Part one: Tiger Leaping Gorge - Yunnan

Ja, jeg er efterhånden en anelse bagud med oplæg på bloggen, så her kommer endnu en lettere forsinket beretning om vores miniferie til Yunnan i Dragon Boat Festival ferien d. 2.-6. juni. Til gengæld er billederne så fede, at jeg håber, det kan opveje den forsinkede beretning.

Udsigt over floden i kløften fra startpunktet af stien.

En landsby midt på bjergsiden, vi vandrede forbi.

Egentlig virkede det lidt vildt at flyve på tværs af hele Kina, knap 3000 km for at nyde en forlænget weekend, men vandreturen langs Tiger Leaping Gorge i den sydlige del af Himalaya, Kinas sydvestlige provins Yunnan, havde længe spøgt i vores rejsedrømme, så det var nu, vi skulle afsted, ellers ville det nok ikke blive. Med Peters version af Poul Kjøllers rejsesang "Først med fly, og så med tog, så med bus og så med bil...." fik vi transporteret os fra Shanghai til Kunming (fly), hvor vil tilbragte en enkelt dag, inden nattoget tog os videre til Lijiang og derfra med bus gennem bjerglandskabet til landsbyen Qiaotou, som er startpunktet for Tiger Leaping Gorge.

Sovetog i to etager. Peter var meget imponeret!

Kunming var en jævn kinesisk provinshovedstad uden det helt vildt at byde på, så lad mig i stedet bruge fortællelysten på vores to dages vandring langs Tiger Leaping Gorge.

Et tempel i den gamle bydel i Kunming - Guandu.

Den moderne munk, læg mærke til mobiltelefonen, der bruges til at fordrive ventetiden.

En herlig gammel Kunmingborger på torvet i den gamle by.

Historien siger, at en tiger engang sprang over kløften mellem de to bjergtinder Yulong Xueshan (Jade drage sne bjerget), 5500m, og Haba bjerget, 5396m, deraf navnet på kløften. Efter en rimelig behagelig nat i overkøjerne på nattoget, ankom vi til solopgang over bjergene i Lijiang, frisk bjergluft i lungerne og mere end klar til at komme ud og få nogle naturoplevelser. Vi sprang direkte på den første morgenbus til Qiaotou on ankom efter 2½ time med hurtig bjergkørsel til Janes Guest House og en tiltrængt morgenmad og truckervask, inden vi gav os i kast med vandringen.

Åh Chinglish - det er bare en god start på to dages vandring.

Vi havde ikke rigtig nogen ide om, hvor hård eller lang turen ville blive, så vi forberedte os på op til to overnatninger på bjergsiden, selvom vi satsede på at klare vandringen på to dage med kun en overnatning. Fuld af godt mod og med solen i ryggen begav vi os afsted kl. 11 fra startpunktet og fik hurtigt sved på panden, da det viste sig, vi ret tidligt på ruten skulle stige en del højdemeter. Undervejs mødte vi lokalbefolkningen med deres heste, som de tilbød til opgivende turister, der ikke alligevel kunne tackle bjerget. Synet at hestene og lyden af deres klokker gjorde bare oplevelsen mere autentisk.

Peter traver ivrigt derudaf.

Udsigt til sneklædte tinder, hvilket er ret højt oppe, nåt vi snakker det sydlige Kina.

Langs vandrestien ligger små lokale landsbyer og nogen steder har de bygget guesthouses, hvor vandrere kan overnatte, spise og tage en velfortjent slapper inden næste etape af turen. Det passede nogenlunde med, at for hver 2 timers vandring fandt vi et guesthouse, og her mødte vi hurtigt andre internationale vandrere, som vi fulgte løbende på turen.

Transport til de trætte.

Første hvil ved Naxi Family Guesthouse.

Det der overraskede os mest på vandreturen var variationen i landskabet. Vi startede ud langs hovedvejen, hvor vi gik på en lille asfalteret vej op mod den første landsby. Så gik vi over til et mere åbent landskab og senere blev det til rå klippesider, skov, bjerglandsby og vandfald. I forhold til at vi vandrede 7 timer (inkl. pauser) på dag 1 og fem timer på dag 2, blev turen på intet tidspunkt ensformig. Der var hele tiden nye variationer af landskaber og synet af bjergtinderne at være opmærksom på.

En fornemmelse af, hvor varieret landskabet var.

Peter igang med de hårde "28 bends"

Et tiltrængt hvil på den højeste tinde på turen.

På det højeste punkt af turen, har vi på en højest tinde, vi endnu har besteget med 2670m. Sidste del at stien op til toppen var de såkaldte "28 bends", hvor stigningen blev den hårdeste på hele turen.

Kl. 18 ankom vi trætte og ømme til The Halfway House, hvor vi for 45,- tilsammen kunne nyde en nat i dejlige senge med udsigt til bjergsiden og ikke andre lyde end fuglene udenfor. Et helt fortryllende sted, med en tagterasse ud over det sædvanelige og "toilets with a view". De servede skøn lokal mad fra Naxi folkets madtradition, som er den minoritet, der befolker området omkring Lijiang og Qiaotou.

Udsigt fra værelset.

Toilettet var i sig selv ikke noget særligt, et klassisk "hul i jorden" kinesisk toilet, men hvilken udsigt!

Solnedgang over Tiger Leaping Gorge.

Efter en nat i nattog og 7 timers vandring, kan jeg roligt sige, vi sov som sten den nat i bjælkehytten. Og hvilken ubeskrivelig følelse at vågne op til lyden af fugle og dyr med udsigt til bjerget. Med hverdagen i larmende og travle Shanghai var det her noget at det mest energigivende, jeg har oplevet. Det er ingen hemmelighed, at jeg er lidt af en bjergfreak. Jeg elsker at befinde mig i bjergområder, og kan slet ikke få nok af atmosfæren, udsigterne og oplevelsen af den fysisk anstrengelse op af bjergsiderne i kombination med de åbne vidder. Vi har efterhånden vandret mange steder i Nordeuropa, og for mig var det helt fantantisk at opleve denne side at det kinesiske landskab. Kombinationen af det land og den kultur, vi bliver inspireret af hver dag, i nogle omgivelser der er helt anderledes end vores hverdag.

Vi var virkelig en del af det lokale liv på bjergsiden, her kom en kodriver forbi med sin flok.

Andendagen med vandring bød på mere flade elementer af ruten og nedstigningen tilbage til hovedvejen. På nedstigningen kom vi forbi op til flere vandfald, endnu en ny variation af landskabet.

Udsigt mod den sydvestlige ende af kløften, hvor vi startede turen.

Her kan I se stien langs midten af bjerget, hvor vi vandrede forbi vandfald og klipper.

WOW - og dejligt med lidt frisk bjergvand.

Lakrids til turen.

Tilbage ved hovedvejen efter 1½ dags vandring - 16 kilometer.

For at sætte prikken over i'et tog vi turen ned til kløften og floden, for at få et blik nedefra og op på de bjerge, vi i 1½ dag havde vandret i. Endnu engang blev vi forbløffet over det syn, der mødte os.

Her nærmer vi os floden og den berømte sten, hvor tigeren siges af være sprunget over floden.

Så bliver det ikke ret meget smukkere.

Peter på vej over en hjemmelavet bro.

Opstigningen fra kløften til hovedvejen var det sidste træk af vores to dages vandring, hvor benene virkelig var møre, og her blev vi hjulpet på vej af "The Sky Ladder", som en lokal familie havde bygget for at hjælpe turister til en lettere vej ned i kløften. Stigen var dog en noget mere spændende oplevelse, end hvad jeg havde forventet!

Der var ikke meget plads at gå på, på opstigningen fra kløften.

En hjemmelavet stige helt uden hældning med utrolig mange trin var alligevel noget af en udfordring!

Et sidste blik udover kløften og den strækning vi tilbagelagde på to dage. 16 kilometer på bjergsiden + turen ned til floden og tilbage til hovedvejen.

BLÅ HIMMEL! Det var næsten det største syn, og blev dokumneteret med særlige billeder. Det er et sjældent syn i storbyen.

Efter 2 dage med ubeskrivelig oplevelser i bjerglandskabet satte vi snuden tilbage mod Lijiang og vores sidste dag af miniferien. I bussen fra Qiaotou til Lijiang fik jeg en særlig chance for at øve mit kinesiske, da Peter kom til at sidde ved en kvinde fra den etniske minioritet Yi, og hun var vældig nysgerrig på, hvem vi var. Heldigt nok, for vi var lige så nysgerrige på hende! Hun fortalte af hun var klædt i deres traditionelle dragt i anledning af helligdagen, og den store hat bar de gifte kvinder. Hun fik hurtigt spurgt, om vi var gift og havde nogen børn. Det er meget normalt i den kinesiske kultur ret hurtigt at stille forholdsvis personlige spørgemål, så det er vi efterhånden vant til. Vi fordrev køretiden med at spise lakrids, og tilbød hende et stykke, som hun pænt tog imod, snusede til og tog i munden, hvorefter hun sad helt stivnet, indtil bussen gjorde holdt, åbnede vinduet og diskret spyttede det ud.

En træt turist og en festklædt Yi kineser.

Dette skulle vise sig blot at være den første af flere oplevelser med de etniske minoritetsbefokninger i Yunnan. Beretningen om vores dag i Lijiang og vores besøg i en lokal Naxi landby med te og frokost hos de lokale, kommer i et senere indlæg.