Min svømmeven Sam

Jeg er lige kommet tilbage fra min faste morgensvømmetur. Eller det vil sige, på grund af sygdom, gæster og ferie har jeg ikke været dernede i over en måned, så nu skal ritualet vist kickstartes igen. Det blev også til et glædeligt gensyn med min svømmeven Sam, der var noget bekymret over, hvor jeg mon havde været alt den tid.

Ja, jeg har fået mig en svømmeven. Kineseren Sam der arbejder som salgsassistent ved KLM og svømmer på samme tidspunkt som mig hver morgen. Vores venskab har udviklet sig for hver morgen igennem januar måned, hvor vi mødte hinanden iført badetøj og badehætter svømmende side om side i compoundets lille svømmehal. Når jeg svømmer om morgenen, bruger jeg det som en måde at vågne op på og er derfor ikke vant til at skulle kommunikere med nogen. Hvilket selsagt også er ret svært, da min svømmeteknik ikke er særlig veludviklet, og jeg derfor har nok at gøre med at koncentrere mig om rytmen i vejrtrækning/svømmetags kombinationen.

Networking i badedragt
Pludselig en dag midt i en bane rygcrawl stopper Sam mig og hilser pænt. Han spørger, om jeg kender nogen englændere, der kunne være interesseret i at være hans sprogtræner, da han gerne vil blive bedre til engelsk, så han har bedre muligheder for at udvikle sin karriere hos KLM. Jeg er helt overrasket over denne pludselige samtale midt i svømmehallen og får fremstammet noget med, at jeg ikke lige kender nogen englændere, men da kan prøve at høre rundt i mit netværk, om nogen kunne have interesse i at være hans lærer. Han takker pænt, og vi aftaler at tales ved om det en af de kommende dage i svømmehallen.

Næste morgen står Sam nærmest på spring, da jeg træder ind i svømmehallen. Han er ivrig for at høre, om jeg nu har fundet nogen. Jeg beklager og siger, at desværre var der ikke lige nogen jeg kender, der havde tid. Endelig får han taget sig sammen til at spørge mig om det, han nok hele tiden har tænkt på; om jeg mon kunne tænke mig at være hans sprogtræner. Hatten af for hans ligefremme måde at netværke på. På dette tidspunkt har jeg jo stadig kun set manden i speedoes og badehætte, så ved ikke engang, om jeg ville kunne genkende ham uden for svømmehallen. Jeg beklager og siger, at jeg desværre ikke har mulighed for at være hans sprogtræner.
Næste problematik er så, at Sam gerne vil give mig sit visitkort, men han må beklage, at han ikke lige har et med inde i svømmehallen (for det er jo ellers meget normalt!?!?!). Hvordan får vi nu udvekslet de kort.......han grubler længe over sagen. Jeg foreslår, om ikke han kan lægge et til mig i receptionen på vejen ud, så tager jeg det med, når jeg er færdig med min svømmetur. Det er han med på, og næste morgen står han igen ivrigt på spring for at tjekke, om jeg nu fik hans kort i går.

Som ringe i vandet
Nu er isen mellem os ligesom brudt, og for hver dag vi mødes i svømmehallen, bliver der snakket mere og mere. Vi starter altid med en morgenhilsen, når vi kommer ind, og stopper gerne et par gange mellem banerne for lige at høre, hvordan det går, hvordan har vi fejret kinesisk nytår, hvordan er vejret og så videre. Vores snak i svømmehallen inspirerede sågar en kvindelig morgensvømmer til at hilse på mig en dag. Hurtigt efter hilsenen spurgte hun, om jeg kendte en god svømmeinstruktør, der kunne træne hendes datter i svømning. Det måtte jeg beklage, at jeg ikke gjorde, hvorefter hun ivrigt spurgte, om ikke jeg ville være datterens svømmeinstruktør. Vældig smigret over hendes tilbud, taget i betragtning af, at jeg godt selv kunne bruge en instruktør til at få styr på førnævnte vanskeligheder med vejrtrækning/svømmetags kombination, måtte jeg pænt afslå. Om det kun er det faktum, at jeg er udlænding, eller jeg bare ligner en, der kan være instruktør i det ene og det andet, ved jeg ikke. Men nu er vi da snart en hel svømmeklub.

I dag fik Sam og jeg lige vendt min forkølelse, problematikken omkring, hvorfor vandet i svømmehallen mon var ualmindelig koldt i dag, situationen i Japan og Sam's kommende rejse til Japan, som han nu måtte aflyse ligesom sidste år, hvor han havde fået visum til England, men aldrig kom afsted pga. askeskyen "fra den der ø", jeg så kunne forklare ham hed Island. Med ønsket om en god dag fik jeg lige et vink med på vejen, da Sam forlod svømmehallen. Mon ikke vi ses igen i morgen.