onsdag den 21. september 2011

En vinduespudser kom forbi

En stille eftermiddag på kontoret. Jeg kigger ud af vinduet på en blå himmel og sol. Pludselig vælter vandet ned, uden tegn på regn. To reb dingler hen foran vinduet på 7. sal, og pludselig slår en vangslange et slag mod ruden.

To af hverdagens Spidermænd er på vej ned af bygningen godt spændt fast på et lille gyngelignende træbræt. Det er blevet tid for den årlige hovedrengøring af bygningen. Fra kontoret får de smil og vink med på vejen, og stiller (u)frivilligt op til fotografi, inden de firer sig videre ned til 6.

Godt hverdagens superhelte kan bidrage med lidt eftermiddags spass.

mandag den 19. september 2011

Søndag med Paul French

En af de ting vi ofte finder tid til i weekenderne er at komme på The Glamour Bar på The Bund til forskellige litterære arrangementer. På boghylden har vi således stående to signerede fotobøger om Kina og nu den nyeste bog at den britiske forfatter Paul French, der har boet i Shanghai i mange år og skriver vidt og bredt om Kina og Shanghai iblandet sin skønne tørre britisk humor. Særligt Peter er stor fan, så da der blev mulighed for at møde ham til book launch af "Midnight in Peking", var vi klar i de bløde møbler.
Peter og Paul French i samtale midt i signeringen. Han fortalte bogen nok snart udkommer på dansk, da han skulle til møde med den danske oversætter i København i november.
Nu er vi jo begge lidt nogle bognørder, og det er fedt at bo i så stor en by, at arrangementer som disse foregår næsten hver uge. En anden grund til, at Glamour Bar er blevet fast inventar mange weekender, er deres lørdags bogbytning, hvor man kan medbringe læste bøger og bytte med titler fra deres voksende pulje af forskellig litteratur. I et land, hvor der godt nok findes kopibøger til coinoffer priser, men hvor vi ikke har mulighed for at gå på biblioteket, er bogbytning helt genialt. Jeg kommer hjem med alle mulige underlige bøger, da udvalget er helt anderledes, end hvad jeg normalt ville købe. Og der er brug for optankning på boghylden, for med min nye pendlertilværelse ryger der en bog om ugen i øjeblikket!

"Kina - Sweet & Sour"
I sidste uge var det den nyudkomne "Kina - Sweet & Sour" af erhvervsjournalist Christina Boutrup, der blev indtaget i metroen. Den handler om de mennesker og virksomheder, der søger mod Kina. Den kan virkelig anbefales som en interessant og let indføring i, hvad et liv i Kina indebærer. Rent personligt er det ekstra sjov læsning, da jeg efterhånden kender mange af de interviewede i bogen, og at den beskriver lige netop den tid, vi bor herude i.

torsdag den 15. september 2011

Morgenstund hos de lokale i kvarteret

På vej til arbejde kl. 7.30 hver morgen går jeg forbi denne udsigt lige neden for vores bygning.
Bygningen i højre side et det kæmpemæssige Shanghai Science and Technology Museum, hvor der foran løber en lille flod, eller hvad vi skal kalde det. I baggrunden ses højhusene i finanskvarteret Lujiazui, hvor man normalt kan se toppen af oplukkeren, som dog i dag kun lige kan anes i skyerne bag guldbygningen.

Hvis man imidlertid studerer billeder nærmere, dukker der interessante ting op. Midt i floden svømmer nemlig en af de lokale beboere afsted på sin morgensvømmetur, sammen med ca seks andre bag ham, som desværre ikke er med i billedet. Man kan lige ane en hvid badehætte blandt brydningerne i vandet.

Men se så nede på bredden, hvad der er i gang denne morgen. En ældre herre klædt i en moderigtig speedo badebuks og safarihat (her ryger det moderigtige image vist desværre) er igang med at indhente morgenens fangst i sit fiskenet.
Så skal nettet hives op af floden.
Nu ved jeg ikke med jer,men floden ligner i mine øjne ikke lige noget, der hverken er sundt eller tillokkende at svømmer eller fiske i. Det ser øjensynligt ikke ud til at røre kineserne.

Jeg har omtalt min fascination af Shanghai som konttrasternes by, og dette er bare endnu et eksempel på, hvordan gamle traditioner og levevis stadig går hånd i hånd med et pulserende finansielt centrum.

onsdag den 14. september 2011

Det skal ordnes på stedet!

Alle der har besøgt Kina og især storbyerne i Kina har målløse kunne følge med i det trafikale kaos, der udspiller sig på vejene, på trods af højbaner og sekssporede motorveje. Jeg har nu vænnet mig til trafikken og det altid at kalkulere med lidt ekstra transporttid.

Der er mange biler i Kinas byer, som fylder vejene op, men når man iagttager trafikken, er der også andre grunde til, at vi ofte oplever bilkøer i sneglefart. På grund af den ivrige og chancebetonede kørsel sker der mange uheld. Når uheldet er ude, stopper alle involverede biler lige på stedet, står ud af bilerne og begynder at diskutere sagen. Alle fryser på stedet og venter, til politiet ankommer for at tage bestik af situationen, da det skal afgøres på stedet, hvem der var skyldig, og hvad en eventuel bøde skal være. Det skaber selvsagt en uhensigtsmæssig trafikal situation, når der er prop i både halve og hele timer på en befærdet vej.

Ikke nok med at de involverede parter og politiet diskuterer lystigt, det er også ofte et tilløbsstykke for tilfældige forbipasserende, som går helt tæt på og skal deltage i diskussionen.

Jeg fangede i sidste uge en sådan episode på vej fra arbejde.
Nu er der heldigvis ikke så meget trafik her, men det sker altså lige i et kryds mellem en tosporet hovedvej og en ret trafikeret indfaldsvej. Jeg har tidligere set det ske med en bus og en bil lige midt på den store vej under højvejen, hvor de dannede total prop i over 30 minutter.
Både scooterkørende og fodgængere stilmer sammen. Læg især mærke til manden til højre i billedet i boxershorts og undertrøje. Yndlingsbeklædningen for mange shanghainesiske mænd her om sommeren.
Neeej, jeg er nu ikke ligefrem ked af, jeg ikke må køre bil i Kina. Så er det nemmere med metroen, trods den ufrivillige tæthed blandt passagererne.

tirsdag den 13. september 2011

En brødnarkomans bestræbelser

Kineserne spiser ikke brød. Eller det vil sige, de spiser dampede boller (man tou) og sødt hvedebrød gerne med glasur på (but why?). Så for en brødnarkoman som mig, har en af mine største udfordringer i Kina gået på, at finde en god supply af groft brød, som vi kender det hjemmefra.

"Jeg kan jo bare bage selv", var naturligt min første tanke, indtil jeg opdagede melhylden i supermarkedet fyldt med nudelmel og en enkelt variant af hvedemel. Flere venner og familiemedlemmer har således venligt fyldt kufferter med flere kilo groft mel for at sikre mit brød fix.

Men, som min veninde konstaterede efter at have været på besøg i foråret: "Man kan jo købe alt her, så nu vil jeg altså ikke have ondt af dig mere." Det er selvfølgelig også sandt. Vi er så heldige at have en dansk bagerkæde i byen, som har både rugbrød og grovbrød på hylden, men også til de rene expatpriser.
Baker and Spice bageriet, der sammen med cafékæden Wagas er ejet af en dansker.

Dating med gasovn
En anden ubekendt i brødbagningsligningen var mit nye forhold til en gasovn, som jo er hvad vores lejlighed har at byde på. Vi har nu "datet" i et år og er så småt begyndt at lære hinanden at kende. Så nu kan der komme brød og kager ud af vores forhold, der ikke kun er bløde i toppen og knasende i bunden, men bagt i både top og bund. Endelig melder hvedebrødsdagene sig for ovnen og mig.

Min nyeste opdagelse omkring anskaffelsen af mel er den kinesiske udgave af Den Blå Avis, bare i en så meget større skala, så stor i internethandelssammenhæng, at det næsten ikke er til at begribe. På www.taobao.com kan man simpelthen bestille fuldkornshvedemel, rugmel og trekornsblandinger til ingen penge og med levering til døren. Helt perfekt for en udearbejdende brødbager.

Så med nye eksperimenter med surdej og kinesisk mel fortsætter brødnarkomanens bestræbelser på at bage det gode grovbrød i Shanghai.

mandag den 12. september 2011

Blogindlæg nummer 100: Månekagerne er over os

Hold da ferie. Jeg opdagede lige at dette er mit blogindlæg nummer 100 på de 14 måneder, vi har boet i Kina. Selv om det godt nok står lidt mere sløvt til med indlæggene, efter mit liv som fuldtidsarbejdende er begyndt, så håber jeg da, alt det bliver til 100 indlæg mere på de næste 14 måneder.

Meget passende kan vi nu fejre oplæg nummer 100 samme weekend som Moon Cake Festivallen er over os her i Kina. Som traditionen også byder sin i Danmark, så indebærer de fleste nationale helligdage i Kina noget med mad, og til denne festival er det de karakteristiske moon cakes, der minder mest om en lille bolle af tør mørdej med, som oftest, bønnemos i midten og et fint røde kinesisk stempel uden på. Jeg har i flere omgange forsøgt at spise dem, men må erkende, at det ikke ligefrem falder i min smag. Men i Kina er det en stor ting, og traditionen til festivallen indebærer, at man forærer hinanden moon cakes. Især i forretningssammenhænge er det velanset, at leverandører giver moon cakes til deres netværk. Det har jeg da også oplevet i år, hvor jeg pludselig fik stukket en kæmpe moon cake gave i hænderne efter et officielt besøg i Handelskammeret på et af byens fine hoteller, hvor vi skal holde den kommende Business Person of the Year galla fest. Hvad siger I så - det er moon cakes efter alle kunstens regler:
Gaveæsken i kinesisk silke med guldtryk og hotellers restaurants navn trykt på.
Månekager i to lag.
Her er så selve månekagen, som den smukke æske indeholder hele 8 stk af.
Selv om dette er et pragteksemplar, så kommer de fleste moon cakes i umådelige store og smukke æsker for virkelig at gøre noget ud af denne gestus. 

Historien 
Egentlig er det Mid-Autumn Festival, Zhongqiu Jie, kineserne fejrer på den femtende dag i den ottende måned af det kinesiske kalender år. Legenden omkring moon cakes er faktisk ret interessant, og måske især i denne moderne Kinas tid, hvor legenden stadig kan vække lidt genkendelse. Vurder selv.

"Mid-Autumn Festivallen mindes Kinas opstand mod de Mongolske herskere i Yuan dynastiet (1280-1368) i det fjortende århundrede. Samling i grupper var forbudt på denne tid, så det var umuligt at lægge planer for ent oprør. Liu Bowen fra Zhejiang provinsen, en rådgiver til den kinesisk oprørsleder Zhu Yuanzhang, opdagede, at mongolerne ikke spiste månekager og fandt på ideen om at planlægge oprøret samtidig med Mid-Autumn festivallen. Han søgte om tilladelse til at distribuere tusindvis af månekager til den kinesiske befolkning i byen for at velsigne den mongolske kejseren med et langt liv. Inde i kagerne var der imidlertid indsat et stykke papir med beskeden: "Dræb mongolerne på den femtende dag i den ottende måned" (八月十五殺韃子). På aftenen for Måne Festivallen lykkedes det oprørene at angribe og vælte regeringen. Efterfølgende etableredes Ming Dynastiet (1368-1644) under Zhu. Siden da er Mid-Autumn festivallen blevet fejret over hele landet med månekager." 

(Oversat fra den udgave at historien, vi modtog på et notat fra vores compound sammen med to skønne moon cakes.)

Moon cakes på sortbørsen
Som en tankevækkende afslutning på historien om moon cakes læste jeg i går om, hvor stor en forretning moon cake industrien egentlig er. Som altid med Kina er tal noget af det mest imponerende at kigge på, og se bare herÆ
  • Hvert år produceres 250.000 ton moon cakes.
  • Industrien er 14 milliarder RMB værd, svarende til ca. 12 milliarder DKK
Desværre er der flere og flere der, som mig, ikke finder disse moon cakes den bedste spise, så sortbørshandlen af de smukke æsker med kager vokser år for år ud fra det store levn og spild af kager.

Happy Mid-Autumn Festival!

torsdag den 18. august 2011

Is-test i Shanghai

Sommeren er over os her i Shanghai med de 30-40 grader hver dag og høj luftfugtighed. I denne tid har vi brug for enhver form for afkøling, og byens befolkning må tage flugten ud af varmen ind mod shoppingcentre og caféer med aircon. Mens vi må undvære den skønne danske koldskål til at takle varmen indvortes fra, er det blevet tid til at tage et kik i, hvad isfryseren i diverse kiosker gemmer på.

En af de mere specielle journalister ved Smart Shanghai har nu to år i træk kastet sig over denne borgerpligt, at arbejde sig vej igennem det, hvad man vist roligt kan kalde, et meget interssante og anderledes udbud af is, Shanghai byder på. For ualmindelig morsom læsning klik forbi hans anmeldelser fra de senere år.

"Game of the Kedi Mart ice cream 2011"

"Kedi Dream Overdose 2010"

"C-Store Ice Cream Death Match"

Ostepop is
Jeg har da også selv haft mine sære oplevelser med de kinesiske udgaver af pindis genren, så som rosinisen, kidneybønne-isen og ærteisen. Det lyder sundt (og derfor jeg kastede mig over dem med god samvittighed), men det er på ingen måde en rar oplevelse. Yderligere til Smart Shanghais anmeldelser kan jeg her supplere med min anmeldelse af chokolade og oste isen fra Beijing lufthavn.
Første bid, stadig skeptisk men for mine medborgeres skyld giver jeg mig i kast med opgaven.
Jeg vil ærligt sige, at jeg først opdagede det lille billede af osten, efter jeg havde købt isen. Jeg gik haredcore efter en chokoladeis til at stille min sult. Med en vis skepsis åbnede jeg pakningen og besluttede at tage det som en oplevelse og give mig i kast med osteisen, trosd tanker om, hvilke uhyrligt E-numre der sikkert var fyldt i for at opnå en skøn ostesmag.
Jeg måtte kigge en ekstra gang, men jo,den er god nok, det er et billede af en ost, de har sat på i hjørnet.
Nysgerrig på, om det virkelig var rigtig med osten (eller en trykfejl på emballagen), startede jeg med at dufte til isen, og rigtig nok, en mild duft af ostepops amte mine næsebor. Endnu ikke afskrækket tog jeg den første bid, og blev en anelse skuffet. Smagen af ost levede ikke op til duften af ost, og isen smagte mest af en halv kedelig flødeis med cholokalde, nå ja og en liflig duft af ostepops. Nu siger jeg skuffet, men jeg ved egentlig ikke hvor reel skuffelsen var, måske egentlig nærmere en lettelse over at den sære kombination rent smagsmæssigt ikke var så stort et shock mod mine smagsløg, som frygtet.

Jagten på en god is i Kina er en hård quest med mange ubehagelige oplevelser, og jeg vil da heller ikke anbefale chokolade og osteisen. Med den lange, varme sommer vi skal igennem hvert år, er der rig mulighed for flere underlige is. Måske jeg bare skulle gå efter Magnum, som trods alt minder om det, vi kender fra Danmark.

onsdag den 17. august 2011

Et godt sovehjerte

Der skal vist mere end et almindeligt godt sovehjerte til lige at snuppe en formiddagslur kl. 8.45 op ad en af Shanghais trafikkerede ringveje, oven i købet i i to lag, som denne gut, jeg mødte på vej til arbejde i dag
Formiddagslur ved Humin Lu.
Jeg har tidligere på bloggen vist flere skønne eksempler af sovende kinesere. Få genopfrisket billederne her.

tirsdag den 16. august 2011

Folkets røst

Det er ikke ligefrem hver dag, man kan stå op til en nyhed på BBC om, at folkelige demonstrationer i Kina har ført til en ændring af regeringens beslutninger. Så jeg måtte lige kigge to gange, da jeg i går så billederne af demonstrerende folkemængder i havnebyen Dalien nordøst for Beijing, hvor over 12.000 af byens beboere har taget kampen op mod den lokale regering for at få lukket en beskadiget kemikalie fabrik.
Menneskemængder på gaderne i Dalien. (fra Shanghaiist.com)
(fra Shanghaiist.com)
Forhistorien er, at tyfonen Muifa, der gik uden om Shanghai forrige weekend, tog kurs mod Dalien i stedet og kemikalie fabrikken blev beskadiget i en sådan grad, at beboerne nu frygter for deres sikkerhed, helbred og byens miljø ved at bo ved siden af et potentielt giftigt udslip. Den lokale regering skulle beslutte om fabrikken skulle genopbygges, eller hvad den skæbne var, og det var udsigten til fortsat at leve med faren for forgiftning, der fik op mod 20.000 på gaderne. Som med alt andet disse dage var det Kinas svar på Facebook, Sina Weibo, der var det anvendte medie til at organisere protesterne. Dette på trods regeringens forsøg på at kontrollere brugen af sociale medier til protestaktioner.

Men folkets røst blev hørt. To top politikere kom ud af regeringsbygningen og proklamerede fra taget af en politibil, at fabrikken ville blive lukket og flyttet.

mandag den 15. august 2011

Mandag morgen i metroen

Her en lille visuel stemningsrapport fra, hvordan min morgen i metroen om mandagen på People Square Metro Station, der med sine tre krydsende metrolinier og 20 udgange uden tvivl er Shanghais knudepunkt og dermed den mest travle station i rushhour og særlig mandag morgen.

Jeg skal køre med Shanghais to største og mest benyttede metrolinier, linie 2 og skifte til linie 1, hvilket sker på People Square i centrum af Shanghai.
Til hverdag ville man her se en bred gang, så lang som øjet rækker, med nedgang til linie 2 i højre side. Mandag morgen er den forvandlet til et menneskemylder i hele gangens længde.
Ivrige morgenpendlere på vej mellem skift fra Linie 1 og 8 til linie 2.
Der er rift om pladserne på rulletrappen, hvor man hellere står nogle minutter i kø end at tage trappen.
På vej ned af trappen til linie 1, som tager mig den sidste halvdel af den lange vej til arbejde.

søndag den 14. august 2011

Brugerundersøgelser i taxaen

I næsten alle taxaer i Shanghai er der en lille TV skærm placeret i hovedstøtten på passagersædet, der brager løs med reklamer, musik og andet gøjl. Et fast indslag i denne touch screen er et interaktivt spørgeskema, der laver brugerundersøgelser på alt mellem himmel og jord i samarbejde med virksomheder eller aviser. Det har handlet om alt fra holdninger til indkøb af maling, hvordan man forholder sig til den stigende inflation, hvilke gaver man køber til kinesisk nytår og fremtidige investeringsplaner.

På en lang taxatur er det altid sjovt at udfylde tiden med et af disse spørgeskemaer, men på min tur i går kom jeg virkelig til at grine over disse spørgsmål:
Ja, det er et meget svært valg mellem "C: stærke lugte som kropslugt og parfume" eller "F: at svede for meget" på spørgsmålet "Hvad gør mig mest flov i det offentlige rum?"

Og det fortsætter:
Hvad synes du om disse pinlige hændelser? A: Det betyder ikke noget, det er uundgåeligt om sommeren. B: Det er pinligt for mig, så jeg tager mig forholdsregler. C: Jer er ligeglad.
Her et af de mere seriøse spørgsmål i undersøgelsen.
Og her kommer min favorit:
F: Doing exersize
Jeg gad godt vide, om der er nogen og i så fald hvem der har bestilt denne undersøgelse, for det er jo groundbreaking research, vi her har gang i. Især spørgsmål 5, med et gæt på, hvornår kvinder har mest tendens til "Wardrope malfunction" (elsker bare den betegnelse!). Er det for at kunne analysere sig frem til gode råd til kvinder, så de ikke kommer så galt afsted, eller måske for at gøre mænd mere opmærksomme på, hvor de skal stå klar og lure for at få et glimt af en kjole i trussen, ved fitnesscenteret, toiletdøren eller på spejlgulvet.

Lidt spass har man da ud af en lang taxatur engang imellem. Så ved I hvordan det er at holde sommer i Shanghai med "wardrope malfunction", "Pressing against strangers", "Strong body odor" og "Swetting too much".

Jeg beklager kvaliteten af billederne med lettere rystelser og genskin af mig. Men det er vel egentlig bare et bevis på, hvor svært det er at holde er kamera stille under en taxatur i Shanghai. Taxamanden fik sig da også et godt grin, da han opdagede, jeg sad og tog billeder af skærmen.

søndag den 7. august 2011

Tyfonen blev en fuser

Endelig er jeg tilbage på bloggen. Jeg kan slet ikke forstå, at sidste indlæg er dateret til d. 19. Juni! Men meget er også sket på den sidste 2½ måned.

Ida og jeg har rejst fire uger i fantastiske Thailand og virkelig nydt oplevelserne og søsterhyggen. Der kommer billeder og fortællinger på bloggen den kommende uge er planen, lettere forsinket, da vi desværre ikke havde muligheder for at uploade billeder undervejs.

Og midt i alle aktiviteterne i juni med besøg, feriepakning og afrejse, endte jeg med at få et spændende jobtilbud, fik skrevet ansøgning i en sen nattetime, var til samtale og fik jobbet, den dag vi landede i Cambodia. Så den første ferieuge gik med mange tanker i hoveder, snakke med Ida, Peter og min personlige karrierevejleder i DK (Janne), inden beslutnngen faldt, og jeg nu har udskiftet tilværelsen som freelancekonsulent og hjemmegående "housewife" med fuldtidsarbejde som kommunikationskonsulent ved Innovation Center Denmark. Den anden grund til, at bloggen har ligget hel øde hen de sidste to uger, hvor min tilvænning til livet som udearbejdende med LANG transport tid; afsted kl. 7.40 og hjemme kl. 18.15, har fyldt mine dage.

Arbejdet er vildt spændende, og det er et fedt arbejdsmiljø med to danske chefer, tre andre danske kolleger og ellers ti kinesiske kolleger. Det har været nogle dejlige første uger med spændende opgaver og flinke kolleger, der har taget godt imod mig. Selv om jeg godt nok er brugt, når jeg kommer hjem om aftenen. Det er vist meget sundt for mig at komme igang med arbejde igen. Samtidig får jeg mulighed for at arbejde med den del af min kommunikationsuddannelse, jeg endnu ikke har beskæftiget mig så meget med rent professionelt. Ekstern og intern kommunikation, hjemmeside, kampagner, videndeling, pressekontakt, sociale medier og alt muligt andet. Vildt spændende og lidt af et arkæologisk arbejde at finde min viden fra universitetet frem igen, men det kommer lige så stille.

Det nye job betyder også, at vi har fået mulighed for at forlænge vores eventyr i Shanghai indtil udgangen af 2012, hvor jeg har tegnet kontrakt til. Så satser vi på, Peter også kan få lov at forlænge sin kontrakt. Det er jo ingen hemmelighed, at vi er super glade for at bo her og få alle disse oplevelser med, så vi har længe snakket om, gerne at ville blive lidt længere. Så er der også længere tid til at rejse rundt og opleve mere af Asien og Kina.

Tyfonen Muifa er over os
I Shanghai er sommeren over os med 35-39 grader og ret høj luftfugtighed, men heldigvis ikke så slemt som sidste år. I denne weekend har byen været i højeste beredskab på grund af tyfonen Muifa, det skulle ramme os for fuld kraft. Der blev sendt advarselsemails ud fra compoundet om at tage alle potteplanter indendøre, forholde sig i ro i tilfælde at stømudfald og tjekke alle husets lommelygter. Tak "mor og far"!

Det er altid fedt at referere til tal og statistik i Kina, fordi målestokkene er så gigantiske i forhold til Danmark, og her er nogle af tallene på de forholdsregler, Shanghai har taget i forbindelse med tyfonen:

610.000 mennesker er evakueret fra deres hjem heraf omkring 300.000 i Shanghai, specielt langs kysterne. Over 60.000 skibe og 20.000 fiskebåde er lagt for anker langs kysterne. Og så endte det i lidt af en fuser, en positiv en af slagsen kan man sige. Muifa droppede Shanghai og rejser i stedet længere nordpå, hvor Qingdao i Shandong provinsen står til at få en ordentlig omgang. Vi skal til ølfestival i Qingdao om 14 dage, så vi håber ikke, de blæser helt om kuld deroppe.

Men vi var velforberedte efter Peters ihærdige arbejde med at slæbe havemøbler ind i gæsteværelset og spænde hængestolen grundigt fast til altanen, mens jeg bagte kage til forråd. Det blev til en omgang storm og regn, og her til aftenen er der helt roligt, himlen blå, og vi kan se stjerner, hvilket vel sker ca. to aftener om måneden.

Til vi ses igen
Det er dejligt at være tilbage på bloggen igen. Det sker jo så mange skøre ting herovre i Kinaland, som jeg glæder mig til at berette om. Så jeg håber, I stadig læser med derude og ikke er blevet for utålmodige efter den lange ventetid.

søndag den 19. juni 2011

Part two: Lijiang og Naxi minoriteten

Den sidste dag af vores forlængede weekend i Yunnan tilbragte vi i Lijiang. Vi boede i den hyggelige gamle bydel i et klassisk lille hus, hvor vores værelse emmede af dansk sommerhusstemning. Måske lige på nær den store plysbamse omfavnende et plyshjerte, der stod klar midt i dobbeltsengen til at holde os ved selskab!

Vi nød aftenen, efter dagens hårde vandring, med at slendre rundt i de indviklede gader i den gamle bydel og spise lokal mad.
Skumring over Lijiang Old Town
Egentlig var vores plan at leje cykler og cykle ud i udkantsområderne af Lijiang, som vi havde læst var federe at tilbringe en dag i end selve byen. Men til morgenmaden på en hyggelig økologisk cafe, kunne vi godt mærke, at benene og energien måske ikke lige rakte til en hel dags cykling i 30 grader og sol.

Som sendt fra himlen dukkede Li op, en kraftig og ivrig kvinde klædt i røde pangfarver, der satte sig ved vores bord og fortalte om hendes uafhængige guideservice, hvor vi kunne komme på besøg ved Naxi minoritetsbefolkningen i en lokal landsby. For ca. 250,- tog hun os på tur hele dagen inklusiv frokost og utallige fortællinger om Naxi befolkningens traditioner og livsvilkår. Det var et tilbud, vi ikke kunne sige nej til, så efter yoghurt og scrambled eggs var fordøjet, satte vi og i en lille vogn sammen med Li og kørte mod Naxi landsbyen.
Vores guide Li i den umiskendelige røde bluse og en af de lokale kvinder igang med at bringe høsten i hus. Hun vurderede læsset på ryggen til at veje omkring 40 kg.
En af de mindre "gader" i landsbyen.
Li var på mange måder en oplevelse i sig selv. Hendes mund stod praktisk talt aldrig stille, og hun var ivrig til at gøre opmærksom på, hvor hun mente vi skulle huske at tage de gode billeder. Hun fortalte vidt og bredt om livet i landsbyen, hvor hun selv var vokset op, inden hun flyttede til byen for at arbejde som guide. Vi spurgte til, hvad landsbybefolkningen tænkte om, at hun sådan bragte vesterlændinge med ud til byen, der tog billeder og kom på besøg i deres hjem. Det synes de er helt fint, sagde hun: they all know me because I bring turist here and because I am so fat! Og det var ikke eneste gang hun fik pointeret den pointe.
En typisk gård til landsbyhusene med den vandbøflen, som regnes for en del af familien, da den er så vigtig for at  kunne leve på denne måde. Når familiens vandbøffenl dør, spiser man således ikke kødet, men begraver den ude blandt markerne, så den kan give næring til markerne selv efter sin død.
Peter på rov efter den stærke og berømte Sichuan peber frisk fra busk
Høsten på vej i hus på traditionel manér med et ungt par siddende i stakken.
I landsbyen var det høsttid, så overalt kom kvinder bærende på store læs af høsten af en speciel slags frø, de laved olie af. Store vandbøffeltrukne vogne med høsten kom kørende forbi og folk hilste venligt og nysgerrigt på os, når vi kom forbi.
Den søde gamle kone i Naxi befolkningen traditionelle klædedragt.
På besøg i sove/køkken rummet.
En dejlig seng til hvile efter en lang dag i marken!
"Komfuret" hvor en dejlig kødgryde stod og simrede hele formiddagen, til familien kom hjem.
Til te hos Naxi konen.
Vi kom på besøg hos en fantastisk ældre Naxi kvinde, der gik hjemme og forberedte frokost til hendes mand, børn og svigerbørn, når de kom tilbage fra arbejdet i marken. Hun fortalte om deres liv i landsbyen og bød på te. Hun var meget ivrig for at lære os om minoriteternes traditioner og ville vise os en DVD med traditionel dans. Jeg var først meget imponeret over, at der i dette meget simple hjem var DVD og TV og at hun navigerede helt hjemmevant i teknikken. Der var virkelig en fantastisk oplevelse at besøge hende og opleve hendes gæstfrihed for os vesterlændinge. Det var tydeligt at mærke, at det åbnede nogle helt særlige døre at være med en uafhængig lokal guide ude, for i de områder af landsbyen, vi gik rundt i, var vi de eneste turister.
Mere idyllisk bliver det vist ikke. Her foran et af de nybyggede huse, som regieringen har hjulper landsbyen med at opføre.
Eftermiddagshygge for der arbejdende folk med kortspil og te.
Vi spiste frokost hos en lokal familie, der tilberedte maden til os.  Jeg fik endda lov at kigge med i køkkenet, men jeg var ikke ligefrem imponeret over fødevarehygiejnen. Men en speciel oplevelse var det.
Li fortalte historier om alle planterne, vi gik forbi, og hvad de blev brugt til. Der blev blandt andet kokkereret opiumsuppe af valmuer, marijuanaolie som var så sund en olie at lave mad med, ifølge Li. We also eat the leaved when we sit in evening and watch TV together, very nice! Ja, det tror vi da gerne. Og planten groede da også bare i grøftekanten.
Ja, et væld af planter fandtes i landsbyen.
Lijiang ligger meget tæt ved den sydlige grænse af Tibet, og lokalbefolkningens religion indeholder også ca. 80% af tibetanernes religion. Vi gik forbi en masse smukke vægmalerier med religiøse billede og symboler, hvor det var tydeligt at se den tibetanske inspiration. Landsbyen led i 1996 en forfærdelig skæbne, da byen blev offer for en 7.0 jordskælv. En del af husene og malerierne så derfor ret nye ud, da langt det meste af landsbyen var blevet genopført igen efter jordskælvet.
Religiøse vægmalerier, der prydede hele hovedvejen i en del af landsbyen.
Yunnan er den provins i Kina, hvor der bor den største koncentration af Kinas  forskellige minoriteter med 25 minoritater ud af 55 repræsenteret. Jeg havde håbet på, at vi kunne nå at få en oplevelse af denne specielle levemåde på vores lille miniferie, men med de få dage havde jeg ikke turde håbe på, at vi ville få så speciel en eftermiddag med Naxi folket. Da vi lå på allerøverste køje, med knap 1 meter til loftet, efter 4 dage i Yunnan, var det knap til at fatte, hvor mange indtryk vi havde med hjem i bagagen. Thank God for kameraet.
Hardsleeper billetterne hjem i toget bød på en nat på øverste køje ud af seks i den lille togkupe.
Nu er rygsækken så pakket på ny, og efter en uge med besøg af Ida og Wom er Ida og jeg klar til flere af disse unikke oplevelser, denne gang en anelse længere sydpå i Cambodia og Thailand. Jeg håber at kunne blogge undervejs og vise billeder, men hvis der er længere stilhed på bloggen de kommende fire uger, så har I nu forklaringen.

fredag den 17. juni 2011

Part one: Tiger Leaping Gorge - Yunnan

Ja, jeg er efterhånden en anelse bagud med oplæg på bloggen, så her kommer endnu en lettere forsinket beretning om vores miniferie til Yunnan i Dragon Boat Festival ferien d. 2.-6. juni. Til gengæld er billederne så fede, at jeg håber, det kan opveje den forsinkede beretning.
Udsigt over floden i kløften fra startpunktet af stien.
En landsby midt på bjergsiden, vi vandrede forbi.
Egentlig virkede det lidt vildt at flyve på tværs af hele Kina, knap 3000 km for at nyde en forlænget weekend, men vandreturen langs Tiger Leaping Gorge i den sydlige del af Himalaya, Kinas sydvestlige provins Yunnan, havde længe spøgt i vores rejsedrømme, så det var nu, vi skulle afsted, ellers ville det nok ikke blive. Med Peters version af Poul Kjøllers rejsesang "Først med fly, og så med tog, så med bus og så med bil...." fik vi transporteret os fra Shanghai til Kunming (fly), hvor vil tilbragte en enkelt dag, inden nattoget tog os videre til Lijiang og derfra med bus gennem bjerglandskabet til landsbyen Qiaotou, som er startpunktet for Tiger Leaping Gorge.
Sovetog i to etager. Peter var meget imponeret!
Kunming var en jævn kinesisk provinshovedstad uden det helt vildt at byde på, så lad mig i stedet bruge fortællelysten på vores to dages vandring langs Tiger Leaping Gorge.
Et tempel i den gamle bydel i Kunming - Guandu.
Den moderne munk, læg mærke til mobiltelefonen, der bruges til at fordrive ventetiden.
En herlig gammel Kunmingborger på torvet i den gamle by.
Historien siger, at en tiger engang sprang over kløften mellem de to bjergtinder Yulong Xueshan (Jade drage sne bjerget), 5500m, og Haba bjerget, 5396m, deraf navnet på kløften. Efter en rimelig behagelig nat i overkøjerne på nattoget, ankom vi til solopgang over bjergene i Lijiang, frisk bjergluft i lungerne og mere end klar til at komme ud og få nogle naturoplevelser. Vi sprang direkte på den første morgenbus til Qiaotou on ankom efter 2½ time med hurtig bjergkørsel til Janes Guest House og en tiltrængt morgenmad og truckervask, inden vi gav os i kast med vandringen.
Åh Chinglish - det er bare en god start på to dages vandring.
Vi havde ikke rigtig nogen ide om, hvor hård eller lang turen ville blive, så vi forberedte os på op til to overnatninger på bjergsiden, selvom vi satsede på at klare vandringen på to dage med kun en overnatning. Fuld af godt mod og med solen i ryggen begav vi os afsted kl. 11 fra startpunktet og fik hurtigt sved på panden, da det viste sig, vi ret tidligt på ruten skulle stige en del højdemeter. Undervejs mødte vi lokalbefolkningen med deres heste, som de tilbød til opgivende turister, der ikke alligevel kunne tackle bjerget. Synet at hestene og lyden af deres klokker gjorde bare oplevelsen mere autentisk.
Peter traver ivrigt derudaf.
Udsigt til sneklædte tinder, hvilket er ret højt oppe, nåt vi snakker det sydlige Kina.
Langs vandrestien ligger små lokale landsbyer og nogen steder har de bygget guesthouses, hvor vandrere kan overnatte, spise og tage en velfortjent slapper inden næste etape af turen. Det passede nogenlunde med, at for hver 2 timers vandring fandt vi et guesthouse, og her mødte vi hurtigt andre internationale vandrere, som vi fulgte løbende på turen.
Transport til de trætte.
Første hvil ved Naxi Family Guesthouse.
Det der overraskede os mest på vandreturen var variationen i landskabet. Vi startede ud langs hovedvejen, hvor vi gik på en lille asfalteret vej op mod den første landsby. Så gik vi over til et mere åbent landskab og senere blev det til rå klippesider, skov, bjerglandsby og vandfald. I forhold til at vi vandrede 7 timer (inkl. pauser) på dag 1 og fem timer på dag 2, blev turen på intet tidspunkt ensformig. Der var hele tiden nye variationer af landskaber og synet af bjergtinderne at være opmærksom på.
En fornemmelse af, hvor varieret landskabet var.
Peter igang med de hårde "28 bends"
Et tiltrængt hvil på den højeste tinde på turen.
På det højeste punkt af turen, har vi på en højest tinde, vi endnu har besteget med 2670m. Sidste del at stien op til toppen var de såkaldte "28 bends", hvor stigningen blev den hårdeste på hele turen.

Kl. 18 ankom vi trætte og ømme til The Halfway House, hvor vi for 45,- tilsammen kunne nyde en nat i dejlige senge med udsigt til bjergsiden og ikke andre lyde end fuglene udenfor. Et helt fortryllende sted, med en tagterasse ud over det sædvanelige og "toilets with a view". De servede skøn lokal mad fra Naxi folkets madtradition, som er den minoritet, der befolker området omkring Lijiang og Qiaotou.
Udsigt fra værelset.
Toilettet var i sig selv ikke noget særligt, et klassisk "hul i jorden" kinesisk toilet, men hvilken udsigt!
Solnedgang over Tiger Leaping Gorge.
Efter en nat i nattog og 7 timers vandring, kan jeg roligt sige, vi sov som sten den nat i bjælkehytten. Og hvilken ubeskrivelig følelse at vågne op til lyden af fugle og dyr med udsigt til bjerget. Med hverdagen i larmende og travle Shanghai var det her noget at det mest energigivende, jeg har oplevet. Det er ingen hemmelighed, at jeg er lidt af en bjergfreak. Jeg elsker at befinde mig i bjergområder, og kan slet ikke få nok af atmosfæren, udsigterne og oplevelsen af den fysisk anstrengelse op af bjergsiderne i kombination med de åbne vidder. Vi har efterhånden vandret mange steder i Nordeuropa, og for mig var det helt fantantisk at opleve denne side at det kinesiske landskab. Kombinationen af det land og den kultur, vi bliver inspireret af hver dag, i nogle omgivelser der er helt anderledes end vores hverdag.
Vi var virkelig en del af det lokale liv på bjergsiden, her kom en kodriver forbi med sin flok.
Andendagen med vandring bød på mere flade elementer af ruten og nedstigningen tilbage til hovedvejen. På nedstigningen kom vi forbi op til flere vandfald, endnu en ny variation af landskabet.
Udsigt mod den sydvestlige ende af kløften, hvor vi startede turen.
Her kan I se stien langs midten af bjerget, hvor vi vandrede forbi vandfald og klipper.
WOW - og dejligt med lidt frisk bjergvand.
Lakrids til turen.
Tilbage ved hovedvejen efter 1½ dags vandring - 16 kilometer.
For at sætte prikken over i'et tog vi turen ned til kløften og floden, for at få et blik nedefra og op på de bjerge, vi i 1½ dag havde vandret i. Endnu engang blev vi forbløffet over det syn, der mødte os.
Her nærmer vi os floden og den berømte sten, hvor tigeren siges af være sprunget over floden.
Så bliver det ikke ret meget smukkere.
Peter på vej over en hjemmelavet bro.
Opstigningen fra kløften til hovedvejen var det sidste træk af vores to dages vandring, hvor benene virkelig var møre, og her blev vi hjulpet på vej af "The Sky Ladder", som en lokal familie havde bygget for at hjælpe turister til en lettere vej ned i kløften. Stigen var dog en noget mere spændende oplevelse, end hvad jeg havde forventet!
Der var ikke meget plads at gå på, på opstigningen fra kløften.
En hjemmelavet stige helt uden hældning med utrolig mange trin var alligevel noget af en udfordring!
Et sidste blik udover kløften og den strækning vi tilbagelagde på to dage. 16 kilometer på bjergsiden + turen ned til floden og tilbage til hovedvejen.
BLÅ HIMMEL! Det var næsten det største syn, og blev dokumneteret med særlige billeder. Det er et sjældent syn i storbyen.
Efter 2 dage med ubeskrivelig oplevelser i bjerglandskabet satte vi snuden tilbage mod Lijiang og vores sidste dag af miniferien. I bussen fra Qiaotou til Lijiang fik jeg en særlig chance for at øve mit kinesiske, da Peter kom til at sidde ved en kvinde fra den etniske minioritet Yi, og hun var vældig nysgerrig på, hvem vi var. Heldigt nok, for vi var lige så nysgerrige på hende! Hun fortalte af hun var klædt i deres traditionelle dragt i anledning af helligdagen, og den store hat bar de gifte kvinder. Hun fik hurtigt spurgt, om vi var gift og havde nogen børn. Det er meget normalt i den kinesiske kultur ret hurtigt at stille forholdsvis personlige spørgemål, så det er vi efterhånden vant til. Vi fordrev køretiden med at spise lakrids, og tilbød hende et stykke, som hun pænt tog imod, snusede til og tog i munden, hvorefter hun sad helt stivnet, indtil bussen gjorde holdt, åbnede vinduet og diskret spyttede det ud.
En træt turist og en festklædt Yi kineser.
Dette skulle vise sig blot at være den første af flere oplevelser med de etniske minoritetsbefokninger i Yunnan. Beretningen om vores dag i Lijiang og vores besøg i en lokal Naxi landby med te og frokost hos de lokale, kommer i et senere indlæg.