle trapper. |
I pool med fisk
Om aftenen fik vi mulighed for at prøve en meget bizar oplevelse. Vi var i et kinesisk hot spring, som bestod af knap 20 udendørs pools med vand i forskellige grader. Her var der dømt total afslapning i mørket blandt træer og kinesernes elskede lysinferno. I en af disse pools sad vi i 30 grader varmt vand med fisk på ca. 12cm svømmede rundt mellem vores fødder, alt imens de nippede død hud af vores fødder. Det er åbenbart en meget kinesisk tradition og en rimelig underlig følelse, skulle jeg hilse at sige. Det føles nærmest som at blive krattet på foden, bortset fra, at man bliver vildt forskrækket, da man aldrig ved, hvornår de kommer forbi netop min fod. Så var der død hud til aftensmad til de små fisk.
| Søndag aften sluttede at med et ægte bonfire party. |
Teproduktion på gammeldags manér
Området vi boede i, var fyldt med teplantager. Hele eftermiddagen gik indbyggerne rundt og plukkede te og en aften gik vi forbi et sted, hvor vi fik at se, hvordan de bearbejdede te på helt traditionel vis. Hele familien var i sving, far, mor, søn og svigerdatter.
Efter plukning bliver tebladene langt til tørre på gulvet. Far er ansvarlig for første den af processen, hvor en portion teblade lægges op i en overstørrelse brødrister og i nogen minutter rystes rundt ved høj varme, for at tørre mere ud. Derefter går teen videre til søn og svigerdatter, der hakker bladene mere i stykker og putter dem i en slags presser med varme i. Her begynder teen virkelig at give duftstoffer fra sig. Efter en tur i pressen er sidste trin en tørretumbler for te. Og på den måde er teen plukket, forarbejdet og solgt på samme dag. Vi fik smagsprøver i deres lille værksted og købte en pose med hjem. Vildt interessant, men hvilket hårdt og ensformigt arbejde.
| Temarker i byen. |
| Dagens høst af teblade. |
| Familiens far igang med at sprede de friske teblade ned i en oversize brødrister. |
| På spækbrættet hakkes teen inden den kommer videre i tromlerne. |
| Her presses de opvarmede teblade. |
| Presset og varmet teblade klar til sidste tur i tørretumbleren. |
| Sidste proces er tørretombleren. |
| Mor i familien har styr på kunderne (vores kinesiske ven fra turen), og fik solgt en masse te til os turister. |
| Den færdige helt friske kop te, som smagte skønt. |
Sidste dag stod på river rafting, inden der ventede 7 timer i bus tilbage til Shanghai fyldt med frisk luft og masser af nye bekendtskaber.
tirsdag den 10. maj 2011
Rock i baghaven
| Hygge på tæpper med Sammy, Robert og Kyle bag Peter, og en flok af vores danske venner herude. |
fulgt lidt med i medierne den seneste tid, så kan der godt danne sig en vis skepsis i forhol til den forklaring. For nogen uger siden blev en musikfestival i nabobyen Suzhou lukket ned, og i Beijing er koncerter med flere internationale navne også blevet aflyst. Alt sammen i kølvandet på en episode til en koncert, hvor en person skrev ”Free Ai Wei Wei” på en stor twitter skærm på festivalpladsen.
Ai Wei Wei er en samfundskritisk kinesisk kunstner, man ikke pt ved hvor befinder sig, men han er væk fra jordens overflade, sansynligvis holdt politisk fanget af den kinesiske regering. Af frygt for oprør ved større menneskesamlinger (som koncerter med internationale navne) har regeringen grebet panikhandlinger med af aflyse en masse koncerter, for at forhindre en eventuel opstand. Utrolig trist for os musikelskende folk.
| En meget ivrig lille kineser med hang til hård rockmusik! Nice. |
| Smuk og sjælden klar solnedgang over parken søndag aften. |
mandag den 2. maj 2011
Klar til arbejdernes ferie
1. maj i Kina er stadig en høj hellig dag, hvor vi fejrer arbejderne - ɡuójì láodònɡjié / Labor Day. Selv om dagen i år falder på en søndag, så har alle kinesere fri i dag mandag d. 2. maj som kompensation. Egentlig er denne ferie et gammelt levn fra kommunisttiden, men den gælder altså stadig. Dog er den skåret ned fra en uges ferie til bare den ene dag.
Ferie i Kina betyder massiv folkevandring i Shanghai. Alle migrantarbejderne med flere haster til de offentlige transportmuligheder for at begive sig hjem til deres hjemprovinser og være sammen med familien. I fredags, da jeg kom hjem fra arbejde omkring kl. 18.00 så busstationen tæt ved vores lejlighed således ud:
En kø på hvad jeg vil gætte på omkring 100 meter kø for at komme med bussen, fra selve stoppesteder, på tværs over pladsen, bag om nedgangen til metroen og langs fortovet helt ned til hovedvejen. Nu er det ikke en kæmpe central busstation, vi bor ved siden af, men bare en almindelig holdeplads for en 5-10 forskellige buslinier, så jeg gad vide, hvordan køerne så ud inde på de centrale stationer.
Så vil man på rejse i Kina under de offentlige feriedage, skal man væbne sig med mere end almindelig tålmodighed.
Ferie i Kina betyder massiv folkevandring i Shanghai. Alle migrantarbejderne med flere haster til de offentlige transportmuligheder for at begive sig hjem til deres hjemprovinser og være sammen med familien. I fredags, da jeg kom hjem fra arbejde omkring kl. 18.00 så busstationen tæt ved vores lejlighed således ud:
| Her starter køen ved stoppesteder yderst til højre i billedet og fortsætter helt til venstre ud af billedet... |
| ...videre over pladsen og helt til venstre bag om metronedgangen, og så følger køen ellers hækken bagerst i billedet... |
| ...og helt ned under broen ud til hovedvejen bagerst i billedet! |
Så vil man på rejse i Kina under de offentlige feriedage, skal man væbne sig med mere end almindelig tålmodighed.
Abonner på:
Opslag (Atom)

