Dette blogindlæg er inspireret af et indlæg, jeg læste sidste uge på en af mine yndlingsblogs "SHE in China" skrevet af en ung svensk kvinde, der har boet i Shanghai i mange år. I sit indlæg "One of the best things I've done" beskriver hun ud fra sine hverdagsoplevelser med kinesere, hvordan hun gerne vil bidrage til at skabe et andet billede af kineserne end de fordomme, som folk i Vesten ofte har. Som hun i hvert fald bliver mødt med fra vesterlændinge, der aldrig har været i Kina.
Jeg kunne ikke være mere enig, og jeg har oplevet nøjagtig de samme bekymringer fra vores gæster omkring at blive snydt eller bestjålet af kineserne. Hermed vil jeg gerne supplere Jonnas indlæg med anektoder fra min seneste weekend, som på alle måder er eksempler på nøjagtig den samme karakteristik, som Jonna giver.
Det lille futtog fra gamle dage
I fredags skulle jeg til farvel middag med en af Peters tyske kolleger og sprang et kvarters tid inden middagen i en taxa. Jeg skulle op til den nordlige del af Pudong, så selv om det var midt i rush hour, ville det nok lige kunne nåes. Jeg fik fornøjelsen af at køre med den herligste taxa chauffør, hvilket jeg dog først fandt ud af lidt inde i turen. Først skulle vi nemlig igennem den klassiske diskussion om vejnavnene, da Rushan Lu på kinesisk nogen gange udtales Lushan Lu, og vi derfor ikke var helt enige om, hvor jeg skulle hen.
Fra den diskussion havde han fanget, at jeg talte Mandarin, og så gik snakken ellers i ventetiden i trafikken. Jeg fik historien om, hvordan var vokset op på Pudong, hvor der i gamle dage kørte et lille futtog mellem Pudong og Puxi (som han livligt forklarede med en fut-fut imitation bag rettet). Men nu var der jo desværre kun metroen, som han i øvrigt var sur over, da den ødelagde forretningen som taxachauffør.
Han fik også fortalt, at han virkelig godt kunne lide udlændinge, der kan tale Mandarin, for de var så spændende at snakke med, og han ville så gerne fortælle om Shanghai.
20 minutters historier senere gik det op for os begge, at han vist ikke havde helt styr på, hvor han var på vej hen, og han beklagede mange gange. I samme øjeblik stoppede han taxameteret, og sammen brugte vi en 10 minutter og mange ekstra kilometer på at finde frem til destinationen. Jeg kom således kun til at betale for under halvdelen af turen, og han beklagede så mange gange, at han nær var krøbet ned under rettet, selv om problemet jo var lige delt min manglende korrekte udtalelse og hans forvirring.
Kredit den ene vej men ikke den anden
Samme weekend befandt jeg mig i French Concession omkring kl. 21 og benyttede lige chancen til at smutte forbi Avocadodamen på Wulumuqi Lu. Som altid var der smil, hilsner og godt humør, selv efter en lang arbejdsdag og uge i hendes lille grøntsagsbod. Jeg fik besluttet mig for lidt forskellig ost, avocado, roculasalat og andre fristelser, og hun begyndte at regne ud på sædvanlig vis med pen og papir. 288RMB endte vi på, og jeg stak hende 300RMB og sagde, at det vist passede.
Jeg har jo flere gange fået noget på kredit hos hende, hvis jeg ikke har haft kontakter nok. "I know you will be back, no problem, you give me next time" siger hun så bare. Denne gang ville jeg gerne vise min glæde over at handle hos hende ved at smide 12RMB ekstra oven i puljen (og tilmed slippe for småpenge). Men det kunne der ikke blive tale om, Jeg insisterede op til flere gange, men hun kom rendende efter mig med de 12RMB og ville ikke stoppe, før jeg tog imod dem.
Jeg vil hermed opfordre læsere af bloggen til at kigge forbi SHE in China og læse Jonnas beretninger her fra Shanghai. Hun har rigtig mange fede observationer og oplevelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar