Viser opslag med etiketten venskab. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten venskab. Vis alle opslag

lørdag den 11. juni 2011

Fødselsdage i Shanghai

Hjemmelavet fødselsdagspynt fra svigermor gav god stemning i Shanghai.
For to uger siden fejrede vi begge vores fødselsdage her i Shanghai. For mit vedkommende den første fødselsdag væk fra Danmark. Det var en weekend fyldt med glæde og gode oplevelser, men også en weekend hvor venner og familie i Danmark føltes forfærdelig langt væk.

Vi startede med Peters fødselsdag, der heldigt nok faldt på en lørdag, så han kunne sove længe og have hele dagen til hans rådighed. Dagen startede med pakker og overraskelser hjemme fra Danmark.
Godmorgen til fødselaren.
Gaver fra mor - et strikket iPhone etui.
Af mig fik han 2 nye sengebordslamper.
Ellers nød vi dagen med spansk tapas brunch på el Willy, en gåtur i Shanghais gader og parker og om aftenen var der grillfest hos en af Peters kolleger. Det er jo fornemt, at andre inviterer til fest på ens fødselsdag. I stedet holdt vi søndag en fælles brunchfødselsdag for en flok af vores venner herovre. Et tiltrængt indslag efter lørdagens udskejelser.
Fødselsdagsbunch på el Willy med godt med bobler.
Peters kollega  Zhao Chen havde ligefrem købt fødselsdagsgave til ham, og han er nu ejer af et smukt miniature kinesisk tesæt.
Egentlig skulle billedet være et bevis for, at vejret ikke var super godt på Peters fødselsdag. Med på besøg hos en kollega på 51.etage kom dagen nu alligevel til at se ret fantastisk ud.
Heldigvis var vejret fantastisk om søndagen, så vi fik endelig altanen i brug til de 12 brunchgæster. Det var en super hyggelig dag og dejligt alligevel at fejre vores fødselsdage med manér og nye venner, nu de gamle venner og familie ikke lige var i nabolaget.
Vi kunne lige akkurat være på altanen til spisning og Bezzerwizzer - rigtig dansk fødselsdag.
Så er brunch'en serveret.
Svigermor Ellens chokoladekage, der er en sikker tradition til Peters fødselsdag, kom da også på bordet her i Shanghai. Og mit elskede "prik kaffestel" kom endelig i brug.
Mandag d. 30. maj 2011
Min fødselsdag startede tidligt sammen med Peter, inden han skulle på arbejde. Så det var ud af fjerene kl. 6.00. Og hvilken morgen. Solen strålede og jeg havde et helt Gertrud Sand moment, da jeg åbnede en lille fin æske fra Peter, hvori jeg fandt en miniature legoudgave af en Kitchen Aid.
"Næææææjjjjj en Kitchen Aid, det er jo li' hvad jeg har ønsket mig."

Så nu skal der researches på skålstørrelser, motorer og farver, inden den helt rette indkøbes, og så skulle der gerne blive endnu mere hjemmebag i fremtiden.
Gaver til morgenmaden - den lille lego Kitchen Aid er at finde midt i billedet.
Hele vejen fra DK havde spændende kuverterne fra veninder også fundet vej til Kina med en bog, to gange lækker ny dansk musik og Læsøsalt. Helt fantastisk. Og senere er også ugeblade og lakrids ankommet. Så det var helt overvældende. En meget følelsesladet start på dagen. Jeg satte musikken på med det samme og blev helt overvældet at følelser og savn til alle mine fantastiske veninder hjemme i DK og min dejlige familie, som på denne dag virkelig føltes ufattelig langt væk. Jeg har ellers ikke oplevet ret meget hjemve, efter vi er flyttet herud, men d. 30. maj, der følte jeg mig godt nok langt væk fra DK.

Jeg valgte at holde helt fri fra kinesisk, arbejde, computeren og andre pligter og nød solskinsdagen i selskab med en veninde til formiddagskaffe og Sammy til Afternoon Tea på Yongfu Elite i Shanghai. Et helt unikt sted med et gammelt hus og en gammel have midt i French Concession, hvor man føler sig helt hensat til historien og for en stund kan glemme det larmende og hektiske Shanghai. Vi nød en lang eftermiddag i roen med grin og gode historier.
Afternoon Tea på terrassen i den gamle have. 
 
Da Peter fik fri mødtes vi i PEoples Park til middag på Barbarossa og nød den varme aften med drinks og en gåtur langs Nanjing Lu.
Skønt marokkansk sted midt i Peoples Park - Barbarossa.
Aftentur langs neonlysene på Nanjing Lu.
Og her sluttede så en skøn weekend med fejring af et ekstra år for os begge. En overvældende weekend på mange måder med nye venners selskab og gamle venners hilsner på tværs af kloden. Jeg gik i seng på min fødselsdag med en følelse af at være dybt taknemmelig for, hvad vores eventyr herude har bragt os af nye oplevelser og venskaber. Men også hvad det har bragt af nye dimensioner til vores venskaber hjemme i Danmark, hvor nysgerrigt mange følger med og engagerer sig i vores liv herovre trods den store afstand. Det betyder utroligt meget for mig.

lørdag den 23. april 2011

Shanghais svar på Himmelbjerget, Shéshān 佘山

I sidste weekend var vi på familieudflugt med min kinesiske veninde Sammy, hendes mand Robert og deres knap 2 årige søn Kyle, med det kinesiske navn Xióng / 熊, som betyder bjørn. Så han blev hurtigt døbt Xiao Xiong = lille bjørn. 
Mig og den lille familie på snorlige vandling over trinene med vand imellem.
Sammy og jeg er blevet bedre og bedre venner i løbet af de snart otte måneder, vi har kendt hinanden. Hun har mødt mange af mine danske veninder, der har været på besøg, og da Mor og Far var her, blev der også tid til en dejlig middag sammen. 
Hyggelig middag på vegetarrestaurant i Shanghai
Vi har været ude at spise sammen et par gange, og i lørdags tog vi så springet ud i at skulle på en heldags familietur til "Shanghais bjerg" Shéshān, som vist har lige så meget bjerg over sig, som vores danske Himmelbjerget har.
Ja, det er så Shanghais bjerg med en kirke i forgrunden. Sheshan er et populært sted at blive gift med fest på hotellerne bagefter.
På trods af de få meter i højde, så var det skønt at opleve, hvordan 60 minutter i metro kan tage os til et helt andet Shanghai med mere åbne vidder, grønne områder og frisk luft. Lige noget for Kyle, der sprang rundt og nød endelig at komme ud af bilen.
Ingen tvivl om at Xiao Xiong var i hopla på tur med  de underlige vesterlændinge.
I Kina er det åbenbart tradition, at venner af forældrene omtales onkel og tante, så i lørdags blev vi hurtigt kendt som Peter Shūshu / 叔叔 og Signe Ayi / 阿姨. Den var Kyle helt med på, han var ikke videre skræmt af, at hans kære forældre havde slæbt to weiguoren (= udlændinge) med på tur. Der blev holdt i hånd og leget hele eftermiddagen.
Et af de luksuriøse hoteller i området, der sågar havde en sandstrand.
Området er et ynder rekreations- og golfsted for vesterlændinge, så der ligger flere kæmpestore internationale hoteller. Efter en dejlig lang gåtur blev det tid til den helt store brunchbuffet, men masser af underholdning fra Kyle. Peters mad var i hvert fald langt mere interessant end hans egen.
Sammy forsøger at få Kyle til at spise, men det meste gik op i hat og briller. Der skete alt for meget spændende på vores tallerkner i stedet.
God guanxi (det kinesiske relationsbegreb) under middagen, ingen tvivl om det.
Vi kan ikke andet end at føle os dybt taknemlige for, at have møde Sammy og Robert. De er utrolig søde og nemme at være sammen med. De er flinke til at rette mit sprog, når jeg siger noget forkert, og at opleve deres varme og nysgerrighed gør os bare endnu mere glade for at få denne Kinaoplevelse. Jeg er sikker på, der venter mange flere skønne eftermiddage som Peter Shūshu og Signe Ayi.
To mand på jagt efter en ivrig dreng, der sjovt nok elskede blomster. "Hua, hua (blomst, blomst)" sagde han og gik på rov i hotellets have.

tirsdag den 22. marts 2011

Hverdagens virkelighed melder sig

I denne tid mærker vi tydeligt, at vi træder ind i en ny fase af vores tilværelse som udstationerede. Vi nærmer os de ni måneder som indbyggere i Shanghai, og hverdagen føles nu som hverdag. Byen er ikke så ny og spændende mere, som den var i starten. For Peter flyver dagene afsted med arbejde og byture i weekenden, men for mig kan jeg tydeligt mærke, at hvedebrødsdagene som expat er ved at være ovre. Det er nu, jeg skal til at finde ud af, hvad jeg vil fylde min tilværelse ud med i hverdagene herovre. Jeg fortsætter ihærdigt med kinesisk privatundervisning tre dage om ugen, tre timer af gangen, og kæmper i øjeblikket med at få mit niveau i læsning af tegn op på niveau med mit talte sprog.

Efter vi kom hjem fra jul har jeg også sat gang i jobsøgningen og satser indtil videre på lidt forskellige muligheder med freelancearbejde, så jeg stadig fortsætte med kinesisk undervisning og kan beholde friheden til at rejse, når jeg har lyst. Indtil videre har jeg involveret mig freelance i det danskejede rejsebureau Genuine China Tours, hvor jeg skal være rejseleder for turistture her i Shanghai og rundt i Kina, som behovet er. Desuden er jeg blevet aktivt medlem i Young Professionals under Det Danske Handelskammer i Kina, Shanghai (DCCC Shanghai), som arrangerer forskellige sociale og faglige events for unge erhvervsaktive, studerende og praktikanter i Shanghai. Det er blandt andet YP, der står for at arrangere Nephew koncerten. Jeg har længe ønsket at involvere mig i en forening igen, og med YP får jeg en fed mulighed for at få indblik i det danske erhvervsliv her i Shanghai og sidde med til DCCC bestyrelsesmøder.

Farvel og goddag
Vi begynder at skulle sige farvel til de første nære venskaber, vi har fået, siden vi ankom i sommers. Det er en underlig fornemmelse at have kendt nogen forholdsvis kort tid, men været sammen meget intenst og så pludselig se dem rejse hjem og fortsætte det liv, de forlod i Danmark. Det er aldrig til at vide, hvilke relationer, der holder ved. Alt imens skal vi fortsat realisere vores liv herude og finde nye bekendtskaber, der rækker længere ud i fremtiden. Heldigvis har Peter fået en del nye unge danske kolleger, der skal være herude med deres partnere i to år. Så vi har jo en masse tilfælles. Jeg skal love for, at evnen til at networke bliver trænet i allerhøjeste grad herude. Den er efterhånden blevet et livsvilkår.

Samtidig mærker vi også, at vi er ved at blive gamle i gårde herude. Flere og flere kommer til os for gode råd og hjælp ud fra de erfaringer, vi har gjort os. Det er dejligt at kunne hjælpe til og mindske kulturchokket ved landingen i Kina for de nyankomne fra Danmark.

onsdag den 16. marts 2011

Min svømmeven Sam

Jeg er lige kommet tilbage fra min faste morgensvømmetur. Eller det vil sige, på grund af sygdom, gæster og ferie har jeg ikke været dernede i over en måned, så nu skal ritualet vist kickstartes igen. Det blev også til et glædeligt gensyn med min svømmeven Sam, der var noget bekymret over, hvor jeg mon havde været alt den tid.

Ja, jeg har fået mig en svømmeven. Kineseren Sam der arbejder som salgsassistent ved KLM og svømmer på samme tidspunkt som mig hver morgen. Vores venskab har udviklet sig for hver morgen igennem januar måned, hvor vi mødte hinanden iført badetøj og badehætter svømmende side om side i compoundets lille svømmehal. Når jeg svømmer om morgenen, bruger jeg det som en måde at vågne op på og er derfor ikke vant til at skulle kommunikere med nogen. Hvilket selsagt også er ret svært, da min svømmeteknik ikke er særlig veludviklet, og jeg derfor har nok at gøre med at koncentrere mig om rytmen i vejrtrækning/svømmetags kombinationen.

Networking i badedragt
Pludselig en dag midt i en bane rygcrawl stopper Sam mig og hilser pænt. Han spørger, om jeg kender nogen englændere, der kunne være interesseret i at være hans sprogtræner, da han gerne vil blive bedre til engelsk, så han har bedre muligheder for at udvikle sin karriere hos KLM. Jeg er helt overrasket over denne pludselige samtale midt i svømmehallen og får fremstammet noget med, at jeg ikke lige kender nogen englændere, men da kan prøve at høre rundt i mit netværk, om nogen kunne have interesse i at være hans lærer. Han takker pænt, og vi aftaler at tales ved om det en af de kommende dage i svømmehallen.

Næste morgen står Sam nærmest på spring, da jeg træder ind i svømmehallen. Han er ivrig for at høre, om jeg nu har fundet nogen. Jeg beklager og siger, at desværre var der ikke lige nogen jeg kender, der havde tid. Endelig får han taget sig sammen til at spørge mig om det, han nok hele tiden har tænkt på; om jeg mon kunne tænke mig at være hans sprogtræner. Hatten af for hans ligefremme måde at netværke på. På dette tidspunkt har jeg jo stadig kun set manden i speedoes og badehætte, så ved ikke engang, om jeg ville kunne genkende ham uden for svømmehallen. Jeg beklager og siger, at jeg desværre ikke har mulighed for at være hans sprogtræner.
Næste problematik er så, at Sam gerne vil give mig sit visitkort, men han må beklage, at han ikke lige har et med inde i svømmehallen (for det er jo ellers meget normalt!?!?!). Hvordan får vi nu udvekslet de kort.......han grubler længe over sagen. Jeg foreslår, om ikke han kan lægge et til mig i receptionen på vejen ud, så tager jeg det med, når jeg er færdig med min svømmetur. Det er han med på, og næste morgen står han igen ivrigt på spring for at tjekke, om jeg nu fik hans kort i går.

Som ringe i vandet
Nu er isen mellem os ligesom brudt, og for hver dag vi mødes i svømmehallen, bliver der snakket mere og mere. Vi starter altid med en morgenhilsen, når vi kommer ind, og stopper gerne et par gange mellem banerne for lige at høre, hvordan det går, hvordan har vi fejret kinesisk nytår, hvordan er vejret og så videre. Vores snak i svømmehallen inspirerede sågar en kvindelig morgensvømmer til at hilse på mig en dag. Hurtigt efter hilsenen spurgte hun, om jeg kendte en god svømmeinstruktør, der kunne træne hendes datter i svømning. Det måtte jeg beklage, at jeg ikke gjorde, hvorefter hun ivrigt spurgte, om ikke jeg ville være datterens svømmeinstruktør. Vældig smigret over hendes tilbud, taget i betragtning af, at jeg godt selv kunne bruge en instruktør til at få styr på førnævnte vanskeligheder med vejrtrækning/svømmetags kombination, måtte jeg pænt afslå. Om det kun er det faktum, at jeg er udlænding, eller jeg bare ligner en, der kan være instruktør i det ene og det andet, ved jeg ikke. Men nu er vi da snart en hel svømmeklub.

I dag fik Sam og jeg lige vendt min forkølelse, problematikken omkring, hvorfor vandet i svømmehallen mon var ualmindelig koldt i dag, situationen i Japan og Sam's kommende rejse til Japan, som han nu måtte aflyse ligesom sidste år, hvor han havde fået visum til England, men aldrig kom afsted pga. askeskyen "fra den der ø", jeg så kunne forklare ham hed Island. Med ønsket om en god dag fik jeg lige et vink med på vejen, da Sam forlod svømmehallen. Mon ikke vi ses igen i morgen.

fredag den 26. november 2010

Hanen og den kongelige dryptud

I bedste internetdating stil lagde jeg for snart 4 måneder siden en profil ud på nettet med det formål, at finde mig en sprogpartner til at træne kinesisk med. Ud af alle de svar jeg fik (mest fra fyre, som vist tog datingmuligheden lidt for bogstaveligt), valgte jeg at mødes med Sammy, en pige på min alder, der gerne ville træne sit engelske. Vi mødes lettere spændte begge to på en café i midtbyen, uden nogen af os helt vidste, hvad det ville sige at være sprogpartnere. Ingen af os havde prøvet det før, men vi var begge meget interesserede i at træne sprog, lære hinanden bedre at kende og ikke mindst at lære mere om den kinesiske og danske/vestlige kultur igennem vores samtaler.
Sammy og jeg til middagen sammen med Pernille og Trine, da de var på besøg i september.
Det er nu 4 måneder siden, vi mødtes for første gang og siden da, har et spirende venskab udviklet sig. Vi er nu mere veninder end sprogpartnere, selv om vi stadig medbringer notathæfterne, når vi mødes. Vi mødes 1-2 gange om ugen og taler om alt mellem himmel og jord. Jeg taler så meget kinesisk jeg kan, og Sammy retter mig. Sammy noterer flittigt ord, hun hører i TV eller samtaler, som hun ikke forstår, og så prøver jeg ellers på bedste vis at forklare sammenhængene og bøjningen af verber i det engelske sprog. Til tider en ret stor udfordring, da hun medbringer ret avancerede ord.

Må man gå i bad?
Ud over at vi begge bliver bedre og bedre til kinesisk og engelsk, så har mit venskab med Sammy givet os begge et spændende kig ind i vores to vist forskellige kulturer. Jeg kan spørge Sammy om alt, så hun har lært mig en masse om den almindelige kinesers forhold til Regeringen, kulturrevolutionen, livet i Shanghai sammenlignet med resten af Kina og forholdet til Vesten. Hun har aldrig været i USA eller Europa, men hendes mand rejser en del i Vesten, da han har en fabrik her i Shanghai, der producerer opbevaringssystemer og trådkurvesystemer til high-end køkken brands i Vesten. Sammy er utrolig interesseret i forskellene mellem Danmark og Kina, så hun stiller ofte spørgsmål til vores kultur. Det kommer der mange sjove samtaler ud af, og nogen af dem vil jeg dele her.

Sammy har en søn på 1½ år, og netop omkring graviditet, fødsel og børn er der mange interessante forskelle. Sammy spurgte mig således forleden, om det var rigtigt, at man i Danmark gerne måtte gå i bad, efter man har født, det havde hun nemlig hørt. Jeg kiggede lidt underligt på hende og sagde, at selvfølgelig måtte man da det. Men i Kina er det ikke så selvfølgeligt, fortalte hun. I en måned efter man har født, må kvinden ikke røre sig ud af stedet. Hun skal ligge i sengen hele tiden, må ikke gå i bad, ikke se TV eller læse (det er dårligt for øjnene), ikke spise salt og andre krydderier og ikke tage sig af sit barn. Så i Sammys tilfælde måtte hun hyre en ekstra ayi (hushjælp) til kun at se efter hendes nyfødte søn. "Sådan er reglerne" sagde hun, og jeg spurgte selvfølgelig, om alle overholdt disse regler, hvortil hun svarede "I Kina overholder vi altid reglerne Regeringen laver". Efter sigende skulle det have at gøre med et særligt sundhedsmæssigt behov for kinesere, som vesterlændinge ikke har det samme behov for.

Jeg har før omtalt, hvordan børnene i Kina går i busker med revne i, for at det er nemt at tisse med mere både for barn og forældre. Det havde mine veninder selvfølgelig også lagt mærke til og undret sig over, da de var på besøg. Så en aften vi var ude at spise sammen med Sammy, så de sig snittet til at få en forklaring på revnen i bukserne. Hvorfor? Hvordan styrer man, at børnene ikke bare tisser midt i metroen, eller når man har dem på armen? Og går de virkelig med revne i bukserne hele året rundt?
Sammy kiggede meget forundret på os, for hun troede, at alle børn i verden gik i den slags bukser. Hun forklarede at børn i Kina kun går med ble i ½-1 år, og derefter går de over til revne i bukserne. "Jamen, skifter I så ble helt indtil børnene selv kan gå på toilettet?" spurgte hun forundret. Det synes hun var utrolig underligt og uhandy, nøjagtig som vi synes kinesernes facon med revnen er utrolig underlig og uhandy. Det grinede vi meget af, og stoppede snakken der, hvor vi indså, at her kunne vi ikke få kulturerne til at mødes.
Sådan så børnene ud i sommers, men selv om der nu er 8-16 grader, så er der stadig revne i bukserne bare i noget tykkere tøj.
Hanen og den kongelige dryptud
Generelt kommer der mange klasse kommentarer fra Sammy, når jeg fortæller om ting i Danmark, helt enkelt fordi, hun ikke kan forestille sig, at det er så anderledes fra Kina. En dag vi snakkede om karaoke, hvor jeg fortalte, at det havde vi slet ikke i Danmark, hvortil hun spurgte: "Jamen, hvad laver I så når I er sammen?" I en kultur hvor man tager til karaoke for at slappe af og hygge sig på alle tidspunkter af døgnet og ugen, ja så er det jo egentlig et meget relevant spørgsmål. Men i en dansk kulturel kontekst kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet.

I denne uge gik vi i krig med geografien, og jeg viste hende på Google Maps, hvordan Danmark så ud, hvor jeg boede, og hvor Island og Grønland lå. Hun var meget forundret over, at Grønland fandtes og var så kæmpestort et land, hun aldrig havde vist eksisterede. At der bor så få mennesker deroppe, var næsten ikke til at begribe for hende. Lige forinden havde hun stillet mig spørgsmålet, hvor mange byer der er i Danmark. Det blev lidt svært at svare på for mig, for sammenlignet med definitionen på byer i Kina, har vi vel kun København, der kommer op på niveau. Det med forskellen i indbyggertal er generelt svært at forholde sig til for os begge. Hvis jeg virkelig tænker på, hvor mange mennesker, der bor i Shanghai, så bliver jeg jo helt svimmel! Så vi sluttede geografilektionen af med at konkludere, at Kina ligner en hane, og Danmark lignede en kongelig dryptud (jeg forklarede Djursland og Samsø som dryptuden, og Sammy mente toppen af Nordjylland lignede en krone).
Hanen vender med hovedet mod øst.
Thanksgiving med yuan fen 缘分
I går aftes tog vi et nyt skridt i vores venskab, da vi inviterede vores mænd med ud på middag. Vi har begge fortalt livligt derhjemme om vores oplevelser sammen, så mændene var efterhånden meget spændte på at møde os og hinanden. Vi mødtes på en lille hyggelig restaurant i Taikang Lu til, hvad vi senere fandt ud af, var den store Thanksgiving middag. På trods af, at Thanksgiving ikke fejres i nogen af vores kulturer, var aftenen i går måske netop toppunktet at vores kulturmøde. Vi havde en fantastisk aften. Snakken gik, nysgerrigheden fik frit spil, og som det sig hør og bør i Kina, faldt der mange rosende ord af til alle parter, som er med til at skabe "face" eller ansigt. Vi blev strakt inviteret hjem til dem, for at opleve et kinesisk hjem samt på tur til Shanghais "bjerg", ligesom vi forlod middagen med en lovning på, at Peter og jeg ville finde den næste restaurant vi skal mødes på.

Vi gik hjem fra aftenen og følte os virkelig privilligerede over at have mødet et nyt kinesisk vennepar, som vi kan tilbringe mange spændende aftner med her i Shanghai. Og som Sammy og jeg ofte taler om; hvor er det fantastisk, at et helt tilfældigt møde på en webside kan føre til et sådant venskab. Robert, Sammys mand, fortalte, at kineserne har et helt særligt ord for den slags møder "yuan fen/缘分" "wo men you yuan fen" (Vi har yuan fen sammen). Det er svært at oversætte, men minder om følelsen af, at noget er meant to be, at det er skæbnen, der har bragt os sammen. Så det blev vi hurtigt enige om, vi havde.