Derfor er kineserne herlige

Jeg elsker bare kinesernes evne til at gøre, lige hvad de har lyst til. Ellers måske nærmere det åbenlyse fravær af tanken "hvad mon de andre tænker?". Jeg har vist omtalt det før, men jeg bliver altså lige nødt til at fremhæve det igen. Det var episoder, som dem der udspillede sig i Shanghais gader i dag, jeg savnede ved det overhøflige folkefærd i Japan.
På min lille tur et par timer ude i gaderne i dag, oplevede jeg således følgende:

1. En gammel dame der gik og klappede rytmer uden nogen synlig årsag. Bare fordi hun havde lyst, nu hvor hun alligevel skulle transportere sig på gå-ben.
2. En mand ved siden af mig ventende på en metro, der pludselig gav sig til at nynne højt og kigge på mig, som om han forventede, at jeg ville hoppe med på melodien! Hvorfor gjorde jeg det ikke, kan jeg så tænke her bagefter...
3. Et ældre par midt på gaden i hed omfavnelse og og yderst lidenskabeligt kys, af den slags, der vist for det meste er reserveret til teenagere eller nyforelskede. Hvilken skøn bekræftelse i, at lige meget hvad folk tænker, så skal man da udtrykke det, man lige føler og har lyst til, og da især livsbekræftende kærlighed i alle aldre.

Jeg håber integrationen kommer til mig hen af vejen på dette punkt også.