Endelig er jeg tilbage på bloggen. Jeg kan slet ikke forstå, at sidste indlæg er dateret til d. 19. Juni! Men meget er også sket på den sidste 2½ måned.
Ida og jeg har rejst fire uger i fantastiske Thailand og virkelig nydt oplevelserne og søsterhyggen. Der kommer billeder og fortællinger på bloggen den kommende uge er planen, lettere forsinket, da vi desværre ikke havde muligheder for at uploade billeder undervejs.
Og midt i alle aktiviteterne i juni med besøg, feriepakning og afrejse, endte jeg med at få et spændende jobtilbud, fik skrevet ansøgning i en sen nattetime, var til samtale og fik jobbet, den dag vi landede i Cambodia. Så den første ferieuge gik med mange tanker i hoveder, snakke med Ida, Peter og min personlige karrierevejleder i DK (Janne), inden beslutnngen faldt, og jeg nu har udskiftet tilværelsen som freelancekonsulent og hjemmegående "housewife" med fuldtidsarbejde som kommunikationskonsulent ved Innovation Center Denmark. Den anden grund til, at bloggen har ligget hel øde hen de sidste to uger, hvor min tilvænning til livet som udearbejdende med LANG transport tid; afsted kl. 7.40 og hjemme kl. 18.15, har fyldt mine dage.
Arbejdet er vildt spændende, og det er et fedt arbejdsmiljø med to danske chefer, tre andre danske kolleger og ellers ti kinesiske kolleger. Det har været nogle dejlige første uger med spændende opgaver og flinke kolleger, der har taget godt imod mig. Selv om jeg godt nok er brugt, når jeg kommer hjem om aftenen. Det er vist meget sundt for mig at komme igang med arbejde igen. Samtidig får jeg mulighed for at arbejde med den del af min kommunikationsuddannelse, jeg endnu ikke har beskæftiget mig så meget med rent professionelt. Ekstern og intern kommunikation, hjemmeside, kampagner, videndeling, pressekontakt, sociale medier og alt muligt andet. Vildt spændende og lidt af et arkæologisk arbejde at finde min viden fra universitetet frem igen, men det kommer lige så stille.
Det nye job betyder også, at vi har fået mulighed for at forlænge vores eventyr i Shanghai indtil udgangen af 2012, hvor jeg har tegnet kontrakt til. Så satser vi på, Peter også kan få lov at forlænge sin kontrakt. Det er jo ingen hemmelighed, at vi er super glade for at bo her og få alle disse oplevelser med, så vi har længe snakket om, gerne at ville blive lidt længere. Så er der også længere tid til at rejse rundt og opleve mere af Asien og Kina.
Tyfonen Muifa er over os
I Shanghai er sommeren over os med 35-39 grader og ret høj luftfugtighed, men heldigvis ikke så slemt som sidste år. I denne weekend har byen været i højeste beredskab på grund af tyfonen Muifa, det skulle ramme os for fuld kraft. Der blev sendt advarselsemails ud fra compoundet om at tage alle potteplanter indendøre, forholde sig i ro i tilfælde at stømudfald og tjekke alle husets lommelygter. Tak "mor og far"!
Det er altid fedt at referere til tal og statistik i Kina, fordi målestokkene er så gigantiske i forhold til Danmark, og her er nogle af tallene på de forholdsregler, Shanghai har taget i forbindelse med tyfonen:
610.000 mennesker er evakueret fra deres hjem heraf omkring 300.000 i Shanghai, specielt langs kysterne. Over 60.000 skibe og 20.000 fiskebåde er lagt for anker langs kysterne. Og så endte det i lidt af en fuser, en positiv en af slagsen kan man sige. Muifa droppede Shanghai og rejser i stedet længere nordpå, hvor Qingdao i Shandong provinsen står til at få en ordentlig omgang. Vi skal til ølfestival i Qingdao om 14 dage, så vi håber ikke, de blæser helt om kuld deroppe.
Men vi var velforberedte efter Peters ihærdige arbejde med at slæbe havemøbler ind i gæsteværelset og spænde hængestolen grundigt fast til altanen, mens jeg bagte kage til forråd. Det blev til en omgang storm og regn, og her til aftenen er der helt roligt, himlen blå, og vi kan se stjerner, hvilket vel sker ca. to aftener om måneden.
Til vi ses igen
Det er dejligt at være tilbage på bloggen igen. Det sker jo så mange skøre ting herovre i Kinaland, som jeg glæder mig til at berette om. Så jeg håber, I stadig læser med derude og ikke er blevet for utålmodige efter den lange ventetid.
Rigtig stort tillykke med jobbet! Det må være rigtig fedt :)
SvarSlet