torsdag den 7. oktober 2010

100 dage i Shanghai

I dag er dagen, hvor jeg har været i Shanghai i præcis 100 dage. Så det er vel en meget god anledning til at gøre lidt status og se, hvad der egentlig er sket på de sidste 100 dage. På en måde er det svært at forholde sig til, at der allerede er gået 100 dage, men når jeg begynder at se på, hvor meget der er sket, hvor langt væk fra livet i Aalborg, jeg er kommet, og hvor integreret jeg efterhånden er blevet i Shanghai og i hverdagen her, så har jeg også nået meget på de 100 dage. 

I den foregående uge har jeg haft mit første besøg hjemmefra af veninder, og det har været en god øjenåbner for mig i forhold til selv at se, hvor meget jeg på de sidste 100 dage har fået gjort Shanghai til min by. Mine mange lange gåture rundt i byen har gjort, at mit indre bykort nu er ved at samle sig, og jeg kan navigere rundt langt de fleste steder uden kort. Og det være sig i en by med 18 mill. indbyggere! Ud over at gøre hverdagen lettere, giver det en tryghedsfølelse og en følelse af, at Shanghai nu er min hjemby. Det på trods af, at kineserne stadig vender sig efter mig og fniser, da mange, selv i Shanghai, stadig ikke har set en vesterlænding før. Det er en af de ting, der hver dag minder mig om, at jeg trods alt er langt hjemmefra. På den anden side oplever jeg det som en god åbning til at møde kineserne, og med mit basis kinesisk kan jeg berette om Danmark, det underlige lille land hvor den lille havfrue kommer fra, hvor næsten alle piger har blå øjne og lyst hår, og hvor vi kun har én biltunnel i hele landet og ingen elevated roades!

Sprogets vindue
Netop sproget er en anden tydelig måde, hvor jeg kan se, at 100 dage er gået. For 100 dage siden ankom jeg til Shanghai og kunne sige "Ni hao" og "xie xie" (tak). Efter 10 ugers intensiv undervisning hver formiddag og 2 ugentlige møder med min sprogpartner og kinesiske veninde Sammy, er jeg nu tæt på at færdiggøre begynderniveauet i kinesisk. I praksis betyder det, at jeg kan føre simple samtaler med taxachaufføren, ekspedienterne, massagedamerne og Peter. Vi taler mere og mere kinesisk herhjemme for at træne, og som Peters kinesiske udvikler sig, jo sjovere bliver det at træne med hinanden. Jeg oplever, at selv mit simple sprog giver et vindue ind til kineserne, deres kultur og hverdag. Min nysgerrighed rækker dog længere end mit sprog lige i øjeblikket, idet jeg kan stille mange flere spørgsmål, end jeg kan forstå svarene. Så det er min motivation til at fortsætte med sproget, så jeg kan få endnu flere spændende samtaler med kinesere.

Ud over at sprogtræningen giver mig et sprog, er det også et studie i Kina. Inden jeg kom til Kina opfattede jeg landet som et samlet land og kineserne som et samlet folk. For hver dag der går, udfolder Kina sig som en verden for mig. Et kæmpe land fyldt med lige så mange nuancer som hele Europa tilsammen. Et folk med lige så forskellige mentalitet og sprog som vi er forskellige i Europa. En kineser er ikke bare en kineser, selv om regeringen forsøger at opdrage landet sådan. Kina er fyldt med spændende vinkler på kultur, vaner og traditioner, som jeg bare får mere og mere lyst til at udforske. Nogen af vanerne må jeg dog sande, at jeg andrig vænner mig til, men jeg kan trods alt forstå (eller forsøge at forstå!) og acceptere, hvor vanerne kommer fra.

I disse dage er vi 10 dage i Japan, vores første længere ferie væk fra Shanghai og Kina. Vi har tidligere været på vores første weekend væk. At være væk fra lejligheden og den vante hverdag giver et perspektiv på, hvor vore hjem er. Vi har ikke følelsen af, at vi skulle hoppe på flyveren til Danmark for at komme hjem. Vi har etableret et hjem her i Shanghai, hvor vi trives og ikke kunne forestille os at skulle bo anderledes lige nu. Et hjem og en hverdag, der er etableret på 100 dage.

Tegn på integration
Vi snakker så meget om integration i Danmark, så nu hvor jeg selv er udlænding i et fremmed land, må jeg hellere tage egen medicin og se, hvor integreret jeg egentlig er blevet i de kinesiske vaner efter 100 dage. Her kommer en  liste over observationer fra min hverdag, som ikke ville være sket for 100 dage siden:
  • Jeg nyder at drikke lunken te, som kineserne har for vane
  • Mine albuer er kommet frem i metroen, og jeg maser mig vej gennem mængderne uden at sige "undskyld" (ikke et integrationspunkt jeg er stolt af, men en nødvendighed!)
  • Selv salat bliver til tider spist med pinde
  • Jeg vælger lige så ofte de kinesiske stå-toiletter som de almindelige vestlige sidde-toiletter
  • Penge, visitkort, kvitteringer mm giver og modtager jeg helt naturligt med to hænder og et lille nik, som er en respektfuld gestus, kineserne bruger
  • Jeg laver højresving på cyklen, når der er rødt (det må man gerne i Kina, men en vane der nok må lægges væk, når vi vender tilbage til DK. Det er ellers smart!)

Samtidig er der også nogen ting, hvor integrationen halter og måske aldrig sker, det vil de næste mange 100 dage vise:
  • I køkkenet laves der stadig mere vestlig mad end kinesisk
  • Paraplyen bliver kun slået op i regn og ikke som solskærm, som kineserne gør. Jeg er stadig så meget dansker, at jeg vil have min sommersolbrændte hud
  • Jeg savner danske mælkeprodukter, ost, brød og lakrids og jeg kommer aldrig til at kunne leve uden dem!
Med denne status er det kun én ting at konkludere: Vi trives i Kina. Og jeg oplever det som en gave at få denne oplevelse. Jeg glæder mig til at fortælle jer mere om Kina og fortsætte med at dele mine oplevelser, så I derhjemme forhåbentlig også kan se, hvor nuanceret og fantastisk Kina er, på trods af et styre og nogle vilkår, som er svære at acceptere for os danskere.

torsdag den 30. september 2010

Kinesiske tegn i en moderne tid

Når man som kineserne har sit helt eget skriftsprog, Hanzi (Han dynastiets skriftsprog), der har mere end 2000 år på bagen, så sker der interessante ting, når den digitale udvikling ruller og det moderne liv banker på. Som en del af forståelsen af det kinesiske sprog, er det væsentligt, hvordan tegnene skrives. I Kina er kalligrafi, altså udformningen af tegnene, således en kunstform. I gamle dage lærte alle kinesere den korrekte rækkefølge at skrive tegnene i. Men i dag, hvor megen skriftlig kommunikation foregår på computeren, ja der er viden om denne rækkefølge ved at gå tabt hos den nye generation.

Når kinesiske tegn skrives på computer, bruges den fonetiske stavemåde Pinyin, som også er den måde, jeg som udlænding lærer at læse og forstå kinesisk. Pinyin er et lydsprog, hvor de kinesiske ord/tegn er stavet nøjagtig som de udtales. Dertil markeres en tone, idet et ord kan betyde op til 4 forskellige ting med de 4 forskellige toner. På computeren og SMS skriver man således ordet, og frem kommer valgmuligheder af de forskellige tegn, denne pinyin stavemåde dækker over. Og man vælger så det rigtige tegn. Den unge generatil skriver således ikke ret mange tegn i hånden længere, og derved er noget af kulturen i tegnene ved at gå tabt.
Set i det perspektiv er det fedt at opleve, hvordan den ældre generation holder fast i traditionen med at skrive tegnene. For et par dage siden gik jeg igennem Huahai Park, som er et samlingssted for mange ældre, der slapper af, kigger på mennesker, udøver Tai Chi eller laver kalligrafi. Denne mand skrev på livet løs med vand og pensel på fliserne. Efterhånden som tiden gik, så tørrede tegnene jo ud. Et bevis på at det i højere grad er processen med at skrive, end det er fastholdelsen af det skrevne, der er i fokus. Andre ældre flokkedes rundt om ham for at læse, hvad han skrev, hvilket jeg desværre ikke kunne forstå. En spændende måde at gøre traditionen levende og synlig for andre mennesker.
Ca. 10-15 meter længere bagud kunne jeg se resterne af de tegn, han havde skrevet. Han skriver dem ydermere på den gamle måde, hvor man skriver fra toppen og ned og ikke fra venstre mod højre, som mange gør nu.
Et digitalt styret navneskift
En andet eksempel på, hvordan den gamle tradition får problemer i de moderne tider, er historien om familien Shan. En slægt at omkring 200 kinesere med efternavnet Shan, der skrives med så særligt et skrifttegn, at det ikke er muligt at digitalisere. I tiden, hvor officiel registrering og offentlig myndighed i deres landsby har kunne foregå med pen og papir, har familien kunne leve med deres særlige navn. Men nu, hvor det er krav, at alt skal digitaliseres, er hele familien blevet bedt om at skifte efternavn, ellers kan de ikke registreres.
I Kina er der stor tradition i ens efternavn, det er en stor del af identiteten, hvilket efterhavn man har,  oghvad betydningen af navnet er. Så det at skulle skifte efternavn er ifølge familien et krav om, at de skal kunne skifte identitet og ændre selvopfattelse. En bizar historie, der viser udfordringerne i at leve med 4000 års historie, som skal smeltes sammen med en moderne verden.

søndag den 26. september 2010

Feng shui i lidt overdreven skala

Feng shui er en disciplin, man går meget op i i Kina. Herhjemme sørger vores lille bonzai nåletræ for at holde ro og orden på feng shui maner. Særligt i den synlige del af Kina, er man meget overtroiske omkring feng shui og andre principperne. Mange bygninger i Shanghai bliver bygget af entreprenører fra Hong Kong og andre sydlige egne, og derfor forsøger de at inkorporere disse overtroiske elementer i bygningerne. Man oplever således, at der mange steder ikke findes en etage 4, 14, 24, 34, 40, 41 osv. Alt hvor tallet 4 indgår, da udtalemåde for 4 (sì) på kinesisk kun har tonen til forskel fra ordet for død (si), og det betyder uheld. Kinesere forsøger også at undgå at få telefonnumre, husnumre eller andet med tallet 4, og slet ingen vil giftes i april eller den fjerde i måneden.

En dag gik jeg så forbi denne bygning:
Min umiddelbare tanke var, at det da var en underlig stenkonstruktion at placere uden på en bygning midt i storbyen. Endda lige så det blokerer udsynet for mange af bygningens vinduer. Men måske man lige ville have lidt bjerglandskab ind i bylivet.
Forklaringen viser sig at ligge i feng shui. Da bygningen stod færdig opdagene entreprenørerne, at feng shui balancen har helt gal. For at rette op, byggede de denne kunstige klippe og satte uden på bygningen i den rigtige vinkel, så beboere og personale i bygningen nu kan leve i harmoni!

Velkommen til et land, hvor det arkitektoniske udtryk må ofre sig for overtroen!

mandag den 20. september 2010

Chinglish #2

Massage er der jo masser af til billige penge her i byen, men dette her sted har dog ligegodt den underligste massage:
"Stick in foot" står midt i billedet på menukortet!
Hvad er "Stick in foot"? På 20 minutter for 20 RMB (ca. 18DKR). Det lyder virkelig ubehageligt. Godt nok har jeg hørt om "Candled Ear" massage, som er en behandling, hvor der dryppes stearin ned i øret, og så skulle det være en form for massage. Men det her tror jeg ikke jeg vil kaste mig ud i!

Og så lige et mere:
Massage - Message det er da næsten det samme.

søndag den 19. september 2010

"Bob bob" på kinesisk

Nu har jeg færdiggjort mine første 10 ugers rejse i det kinesiske sprog, og hvilken rejse. Som tidligere fortalt, gemmer der sig en masse spændende kulturforståelse i sproget og især tegnene. Nå ja, og så er der også bare ord, der er alt for sjove at gå og sige. Her kommer en cocktail af noget af det, vi griner og forundres over i øjeblikket.

Tegnenes logik
 
Her kommer en lille gætteleg i kinesiske tegn, som beviser, hvor logisk tegnene er bygget op:

Det kinesiske tegn for "menneske", ren, ser således ud 人
Hvad er så dit bud på, hvad dette tegn betyder 
大 (et menneske med spredte arme)?
........ Svar: da ("stor")

Og hvad er så større en det største? 
天 (symboliseret ved en streg højere end tegnet for "stor")
......... Svar: tian ("himlen")


Et andet eksempel på, hvordan tegnene næsten kan fungere som en tegneserie, er det kinesiske tegn for wood, mu, og tree, shu, 
木 og i flertal 林 På samme måde ser tegnet for skov, senlin, således ud 森林 Hvem kan være i tvivl om det?

Og så jeg lige runde tegnene for mand og kvinde, som gemmer på et indblik i den oprindelige måde at opfatte kønnene. Det kan være lidt svært at se, men kineserne fortæller, at tegnet for kvinde 女 viser et menneske, der sidder ned på knæene og rækker armene frem = byder sig til. Som kvinder gør og bør (hahahaha).

På den anden side er tegnet for mand 男 sammensat af tegnene for styrke 力 og mark 田 Et stærkt menneske, der arbejder i marken.

Et sprog fyldt med billeder
Det er ikke kun tegnene, der er fyldt med billeder. Forståelsen af ordene er også med til at skabe billeder, som medfører en anden visuel oplevelse af at tale sproget. Eksempelvis er ordet for "snart", mashang, sammensat at ordet "hest" (ma) og "på" (shang). Så med sætningen "jeg er snart hjemme", kan man næsten se for sig, hvor hurtigt det går på ryggen af hesten.

En generel frase på kinesisk bruges, når man vil sige negationen "dårlig/ikke godt". Der sætter man på kinesisk ordet nan, som betyder "svært", foran forskellige verber: 
nanting - direkte oversat "svært at lytte til" = lyder dårligt
nankan - "svært at se på" = ser dårligt ud/grimt
nanchi / nanhe - "svært at spise/drikke" = smager dårligt

Rent billedligt synes jeg, det er meget sjovt, at noget et så grimt, det er svært at se på, eller nogen synger så dårligt, det er svært at lytte til.

"Bob bob"
Generelt er det noget af en krøllet tunge, man skal tillægge sig, for at udtale mange af de kinesiske ord. Og nogen ord er simpelthen bare for sjove at sige. Hvis Benny fra "The Julekalender" kom til Kina ville frasen mamahuhu helt sikkert være hans foretrukne. Det betyde "so so" eller "bob bob" Mamahuhu - ja prøv selv at sige det - kan man da kun blive fan af, og så er det tillige meget anvendeligt.

På kinesisk er ordet for at være distræt 
hulihutu, og da jeg lærte det, kunne jeg da ikke lade være med at smile over den slående lighed til de danske fodboldkommentatorernes selvopfundne jubelråb "Hutlihut" fra 1992. 

lørdag den 18. september 2010

Oaser i Shanghai

En af glæderne ved at bo i så stor en by er, at jeg hele tiden falder over nye skønne små cafeer, med deres helt egen historie og atmosfære. Her kan man forsvinde fra storbyens hektiske liv for en stund og nyde en rolig eftermiddag med afslappet stemning og nogle herlige mennesker, som også har brug for et pusterum fra metropolen.
Jeg har efterhånden fundet en del af disse oaser rundt i byen, som for mig er en væsentlig del af at leve i en storby. Det at søge mod det simple, det afslappede og anderledes i en by, der funkler af modernitet, udvikling og tempo. Her er nogen af mine favoritter so far.

The Cottage Café (Taojiang Lu 25a)

The Cottage Café har til huse i en af Shanghais ældste bygninger. I tre etager, med særlige antikvariske bøger, plader og andet godt til salg i kælderen, køkken og entré i stuen og café på første sal, kan man nyde denne gamle bygning med træbjælker, gammelt træloft og skøre personlige ting på væggene. Rundt på mange af væggene har de besøgende skrevet navne og hilsner som et symbol på, at caféen er et sted, man kommer for at møde nye mennesker. Under et besøg på caféen er det således normalt, at man efterlader en lille kontaktannonce i en bog i baren og skriver lidt om sig selv. Andre besøgende kommer så forbi og kigger i bogen og på den måde mødes nye venner og måske kærester med den fælles reference, at de kommer på The Cottage Café. En skøn analog måde at skabe relationer i disse digitale tider.
Samtidig er stedet kendt i Shanghai for sin særlige blåbærsaft og blåbærvin, som smager himmelsk.

Antique Garden
(Sinan Lu nr. 44)
Caféens indgang til gården.
En lille café der egentlig er en antikforretning. Derfor udgør alle de antikke møbler caféens møblement, og man sidder i en labyrint af skønne gamle reoler, lænestole, borde og andet kram, med masser af små kroge at gemme sig væk i. De serverer blandt andet en skøn kinesisk rosente. Toilettet er en oplevelse for sig. Det ligger ude i baggården i et lille skur og er indrettet som en hel lille dagligstue med gamle antikke møbler og nipsgenstande, ja selv en virkelig old school aircondition.

Stormy (Danshui Lu 1)

I en af de små gader, hvor kineserne holder til i små, skæve og faldefærdige huse (læs: skure). Hvor der i varmt vejr lugter af rigtig original Kina. Hvor der er liv i gaden med kortspil, grøntsagsboder og snak, men hvor ikke mange turister finder vej. Der ligger den lille café Stormy, som et lille socialt åndehul lige en gade væk fra det fashionable Xintiandi område med shoppingcentre, high fashion og turistemekka. Cafeen er ikke meget mere end 50kvm, hvori der også er fundet plads til et bur med en stor levende kanin! Fyldt med gamle lænestole og billeder på væggen fra lokale små kunstnere, er caféen et mødested for unge lokale, primært udlændinge. På væggen hænger et stort hjemmelavet kort over nabolaget, hvor de faste besøgende, symboliseret med hver deres figur og kendetegn, har markeret deres hjem i forhold til cafeen. Et lille lokalt community i en kæmpe storby.

kazu koikeda - Vegetarian Café (Taojiang Lu 3)

Jeg har før omtalt, at livet som vegetar i Shanghai er en fantastisk kulinarisk oplevelse. I sidste uge faldt jeg så over denne lille vegetariske café, hvor de serverer rigtig hjemmelavet vegetarisk mad med så meget sjæl, at det føles som at være til middag hjemme mod ejerne. Det er som at træde ind i en dagligstue, hvor man af personalet bliver behandlet som et medlem af familien. En helt fantastisk oplevelse, hvor man kan nyde en vegiburger, tofucurry eller vegansk chokoladekage midt mellem Tibetanske flag, indisk musik og masser af karisma.

mandag den 13. september 2010

Et seriøst vink med et målebånd...

I Kina generelt er fedme et større og større problem. Det har mange forskellige årsager: bedre levevilkår, mere adgang til fastfood og måske den største grund; forkælede enebørn af etbarnspolitikken. Der bliver derfor nu taget forskellige tiltag fra regeringens side til, hvordan man skal bekæmpe fedmeproblemet.

Hvor vi i DK har Julemærkehjemmene, har de i Kina eksempelvis institutioner med et det mere direkte navn "Fat reduction hospitals". Men grunden til, jeg bringe fedmeproblematikken på banen er, at lokalstyret her i Shanghai nu har lavet et særligt tiltag for Shanghais borgere, som de kalder "Self manage fittness". Ind af brevsprækken hos mange Shanghainesere er der i de sidste måneder dumpet denne lille blå pakke ind:
Billedet er fra shanghaiscrap.com
En pakke med et målebånd, der meget pædagogisk viser med rød farve, hvornår din livvidde og BMI bevæger sig i kategorien overvægtig, samt en bog med beskrivelse af muligheder for, hvordan du kan "self-manage fitness". Det må da siges at være et klassisk eksempel på det kinesiske samfunds tankegang. Vi sender denne "gave" til alle byens borgere, og så taber de sig nok!

Vi har desværre ikke modtaget pakken, jeg læste om det på bloggen Shanghai Scrap. Tidligere på året har lokalstyret åbenbart også sendt en måleske til salt rundt til alle byens borgere som et andet tiltag til at få byens borgere til at tænke over deres sundhedstilstand og afbalancere saltindholdet i maden.

Ja, små ting i hverdagen afslører gang på gang, hvor anderledes en styre vi lever under her i Kina.