Hanen og den kongelige dryptud

I bedste internetdating stil lagde jeg for snart 4 måneder siden en profil ud på nettet med det formål, at finde mig en sprogpartner til at træne kinesisk med. Ud af alle de svar jeg fik (mest fra fyre, som vist tog datingmuligheden lidt for bogstaveligt), valgte jeg at mødes med Sammy, en pige på min alder, der gerne ville træne sit engelske. Vi mødes lettere spændte begge to på en café i midtbyen, uden nogen af os helt vidste, hvad det ville sige at være sprogpartnere. Ingen af os havde prøvet det før, men vi var begge meget interesserede i at træne sprog, lære hinanden bedre at kende og ikke mindst at lære mere om den kinesiske og danske/vestlige kultur igennem vores samtaler.

Sammy og jeg til middagen sammen med Pernille og Trine, da de var på besøg i september.

Det er nu 4 måneder siden, vi mødtes for første gang og siden da, har et spirende venskab udviklet sig. Vi er nu mere veninder end sprogpartnere, selv om vi stadig medbringer notathæfterne, når vi mødes. Vi mødes 1-2 gange om ugen og taler om alt mellem himmel og jord. Jeg taler så meget kinesisk jeg kan, og Sammy retter mig. Sammy noterer flittigt ord, hun hører i TV eller samtaler, som hun ikke forstår, og så prøver jeg ellers på bedste vis at forklare sammenhængene og bøjningen af verber i det engelske sprog. Til tider en ret stor udfordring, da hun medbringer ret avancerede ord.

Må man gå i bad?
Ud over at vi begge bliver bedre og bedre til kinesisk og engelsk, så har mit venskab med Sammy givet os begge et spændende kig ind i vores to vist forskellige kulturer. Jeg kan spørge Sammy om alt, så hun har lært mig en masse om den almindelige kinesers forhold til Regeringen, kulturrevolutionen, livet i Shanghai sammenlignet med resten af Kina og forholdet til Vesten. Hun har aldrig været i USA eller Europa, men hendes mand rejser en del i Vesten, da han har en fabrik her i Shanghai, der producerer opbevaringssystemer og trådkurvesystemer til high-end køkken brands i Vesten. Sammy er utrolig interesseret i forskellene mellem Danmark og Kina, så hun stiller ofte spørgsmål til vores kultur. Det kommer der mange sjove samtaler ud af, og nogen af dem vil jeg dele her.

Sammy har en søn på 1½ år, og netop omkring graviditet, fødsel og børn er der mange interessante forskelle. Sammy spurgte mig således forleden, om det var rigtigt, at man i Danmark gerne måtte gå i bad, efter man har født, det havde hun nemlig hørt. Jeg kiggede lidt underligt på hende og sagde, at selvfølgelig måtte man da det. Men i Kina er det ikke så selvfølgeligt, fortalte hun. I en måned efter man har født, må kvinden ikke røre sig ud af stedet. Hun skal ligge i sengen hele tiden, må ikke gå i bad, ikke se TV eller læse (det er dårligt for øjnene), ikke spise salt og andre krydderier og ikke tage sig af sit barn. Så i Sammys tilfælde måtte hun hyre en ekstra ayi (hushjælp) til kun at se efter hendes nyfødte søn. "Sådan er reglerne" sagde hun, og jeg spurgte selvfølgelig, om alle overholdt disse regler, hvortil hun svarede "I Kina overholder vi altid reglerne Regeringen laver". Efter sigende skulle det have at gøre med et særligt sundhedsmæssigt behov for kinesere, som vesterlændinge ikke har det samme behov for.

Jeg har før omtalt, hvordan børnene i Kina går i busker med revne i, for at det er nemt at tisse med mere både for barn og forældre. Det havde mine veninder selvfølgelig også lagt mærke til og undret sig over, da de var på besøg. Så en aften vi var ude at spise sammen med Sammy, så de sig snittet til at få en forklaring på revnen i bukserne. Hvorfor? Hvordan styrer man, at børnene ikke bare tisser midt i metroen, eller når man har dem på armen? Og går de virkelig med revne i bukserne hele året rundt?
Sammy kiggede meget forundret på os, for hun troede, at alle børn i verden gik i den slags bukser. Hun forklarede at børn i Kina kun går med ble i ½-1 år, og derefter går de over til revne i bukserne. "Jamen, skifter I så ble helt indtil børnene selv kan gå på toilettet?" spurgte hun forundret. Det synes hun var utrolig underligt og uhandy, nøjagtig som vi synes kinesernes facon med revnen er utrolig underlig og uhandy. Det grinede vi meget af, og stoppede snakken der, hvor vi indså, at her kunne vi ikke få kulturerne til at mødes.

Sådan så børnene ud i sommers, men selv om der nu er 8-16 grader, så er der stadig revne i bukserne bare i noget tykkere tøj.

Hanen og den kongelige dryptud
Generelt kommer der mange klasse kommentarer fra Sammy, når jeg fortæller om ting i Danmark, helt enkelt fordi, hun ikke kan forestille sig, at det er så anderledes fra Kina. En dag vi snakkede om karaoke, hvor jeg fortalte, at det havde vi slet ikke i Danmark, hvortil hun spurgte: "Jamen, hvad laver I så når I er sammen?" I en kultur hvor man tager til karaoke for at slappe af og hygge sig på alle tidspunkter af døgnet og ugen, ja så er det jo egentlig et meget relevant spørgsmål. Men i en dansk kulturel kontekst kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet.

I denne uge gik vi i krig med geografien, og jeg viste hende på Google Maps, hvordan Danmark så ud, hvor jeg boede, og hvor Island og Grønland lå. Hun var meget forundret over, at Grønland fandtes og var så kæmpestort et land, hun aldrig havde vist eksisterede. At der bor så få mennesker deroppe, var næsten ikke til at begribe for hende. Lige forinden havde hun stillet mig spørgsmålet, hvor mange byer der er i Danmark. Det blev lidt svært at svare på for mig, for sammenlignet med definitionen på byer i Kina, har vi vel kun København, der kommer op på niveau. Det med forskellen i indbyggertal er generelt svært at forholde sig til for os begge. Hvis jeg virkelig tænker på, hvor mange mennesker, der bor i Shanghai, så bliver jeg jo helt svimmel! Så vi sluttede geografilektionen af med at konkludere, at Kina ligner en hane, og Danmark lignede en kongelig dryptud (jeg forklarede Djursland og Samsø som dryptuden, og Sammy mente toppen af Nordjylland lignede en krone).

Hanen vender med hovedet mod øst.

Thanksgiving med yuan fen 缘分
I går aftes tog vi et nyt skridt i vores venskab, da vi inviterede vores mænd med ud på middag. Vi har begge fortalt livligt derhjemme om vores oplevelser sammen, så mændene var efterhånden meget spændte på at møde os og hinanden. Vi mødtes på en lille hyggelig restaurant i Taikang Lu til, hvad vi senere fandt ud af, var den store Thanksgiving middag. På trods af, at Thanksgiving ikke fejres i nogen af vores kulturer, var aftenen i går måske netop toppunktet at vores kulturmøde. Vi havde en fantastisk aften. Snakken gik, nysgerrigheden fik frit spil, og som det sig hør og bør i Kina, faldt der mange rosende ord af til alle parter, som er med til at skabe "face" eller ansigt. Vi blev strakt inviteret hjem til dem, for at opleve et kinesisk hjem samt på tur til Shanghais "bjerg", ligesom vi forlod middagen med en lovning på, at Peter og jeg ville finde den næste restaurant vi skal mødes på.

Vi gik hjem fra aftenen og følte os virkelig privilligerede over at have mødet et nyt kinesisk vennepar, som vi kan tilbringe mange spændende aftner med her i Shanghai. Og som Sammy og jeg ofte taler om; hvor er det fantastisk, at et helt tilfældigt møde på en webside kan føre til et sådant venskab. Robert, Sammys mand, fortalte, at kineserne har et helt særligt ord for den slags møder "yuan fen/缘分" "wo men you yuan fen" (Vi har yuan fen sammen). Det er svært at oversætte, men minder om følelsen af, at noget er meant to be, at det er skæbnen, der har bragt os sammen. Så det blev vi hurtigt enige om, vi havde.