Viser opslag med etiketten fortælling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fortælling. Vis alle opslag

torsdag den 17. marts 2011

En fælles fortælling om kineserne

Dette blogindlæg er inspireret af et indlæg, jeg læste sidste uge på en af mine yndlingsblogs "SHE in China" skrevet af en ung svensk kvinde, der har boet i Shanghai i mange år. I sit indlæg "One of the best things I've done" beskriver hun ud fra sine hverdagsoplevelser med kinesere, hvordan hun gerne vil bidrage til at skabe et andet billede af kineserne end de fordomme, som folk i Vesten ofte har. Som hun i hvert fald bliver mødt med fra vesterlændinge, der aldrig har været i Kina.

Jeg kunne ikke være mere enig, og jeg har oplevet nøjagtig de samme bekymringer fra vores gæster omkring at blive snydt eller bestjålet af kineserne. Hermed vil jeg gerne supplere Jonnas indlæg med anektoder fra min seneste weekend, som på alle måder er eksempler på nøjagtig den samme karakteristik, som Jonna giver.

Det lille futtog fra gamle dage
I fredags skulle jeg til farvel middag med en af Peters tyske kolleger og sprang et kvarters tid inden middagen i en taxa. Jeg skulle op til den nordlige del af Pudong, så selv om det var midt i rush hour, ville det nok lige kunne nåes. Jeg fik fornøjelsen af at køre med den herligste taxa chauffør, hvilket jeg dog først fandt ud af lidt inde i turen. Først skulle vi nemlig igennem den klassiske diskussion om vejnavnene, da Rushan Lu på kinesisk nogen gange udtales Lushan Lu, og vi derfor ikke var helt enige om, hvor jeg skulle hen.

Fra den diskussion havde han fanget, at jeg talte Mandarin, og så gik snakken ellers i ventetiden i trafikken. Jeg fik historien om, hvordan var vokset op på Pudong, hvor der i gamle dage kørte et lille futtog mellem Pudong og Puxi (som han livligt forklarede med en fut-fut imitation bag rettet). Men nu var der jo desværre kun metroen, som han i øvrigt var sur over, da den ødelagde forretningen som taxachauffør.
Han fik også fortalt, at han virkelig godt kunne lide udlændinge, der kan tale Mandarin, for de var så spændende at snakke med, og han ville så gerne fortælle om Shanghai.

20 minutters historier senere gik det op for os begge, at han vist ikke havde helt styr på, hvor han var på vej hen, og han beklagede mange gange. I samme øjeblik stoppede han taxameteret, og sammen brugte vi en 10 minutter og mange ekstra kilometer på at finde frem til destinationen. Jeg kom således kun til at betale for under halvdelen af turen, og han beklagede så mange gange, at han nær var krøbet ned under rettet, selv om problemet jo var lige delt min manglende korrekte udtalelse og hans forvirring.

Kredit den ene vej men ikke den anden
Samme weekend befandt jeg mig i French Concession  omkring kl. 21 og benyttede lige chancen til at smutte forbi Avocadodamen på Wulumuqi Lu. Som altid var der smil, hilsner og godt humør, selv efter en lang arbejdsdag og uge i hendes lille grøntsagsbod. Jeg fik besluttet mig for lidt forskellig ost, avocado, roculasalat og andre fristelser, og hun begyndte at regne ud på sædvanlig vis med pen og papir. 288RMB endte vi på, og jeg stak hende 300RMB og sagde, at det vist passede. 

Jeg har jo flere gange fået noget på kredit hos hende, hvis jeg ikke har haft kontakter nok. "I know you will be back, no problem, you give me next time" siger hun så bare. Denne gang ville jeg gerne vise min glæde over at handle hos hende ved at smide 12RMB ekstra oven i puljen (og tilmed slippe for småpenge). Men det kunne der ikke blive tale om, Jeg insisterede op til flere gange, men hun kom rendende efter mig med de 12RMB og ville ikke stoppe, før jeg tog imod dem.

Jeg vil hermed opfordre læsere af bloggen til at kigge forbi SHE in China og læse Jonnas beretninger her fra Shanghai. Hun har rigtig mange fede observationer og oplevelser.

fredag den 26. november 2010

Hanen og den kongelige dryptud

I bedste internetdating stil lagde jeg for snart 4 måneder siden en profil ud på nettet med det formål, at finde mig en sprogpartner til at træne kinesisk med. Ud af alle de svar jeg fik (mest fra fyre, som vist tog datingmuligheden lidt for bogstaveligt), valgte jeg at mødes med Sammy, en pige på min alder, der gerne ville træne sit engelske. Vi mødes lettere spændte begge to på en café i midtbyen, uden nogen af os helt vidste, hvad det ville sige at være sprogpartnere. Ingen af os havde prøvet det før, men vi var begge meget interesserede i at træne sprog, lære hinanden bedre at kende og ikke mindst at lære mere om den kinesiske og danske/vestlige kultur igennem vores samtaler.
Sammy og jeg til middagen sammen med Pernille og Trine, da de var på besøg i september.
Det er nu 4 måneder siden, vi mødtes for første gang og siden da, har et spirende venskab udviklet sig. Vi er nu mere veninder end sprogpartnere, selv om vi stadig medbringer notathæfterne, når vi mødes. Vi mødes 1-2 gange om ugen og taler om alt mellem himmel og jord. Jeg taler så meget kinesisk jeg kan, og Sammy retter mig. Sammy noterer flittigt ord, hun hører i TV eller samtaler, som hun ikke forstår, og så prøver jeg ellers på bedste vis at forklare sammenhængene og bøjningen af verber i det engelske sprog. Til tider en ret stor udfordring, da hun medbringer ret avancerede ord.

Må man gå i bad?
Ud over at vi begge bliver bedre og bedre til kinesisk og engelsk, så har mit venskab med Sammy givet os begge et spændende kig ind i vores to vist forskellige kulturer. Jeg kan spørge Sammy om alt, så hun har lært mig en masse om den almindelige kinesers forhold til Regeringen, kulturrevolutionen, livet i Shanghai sammenlignet med resten af Kina og forholdet til Vesten. Hun har aldrig været i USA eller Europa, men hendes mand rejser en del i Vesten, da han har en fabrik her i Shanghai, der producerer opbevaringssystemer og trådkurvesystemer til high-end køkken brands i Vesten. Sammy er utrolig interesseret i forskellene mellem Danmark og Kina, så hun stiller ofte spørgsmål til vores kultur. Det kommer der mange sjove samtaler ud af, og nogen af dem vil jeg dele her.

Sammy har en søn på 1½ år, og netop omkring graviditet, fødsel og børn er der mange interessante forskelle. Sammy spurgte mig således forleden, om det var rigtigt, at man i Danmark gerne måtte gå i bad, efter man har født, det havde hun nemlig hørt. Jeg kiggede lidt underligt på hende og sagde, at selvfølgelig måtte man da det. Men i Kina er det ikke så selvfølgeligt, fortalte hun. I en måned efter man har født, må kvinden ikke røre sig ud af stedet. Hun skal ligge i sengen hele tiden, må ikke gå i bad, ikke se TV eller læse (det er dårligt for øjnene), ikke spise salt og andre krydderier og ikke tage sig af sit barn. Så i Sammys tilfælde måtte hun hyre en ekstra ayi (hushjælp) til kun at se efter hendes nyfødte søn. "Sådan er reglerne" sagde hun, og jeg spurgte selvfølgelig, om alle overholdt disse regler, hvortil hun svarede "I Kina overholder vi altid reglerne Regeringen laver". Efter sigende skulle det have at gøre med et særligt sundhedsmæssigt behov for kinesere, som vesterlændinge ikke har det samme behov for.

Jeg har før omtalt, hvordan børnene i Kina går i busker med revne i, for at det er nemt at tisse med mere både for barn og forældre. Det havde mine veninder selvfølgelig også lagt mærke til og undret sig over, da de var på besøg. Så en aften vi var ude at spise sammen med Sammy, så de sig snittet til at få en forklaring på revnen i bukserne. Hvorfor? Hvordan styrer man, at børnene ikke bare tisser midt i metroen, eller når man har dem på armen? Og går de virkelig med revne i bukserne hele året rundt?
Sammy kiggede meget forundret på os, for hun troede, at alle børn i verden gik i den slags bukser. Hun forklarede at børn i Kina kun går med ble i ½-1 år, og derefter går de over til revne i bukserne. "Jamen, skifter I så ble helt indtil børnene selv kan gå på toilettet?" spurgte hun forundret. Det synes hun var utrolig underligt og uhandy, nøjagtig som vi synes kinesernes facon med revnen er utrolig underlig og uhandy. Det grinede vi meget af, og stoppede snakken der, hvor vi indså, at her kunne vi ikke få kulturerne til at mødes.
Sådan så børnene ud i sommers, men selv om der nu er 8-16 grader, så er der stadig revne i bukserne bare i noget tykkere tøj.
Hanen og den kongelige dryptud
Generelt kommer der mange klasse kommentarer fra Sammy, når jeg fortæller om ting i Danmark, helt enkelt fordi, hun ikke kan forestille sig, at det er så anderledes fra Kina. En dag vi snakkede om karaoke, hvor jeg fortalte, at det havde vi slet ikke i Danmark, hvortil hun spurgte: "Jamen, hvad laver I så når I er sammen?" I en kultur hvor man tager til karaoke for at slappe af og hygge sig på alle tidspunkter af døgnet og ugen, ja så er det jo egentlig et meget relevant spørgsmål. Men i en dansk kulturel kontekst kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet.

I denne uge gik vi i krig med geografien, og jeg viste hende på Google Maps, hvordan Danmark så ud, hvor jeg boede, og hvor Island og Grønland lå. Hun var meget forundret over, at Grønland fandtes og var så kæmpestort et land, hun aldrig havde vist eksisterede. At der bor så få mennesker deroppe, var næsten ikke til at begribe for hende. Lige forinden havde hun stillet mig spørgsmålet, hvor mange byer der er i Danmark. Det blev lidt svært at svare på for mig, for sammenlignet med definitionen på byer i Kina, har vi vel kun København, der kommer op på niveau. Det med forskellen i indbyggertal er generelt svært at forholde sig til for os begge. Hvis jeg virkelig tænker på, hvor mange mennesker, der bor i Shanghai, så bliver jeg jo helt svimmel! Så vi sluttede geografilektionen af med at konkludere, at Kina ligner en hane, og Danmark lignede en kongelig dryptud (jeg forklarede Djursland og Samsø som dryptuden, og Sammy mente toppen af Nordjylland lignede en krone).
Hanen vender med hovedet mod øst.
Thanksgiving med yuan fen 缘分
I går aftes tog vi et nyt skridt i vores venskab, da vi inviterede vores mænd med ud på middag. Vi har begge fortalt livligt derhjemme om vores oplevelser sammen, så mændene var efterhånden meget spændte på at møde os og hinanden. Vi mødtes på en lille hyggelig restaurant i Taikang Lu til, hvad vi senere fandt ud af, var den store Thanksgiving middag. På trods af, at Thanksgiving ikke fejres i nogen af vores kulturer, var aftenen i går måske netop toppunktet at vores kulturmøde. Vi havde en fantastisk aften. Snakken gik, nysgerrigheden fik frit spil, og som det sig hør og bør i Kina, faldt der mange rosende ord af til alle parter, som er med til at skabe "face" eller ansigt. Vi blev strakt inviteret hjem til dem, for at opleve et kinesisk hjem samt på tur til Shanghais "bjerg", ligesom vi forlod middagen med en lovning på, at Peter og jeg ville finde den næste restaurant vi skal mødes på.

Vi gik hjem fra aftenen og følte os virkelig privilligerede over at have mødet et nyt kinesisk vennepar, som vi kan tilbringe mange spændende aftner med her i Shanghai. Og som Sammy og jeg ofte taler om; hvor er det fantastisk, at et helt tilfældigt møde på en webside kan føre til et sådant venskab. Robert, Sammys mand, fortalte, at kineserne har et helt særligt ord for den slags møder "yuan fen/缘分" "wo men you yuan fen" (Vi har yuan fen sammen). Det er svært at oversætte, men minder om følelsen af, at noget er meant to be, at det er skæbnen, der har bragt os sammen. Så det blev vi hurtigt enige om, vi havde.

torsdag den 18. november 2010

Bøden for et barn

Jeg har i et stykke tid samlet sammen til et indlæg omkring et-barnspolitikken her i Kina, og i dag kom så dagen, hvor jeg fik den helt rette historie til at give mig i kast.

Jeg har fået ny kinesisk lærer. En privatlærer der kommer her hjem hver dag og underviser mig. Hun er en kvinde først i 40'erne med 2 børn, hvoraf nummer to på 5 år er født, mens hun boede i USA. I Kina indebærer et-barnspolitikken, at man skal betale en bøde for at få mere end ét barn. Det varierer fra provins til provins, hvor stor bøden er. I nogle særlige situationer skal man ikke betale bøde for barn nummer to. Det være sig hvis man er en del af en af de fattige minoriteter i Kina, og dermed har brug for flere hænder for at overleve ude på landet. Hvis ens første barn er handicappet. Hvis man får tvillinger. Eller, som noget nyindført, hvis man som par begge er enebørn. Denne nye regel er indført som første lempelse af et-barnspolitikken, da Regeringen har indset, at det økonomisk er en alt for stor udfordring for ét barn alene at skulle forsørge to forældre, 4 bedsteforældre og egne børn! Den slags situationer bliver der selv sagt flere og flere af, som resultat af, at generationen af enebørn nu selv er ved at stifte familie.
Lige som kommentar til denne lempelse, så vil den kinesiske regeringen jo aldrig gå ud offentligt og erkende, at de politisk har begået en fejl. Så flere vurderer, så de nyindførte lempelser er så tæt vi kommer på en indrømmelse af, at ét-barnspolitikken ikke var et hit!

Tilbage til min lærers situation. Fordi hendes søn er født i USA og derfor har amerikansk pas, har hun aldrig registreret ham i Kina, efter de flyttede tilbage. Derfor har hun indtil nu kunnet undgå at betale bøden for barn nummer to. I disse måneder er der imidlertid gang i den store folketælling i Kina, hvor 6 millioner frivillige er sendt på gaderne i hele landet for at registrere landets befolkning. I den forbindelse bliver min lærer nødt til at registrere sin søn og nu betale de 250.000RMB (ca. 200.000 kr.) det i Shanghai koster i bøde, eller "social services" som det officielt hedder. En betegnelse hun grinede meget over, da hun ikke lige kunne se, hvordan at betale en bøde er en social service. Det lyder jo som en ufattelig stor sum penge for en almindelig kineser, så jeg spurgte, hvad hun ville gøre ved det?

"Nogen har anbefalet mig at gemme ham, når folketællingen kommer, eller få en læge til at forfalske en lægeerklæring på, at min datter er handicappet, så jeg ikke skal betale. Men det vil jeg ikke. Jeg kan ikke låne penge i banken til at betale, men min lejlighed stiger en del i værdi nu, så der håber jeg at få råd til at betale bøden. Og så håber jeg, han får et godt job, når han vokser op, så han selv kan betale bøden tilbage igen."

Ja, der er jo mere end bare én foruroligende tanke i den udtalelse. Tænk at overveje at lyve et barn handicappet. Og tanken om at hun har valgt at få barn nummer to, men så indirekte forventer, at ham med tiden selv betaler bøden for at være blive født! Det virker jo vildt langt ude, i hvert fald på mig.

Folketælling af 1,3 milliader mennesker!
Folketællingen sker hvert 10. år, og som nyt i år skal alle borgere tælles, der hvor de bor, og ikke der hvor de er registreret, altså deres officielle bopæl. Mange forudsiger, at det bliver helt afgørende for Regeringens mulighed for at kontrollere de mange milioner migrantarbejdere, der som oftest ikke har registreret bopæl, der hvor de arbejder og dermed lever illegalt i Kinas store byer og fabriksområder. Jeg har læst, at immigrationen fra Kinas fattige landområder mod de store byer og fabriksprovinser er den største i verdenshistorien. Over 200 millioner kinesere flytter illegalt fra land til by for at tjene penge og tilbyde sin billige arbejdskraft.
Hvad Regeringen vælger at bruge folketællings resultat til, vil vise sig, når den er overstået om et halvt års tid. I mellemtiden står de 6 millioner frivillige over for en hård opgave i at finde og registrere alle de mennesker, der intet ønske har om at blive fundet. Heri inkluderet de mange anden, tredie og fjerde børn i rækken, som hidtil har været ikke eksisterende.

Jeg kan anbefale bogen "Factory Girls: Voices from the heart og modern China" af Leslie T. Chang, der er en dokumentarisk bog om livet for nogen af de piger, der flytter til fabrikkerne i Shenzhen provinsen for at arbejde.

torsdag den 14. oktober 2010

Derfor er kineserne herlige

Jeg elsker bare kinesernes evne til at gøre, lige hvad de har lyst til. Ellers måske nærmere det åbenlyse fravær af tanken "hvad mon de andre tænker?". Jeg har vist omtalt det før, men jeg bliver altså lige nødt til at fremhæve det igen. Det var episoder, som dem der udspillede sig i Shanghais gader i dag, jeg savnede ved det overhøflige folkefærd i Japan.
På min lille tur et par timer ude i gaderne i dag, oplevede jeg således følgende:
  1. En gammel dame der gik og klappede rytmer uden nogen synlig årsag. Bare fordi hun havde lyst, nu hvor hun alligevel skulle transportere sig på gå-ben.
  2. En mand ved siden af mig ventende på en metro, der pludselig gav sig til at nynne højt og kigge på mig, som om han forventede, at jeg ville hoppe med på melodien! Hvorfor gjorde jeg det ikke, kan jeg så tænke her bagefter...
  3. Et ældre par midt på gaden i hed omfavnelse og og yderst lidenskabeligt kys, af den slags, der vist for det meste er reserveret til teenagere eller nyforelskede. Hvilken skøn bekræftelse i, at lige meget hvad folk tænker, så skal man da udtrykke det, man lige føler og har lyst til, og da især livsbekræftende kærlighed i alle aldre.
Jeg håber integrationen kommer til mig hen af vejen på dette punkt også. 

mandag den 13. september 2010

Et seriøst vink med et målebånd...

I Kina generelt er fedme et større og større problem. Det har mange forskellige årsager: bedre levevilkår, mere adgang til fastfood og måske den største grund; forkælede enebørn af etbarnspolitikken. Der bliver derfor nu taget forskellige tiltag fra regeringens side til, hvordan man skal bekæmpe fedmeproblemet.

Hvor vi i DK har Julemærkehjemmene, har de i Kina eksempelvis institutioner med et det mere direkte navn "Fat reduction hospitals". Men grunden til, jeg bringe fedmeproblematikken på banen er, at lokalstyret her i Shanghai nu har lavet et særligt tiltag for Shanghais borgere, som de kalder "Self manage fittness". Ind af brevsprækken hos mange Shanghainesere er der i de sidste måneder dumpet denne lille blå pakke ind:
Billedet er fra shanghaiscrap.com
En pakke med et målebånd, der meget pædagogisk viser med rød farve, hvornår din livvidde og BMI bevæger sig i kategorien overvægtig, samt en bog med beskrivelse af muligheder for, hvordan du kan "self-manage fitness". Det må da siges at være et klassisk eksempel på det kinesiske samfunds tankegang. Vi sender denne "gave" til alle byens borgere, og så taber de sig nok!

Vi har desværre ikke modtaget pakken, jeg læste om det på bloggen Shanghai Scrap. Tidligere på året har lokalstyret åbenbart også sendt en måleske til salt rundt til alle byens borgere som et andet tiltag til at få byens borgere til at tænke over deres sundhedstilstand og afbalancere saltindholdet i maden.

Ja, små ting i hverdagen afslører gang på gang, hvor anderledes en styre vi lever under her i Kina.

lørdag den 28. august 2010

Sprogdating og fortællingen om mig

Jeg skal love for en dansker med gebrokent kinesisk er populær her i byen. Torsdag aften, lige inden jeg gik i seng, lavede jeg en profil på hjemmesiden conversationexchange.com, som er en slags sprogdating website. Hvis man har et sprog, man gerne vil træne, og taler et andet sprog, andre gerne vil træne, så kan man gennem hjemmesiden få kontakt og senere mødes og træne de respektive sprog.

På 1½ dag har jeg fået ikke mindre end 14 henvendelser fra unge kinesere, der er interesserede i at træne deres talte engelsk og agere language partner for, at jeg kan træne mit kinesiske. Det er fuldstændig overvældende! Nu må jeg ligefrem til at afholde auditionlignende møder i næste uge, for at finde en, jeg mener, kan fungere rigtig godt som min language partner. Der er dog en del lidt suspekte henvendelser fra kinesiske fyre, der sælger dem selv som "kindhearted", "openmindet" og ikke mindst "will be my guide in Shanghai nightlife", som jeg vist allerede kan takke pænt nej tak til at mødes med!

Jeg er helt vild med konceptet om, at man gennem hverdagssamtaler hjælper hinanden med at blive bedre til sprog. Samtidig kan vi lære en masse om hinandens kultur og baggrund, og begge få indgang til et andet netværk i Shanghai.

Netværk fra bunden
Ud over at dette er andet stadie i mit forsøg på at lære det kinesiske sprog, så er det også et tiltag i mit næsten daglige arbejde med at oparbejde et socialt netværk. Når man bor i en ny by, hvor man praktisk talt ikke kender en sjæl, så bliver det meget tydeligt, hvor stort et arbejde det er, at oparbejde et helt nyt netværk. Jeg har heldigvis mødt en del unge danskere her, som jeg håber på at se mere til, og så har vi også Peters kolleger. Men ellers skal alle relationer oparbejdes fra bunden. Det er en meget udfordrende og anderledes situation at stå i, i forhold til hverdagen i DK, hvor der ofte tikker  SMS'er ind med hilsner og forslag til aftaler fra venner og veninder. Man bliver pludselig opmærksom på, hvor meget man egentlig bruger sit sociale netværk til hverdag, uden nødvendigvis at lægge mærke til det.

Samtidig er det også en spændende iaagttagelse af, hvilken fortælling om sig selv, man eller andre vælger at fortælle, når nye relationer oparbejdes. Man har jo alle muligheder for at "skrive" en ny fortælling, eller lægge en anderledes strategi for, hvordan kommunikerer jeg, hvem jeg er, hvor jeg kommer fra og hvad jeg ønsker for mit liv her. Fortællingen om "expat fruen" har jeg hurtigt fundet ud af, er lidt af en kliche herude, med en masse forudindtagede opfattelser, hvordan man så lever sit liv. Det er ikke en fortælling, jeg i alle facetter kan genkende i mit eget liv og ønsker for min tilværelse herude, så den forsøger jeg i hvert fald bevidst at nuancere i min fortælling.

Men hvor tit i livet er det egentlig, vi får mulighed for at skabe en ny fortælling en fortælling fra en anden vinkel om os selv? Og hvordan ville du bruge den mulighed? Det synes jeg er ret interessant at tænke på. Kan vi overhovedet skabe en ny fortælling, og er det os selv eller vores vante omgivelser, der er med til at skabe fortællingen om os?