onsdag den 14. september 2011

Det skal ordnes på stedet!

Alle der har besøgt Kina og især storbyerne i Kina har målløse kunne følge med i det trafikale kaos, der udspiller sig på vejene, på trods af højbaner og sekssporede motorveje. Jeg har nu vænnet mig til trafikken og det altid at kalkulere med lidt ekstra transporttid.

Der er mange biler i Kinas byer, som fylder vejene op, men når man iagttager trafikken, er der også andre grunde til, at vi ofte oplever bilkøer i sneglefart. På grund af den ivrige og chancebetonede kørsel sker der mange uheld. Når uheldet er ude, stopper alle involverede biler lige på stedet, står ud af bilerne og begynder at diskutere sagen. Alle fryser på stedet og venter, til politiet ankommer for at tage bestik af situationen, da det skal afgøres på stedet, hvem der var skyldig, og hvad en eventuel bøde skal være. Det skaber selvsagt en uhensigtsmæssig trafikal situation, når der er prop i både halve og hele timer på en befærdet vej.

Ikke nok med at de involverede parter og politiet diskuterer lystigt, det er også ofte et tilløbsstykke for tilfældige forbipasserende, som går helt tæt på og skal deltage i diskussionen.

Jeg fangede i sidste uge en sådan episode på vej fra arbejde.
Nu er der heldigvis ikke så meget trafik her, men det sker altså lige i et kryds mellem en tosporet hovedvej og en ret trafikeret indfaldsvej. Jeg har tidligere set det ske med en bus og en bil lige midt på den store vej under højvejen, hvor de dannede total prop i over 30 minutter.
Både scooterkørende og fodgængere stilmer sammen. Læg især mærke til manden til højre i billedet i boxershorts og undertrøje. Yndlingsbeklædningen for mange shanghainesiske mænd her om sommeren.
Neeej, jeg er nu ikke ligefrem ked af, jeg ikke må køre bil i Kina. Så er det nemmere med metroen, trods den ufrivillige tæthed blandt passagererne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar