Part two: Lijiang og Naxi minoriteten

Den sidste dag af vores forlængede weekend i Yunnan tilbragte vi i Lijiang. Vi boede i den hyggelige gamle bydel i et klassisk lille hus, hvor vores værelse emmede af dansk sommerhusstemning. Måske lige på nær den store plysbamse omfavnende et plyshjerte, der stod klar midt i dobbeltsengen til at holde os ved selskab!

Vi nød aftenen, efter dagens hårde vandring, med at slendre rundt i de indviklede gader i den gamle bydel og spise lokal mad.

Skumring over Lijiang Old Town

Egentlig var vores plan at leje cykler og cykle ud i udkantsområderne af Lijiang, som vi havde læst var federe at tilbringe en dag i end selve byen. Men til morgenmaden på en hyggelig økologisk cafe, kunne vi godt mærke, at benene og energien måske ikke lige rakte til en hel dags cykling i 30 grader og sol.

Som sendt fra himlen dukkede Li op, en kraftig og ivrig kvinde klædt i røde pangfarver, der satte sig ved vores bord og fortalte om hendes uafhængige guideservice, hvor vi kunne komme på besøg ved Naxi minoritetsbefolkningen i en lokal landsby. For ca. 250,- tog hun os på tur hele dagen inklusiv frokost og utallige fortællinger om Naxi befolkningens traditioner og livsvilkår. Det var et tilbud, vi ikke kunne sige nej til, så efter yoghurt og scrambled eggs var fordøjet, satte vi og i en lille vogn sammen med Li og kørte mod Naxi landsbyen.

Vores guide Li i den umiskendelige røde bluse og en af de lokale kvinder igang med at bringe høsten i hus. Hun vurderede læsset på ryggen til at veje omkring 40 kg.

En af de mindre "gader" i landsbyen.

Li var på mange måder en oplevelse i sig selv. Hendes mund stod praktisk talt aldrig stille, og hun var ivrig til at gøre opmærksom på, hvor hun mente vi skulle huske at tage de gode billeder. Hun fortalte vidt og bredt om livet i landsbyen, hvor hun selv var vokset op, inden hun flyttede til byen for at arbejde som guide. Vi spurgte til, hvad landsbybefolkningen tænkte om, at hun sådan bragte vesterlændinge med ud til byen, der tog billeder og kom på besøg i deres hjem. Det synes de er helt fint, sagde hun: they all know me because I bring turist here and because I am so fat! Og det var ikke eneste gang hun fik pointeret den pointe.

En typisk gård til landsbyhusene med den vandbøflen, som regnes for en del af familien, da den er så vigtig for at  kunne leve på denne måde. Når familiens vandbøffenl dør, spiser man således ikke kødet, men begraver den ude blandt markerne, så den kan give næring til markerne selv efter sin død.

Peter på rov efter den stærke og berømte Sichuan peber frisk fra busk

Høsten på vej i hus på traditionel manér med et ungt par siddende i stakken.

I landsbyen var det høsttid, så overalt kom kvinder bærende på store læs af høsten af en speciel slags frø, de laved olie af. Store vandbøffeltrukne vogne med høsten kom kørende forbi og folk hilste venligt og nysgerrigt på os, når vi kom forbi.

Den søde gamle kone i Naxi befolkningen traditionelle klædedragt.

På besøg i sove/køkken rummet.

En dejlig seng til hvile efter en lang dag i marken!

"Komfuret" hvor en dejlig kødgryde stod og simrede hele formiddagen, til familien kom hjem.

Til te hos Naxi konen.

Vi kom på besøg hos en fantastisk ældre Naxi kvinde, der gik hjemme og forberedte frokost til hendes mand, børn og svigerbørn, når de kom tilbage fra arbejdet i marken. Hun fortalte om deres liv i landsbyen og bød på te. Hun var meget ivrig for at lære os om minoriteternes traditioner og ville vise os en DVD med traditionel dans. Jeg var først meget imponeret over, at der i dette meget simple hjem var DVD og TV og at hun navigerede helt hjemmevant i teknikken. Der var virkelig en fantastisk oplevelse at besøge hende og opleve hendes gæstfrihed for os vesterlændinge. Det var tydeligt at mærke, at det åbnede nogle helt særlige døre at være med en uafhængig lokal guide ude, for i de områder af landsbyen, vi gik rundt i, var vi de eneste turister.

Mere idyllisk bliver det vist ikke. Her foran et af de nybyggede huse, som regieringen har hjulper landsbyen med at opføre.

Eftermiddagshygge for der arbejdende folk med kortspil og te.

Vi spiste frokost hos en lokal familie, der tilberedte maden til os.  Jeg fik endda lov at kigge med i køkkenet, men jeg var ikke ligefrem imponeret over fødevarehygiejnen. Men en speciel oplevelse var det.

Li fortalte historier om alle planterne, vi gik forbi, og hvad de blev brugt til. Der blev blandt andet kokkereret opiumsuppe af valmuer, marijuanaolie som var så sund en olie at lave mad med, ifølge Li. We also eat the leaved when we sit in evening and watch TV together, very nice! Ja, det tror vi da gerne. Og planten groede da også bare i grøftekanten.

Ja, et væld af planter fandtes i landsbyen.

Lijiang ligger meget tæt ved den sydlige grænse af Tibet, og lokalbefolkningens religion indeholder også ca. 80% af tibetanernes religion. Vi gik forbi en masse smukke vægmalerier med religiøse billede og symboler, hvor det var tydeligt at se den tibetanske inspiration. Landsbyen led i 1996 en forfærdelig skæbne, da byen blev offer for en 7.0 jordskælv. En del af husene og malerierne så derfor ret nye ud, da langt det meste af landsbyen var blevet genopført igen efter jordskælvet.

Religiøse vægmalerier, der prydede hele hovedvejen i en del af landsbyen.

Yunnan er den provins i Kina, hvor der bor den største koncentration af Kinas  forskellige minoriteter med 25 minoritater ud af 55 repræsenteret. Jeg havde håbet på, at vi kunne nå at få en oplevelse af denne specielle levemåde på vores lille miniferie, men med de få dage havde jeg ikke turde håbe på, at vi ville få så speciel en eftermiddag med Naxi folket. Da vi lå på allerøverste køje, med knap 1 meter til loftet, efter 4 dage i Yunnan, var det knap til at fatte, hvor mange indtryk vi havde med hjem i bagagen. Thank God for kameraet.

Hardsleeper billetterne hjem i toget bød på en nat på øverste køje ud af seks i den lille togkupe.

Nu er rygsækken så pakket på ny, og efter en uge med besøg af Ida og Wom er Ida og jeg klar til flere af disse unikke oplevelser, denne gang en anelse længere sydpå i Cambodia og Thailand. Jeg håber at kunne blogge undervejs og vise billeder, men hvis der er længere stilhed på bloggen de kommende fire uger, så har I nu forklaringen.