100 dage i Shanghai

I dag er dagen, hvor jeg har været i Shanghai i præcis 100 dage. Så det er vel en meget god anledning til at gøre lidt status og se, hvad der egentlig er sket på de sidste 100 dage. På en måde er det svært at forholde sig til, at der allerede er gået 100 dage, men når jeg begynder at se på, hvor meget der er sket, hvor langt væk fra livet i Aalborg, jeg er kommet, og hvor integreret jeg efterhånden er blevet i Shanghai og i hverdagen her, så har jeg også nået meget på de 100 dage. 

I den foregående uge har jeg haft mit første besøg hjemmefra af veninder, og det har været en god øjenåbner for mig i forhold til selv at se, hvor meget jeg på de sidste 100 dage har fået gjort Shanghai til min by. Mine mange lange gåture rundt i byen har gjort, at mit indre bykort nu er ved at samle sig, og jeg kan navigere rundt langt de fleste steder uden kort. Og det være sig i en by med 18 mill. indbyggere! Ud over at gøre hverdagen lettere, giver det en tryghedsfølelse og en følelse af, at Shanghai nu er min hjemby. Det på trods af, at kineserne stadig vender sig efter mig og fniser, da mange, selv i Shanghai, stadig ikke har set en vesterlænding før. Det er en af de ting, der hver dag minder mig om, at jeg trods alt er langt hjemmefra. På den anden side oplever jeg det som en god åbning til at møde kineserne, og med mit basis kinesisk kan jeg berette om Danmark, det underlige lille land hvor den lille havfrue kommer fra, hvor næsten alle piger har blå øjne og lyst hår, og hvor vi kun har én biltunnel i hele landet og ingen elevated roades!

Sprogets vindue
Netop sproget er en anden tydelig måde, hvor jeg kan se, at 100 dage er gået. For 100 dage siden ankom jeg til Shanghai og kunne sige "Ni hao" og "xie xie" (tak). Efter 10 ugers intensiv undervisning hver formiddag og 2 ugentlige møder med min sprogpartner og kinesiske veninde Sammy, er jeg nu tæt på at færdiggøre begynderniveauet i kinesisk. I praksis betyder det, at jeg kan føre simple samtaler med taxachaufføren, ekspedienterne, massagedamerne og Peter. Vi taler mere og mere kinesisk herhjemme for at træne, og som Peters kinesiske udvikler sig, jo sjovere bliver det at træne med hinanden. Jeg oplever, at selv mit simple sprog giver et vindue ind til kineserne, deres kultur og hverdag. Min nysgerrighed rækker dog længere end mit sprog lige i øjeblikket, idet jeg kan stille mange flere spørgsmål, end jeg kan forstå svarene. Så det er min motivation til at fortsætte med sproget, så jeg kan få endnu flere spændende samtaler med kinesere.

Ud over at sprogtræningen giver mig et sprog, er det også et studie i Kina. Inden jeg kom til Kina opfattede jeg landet som et samlet land og kineserne som et samlet folk. For hver dag der går, udfolder Kina sig som en verden for mig. Et kæmpe land fyldt med lige så mange nuancer som hele Europa tilsammen. Et folk med lige så forskellige mentalitet og sprog som vi er forskellige i Europa. En kineser er ikke bare en kineser, selv om regeringen forsøger at opdrage landet sådan. Kina er fyldt med spændende vinkler på kultur, vaner og traditioner, som jeg bare får mere og mere lyst til at udforske. Nogen af vanerne må jeg dog sande, at jeg andrig vænner mig til, men jeg kan trods alt forstå (eller forsøge at forstå!) og acceptere, hvor vanerne kommer fra.

I disse dage er vi 10 dage i Japan, vores første længere ferie væk fra Shanghai og Kina. Vi har tidligere været på vores første weekend væk. At være væk fra lejligheden og den vante hverdag giver et perspektiv på, hvor vore hjem er. Vi har ikke følelsen af, at vi skulle hoppe på flyveren til Danmark for at komme hjem. Vi har etableret et hjem her i Shanghai, hvor vi trives og ikke kunne forestille os at skulle bo anderledes lige nu. Et hjem og en hverdag, der er etableret på 100 dage.

Tegn på integration

Vi snakker så meget om integration i Danmark, så nu hvor jeg selv er udlænding i et fremmed land, må jeg hellere tage egen medicin og se, hvor integreret jeg egentlig er blevet i de kinesiske vaner efter 100 dage. Her kommer en  liste over observationer fra min hverdag, som ikke ville være sket for 100 dage siden:

• Jeg nyder at drikke lunken te, som kineserne har for vane
• Mine albuer er kommet frem i metroen, og jeg maser mig vej gennem mængderne uden at sige "undskyld" (ikke et integrationspunkt jeg er stolt af, men en nødvendighed!)
• Selv salat bliver til tider spist med pinde
• Jeg vælger lige så ofte de kinesiske stå-toiletter som de almindelige vestlige sidde-toiletter
• Penge, visitkort, kvitteringer mm giver og modtager jeg helt naturligt med to hænder og et lille nik, som er en respektfuld gestus, kineserne bruger
• Jeg laver højresving på cyklen, når der er rødt (det må man gerne i Kina, men en vane der nok må lægges væk, når vi vender tilbage til DK. Det er ellers smart!)

Samtidig er der også nogen ting, hvor integrationen halter og måske aldrig sker, det vil de næste mange 100 dage vise:

• I køkkenet laves der stadig mere vestlig mad end kinesisk
• Paraplyen bliver kun slået op i regn og ikke som solskærm, som kineserne gør. Jeg er stadig så meget dansker, at jeg vil have min sommersolbrændte hud
• Jeg savner danske mælkeprodukter, ost, brød og lakrids og jeg kommer aldrig til at kunne leve uden dem!

Med denne status er det kun én ting at konkludere: Vi trives i Kina. Og jeg oplever det som en gave at få denne oplevelse. Jeg glæder mig til at fortælle jer mere om Kina og fortsætte med at dele mine oplevelser, så I derhjemme forhåbentlig også kan se, hvor nuanceret og fantastisk Kina er, på trods af et styre og nogle vilkår, som er svære at acceptere for os danskere.