mandag den 17. januar 2011

Snemand Frost og Frøken Tø i Harbin

Shanghai har i denne weekend oplevet de koldeste grader i år med ned til minus 4 grader. Da vi landede i lufthavnen i går midnat efter en fantastisk weekend i Harbin, var det det alligevel som at komme hjem til "varmen"  efter 2 dage i -18 til -33 grader.

Sammen med nogle af Peters kolleger tog vi fredag eftermiddag på weekendtur til hovedstaden i Kinas nordligste provins Heilongjiang, som ligger lige syd for Sibirien i Rusland. Selv om Harbin ligger på breddegrad med Nordtyskland bliver der her om vinteren ned til minus 35 grader, da vindene fra Sibirien blæser ned over provinsen. Byen har derfor gennem de sidste 12 år hvert år i januar og februar etableret en Snow and Ice Festival med sne- og isskulpturer samt forvandlet det meste af byen til et islandskab, som trækker turister fra hele verden. En helt igennem unik og kold oplevelse. Og for at gøre oplevelsen endnu mere ekstrem, så startede vores guide lørdag morgen ud med at fortælle, at dagen var den koldeste i Harbin denne vinter med -23 grader om dagen og -33 efter solnedgang kl. 16.00! Med lag-på-lag teknikken praktiseret på alt fra fødder til hoveder var vi klar til at gå på opdagelse i islandskabet.
Steminingsbillede fra en frostkold formiddag i Harbin
En brat opvågning
Hvis ikke det at træde ud fra hotellets varme i -23 grader var en brat opvågning, så skal jeg da love for vi fik det, ved dagens første stop på programmet. Harbin var i 1920'erne og 1930'erne hjem for et stort russisk-jødisk mindretal, som har påvirket byen i mange retninger både kulturelt, arkitektonisk og kulinarisk. Selv om det russiske mindretal i byen i dag er forsvindende lille, er Harbin stadig en by med mange religiøsiteter, og dagens første stop var ved byens moske.
Moske i Harbin.
Som vi står der og betragter bygningen, kører en ganske almindelig personbil op foran moskeen, åbner bagagerummet fyldt med levende høns, og et par mænd begynder at kaste hønsene ud på fortovet. Minuttet efter går så en halal slagtning af høns igang foran moskeen, lige som vi står der. Det var mildest talt en bizar oplevelse af se halvt levende, halvt døde høns ligge i kulden med halsen skåret over og kæmpe de sidste sekunder af deres liv. Da Peter førte kameraet, kom der er par billeder ud af det, men vegetaren kryber stille uden om bag bilerne i højre side af billedet!
Der var også andre denne lørdag, der fik en brat opvågning. Harbin er delt af floden Songhua, hvor der om vinteren ligger ½ meter tykt is. Floden bruges således af både biler og mennesker som transportvej over til den anden bred af byen. Et sted på floden bliver der dog dagligt hakket i isen for at holde et lille bassin åbent for byens vintersvømmere. Vi fik lejlighed til at kigge med, da de 20 friske Harbin beboere af kinesisk og russisk nationalitet tog en morgendukkert i det kolde vand.
Selv udspringstårnene var lavet af is direkte ude på floden, hvor vi også stod på isen og så til. Svømmerne hopper i med sko og handsker på, da de ellers vil fryse fast til isen, når de kommer op af vandet i luftens -23 grader.
Svømmerne nød publikums hyldest, som var det de olympiske lege, vi var vidne til.
Dagen bød også på en lille gåtur i byen forbi den smukke russiske katedral St. Sophia bygget i 1907.
Sneskulpturer
Efter en dejlig frokost, hvor vi fik traditionel kinesisk mad fra området kaldet "Dongbei / 东北" (= nordøst), gik turen til en park, der om vinteren er forvandlet til sneskulpturpark. Jeg var meget imponeret over, hvor kunstnerisk udført mange af skulpturerne var, og hvor kæmpestore de var.
Disney i en frossen udgave. Detaljerne var imponerende.
Her går kunstnerne stadig og arbejder på en kæmpe skulptur.
Parken havde en afdeling med en kinesisk skulptur konkurrence og en international. Over 100 deltagere fra 14 lande konkurrerede. Alle havde fået en blok sne på ca. 3x3 meter, og så var der ellers dømt frit spil i udtryk og kreativitet. Her er nogen af resultaterne:
Fra den kinesiske konkurrence
Jeg var ret vild med den finske "Roll it".
Den thailandske imponerede os virkelig med nøjagtigheden i detaljer. Vanvittigt at man kan lave dette i sne. 
Førstepræmien i den internationale konkurrence gik til det russiske hold med denne skulptur "Everlasting bloom"
Venus fra havet i en "kold" fortolkning.
Temaet for årets festival var "Fairytale land", så eksempler fra både vestlige og kinesiske eventyr var at finde flere steder i parken.
Lille mig i sammenligning med den kæmpe is skulptur.
Endnu en fantastisk detaljeret drage.
En verden af is
Som mørket faldt på satte LED lysene igang i isskulpturene rundt i byen og forvandlede byen til det klassiske kinesiske lyshav. På de følgende billeder er det syn, der mødte os i Ice and Snow World. En lille by fyldt med store arkitektoniske is værker, slotte, Buddhafigurer, ruchebaner af is og eventyrfigurer. Temperaturen nærmede sig 35 minusgrader, så de 2 timer i parken blev afbrudt af et par pitstop med varm cacao, både så vores tæer og ikke mindst de hårdt prøvede og dybfrosne kameraer kunne tø lidt op igen.
Indgangspartiet til Harbin Ice and Snow World.
De første skulpturer, der mødte os i parken var den lokale øl, som de er meget stolte over, lavet i is, og (selvfølgelig) den lille havfrue i en frossen udgave.
På det her tidspunkt af dagen var mine tær bundfrosne, så en omgang issøjle kram var ingen sag.
At se de store is slotte var som at blive taget ind i eventyret, hvor snedronningen bor. Det var fantastisk. Og de ekstreme minusgrader gjorde bare oplevelsen endnu mere vild.
Og til vindmøllefolket var der da også lige en is vindmølle. Vingerne kørte dog ikke rundt.
Bundfrossen efter 8 timers oplevelser i vinterlandet.
Dyr på menuen
Weekenden bød også på en tur i en Sibirisk Tiger park, hvor de opdrætter flere hundrede tigere for at holde gang i den ellers forsvindende lille bestand. Her var der indkøbt levende fasaner og høns, som blev sluppet fri til middagsmadjagt for tigerne. Ja, det blev virkelig en udfordrende weekend for vegetaren!

Med en stadig levende fasan i gabet slentrer tigeren hen for at finde madro.
En helt hvid sibirisk tiger.
"Menukortet" turister kan vælge imellem, når der skal købes foder til tigerne. For 2000 yuan (ca. 1700 kr.) kan man simpelthen købe en ko og slippe fri for de sultne dyr, mens man ivrigt kigger til!
Alt i alt en ekstrem weekend på mange fronter. Nu har jeg aldrig været på skiferie, så for mig var det ret vildt at opleve så voldsomme kuldegrader og ligefrem at skulle gå rundt som turist udenfor. Måske man næste år skulle prøve en skiferie i Nordkina. Men nu venter først og fremmest varmen på Filippinerne forude. Vi skifter 60 grader og hilser 30 plusgrader velkommen om 14 dage.
Frosne buske i Harbin.
En af is skulpturerne inde i byen, hvor sneen er blandet op med maling, inden den fryser til is.

fredag den 14. januar 2011

Selv en kanariefugl kan blive ensom

Det kinesiske folk har gennem historien altid haft en stærk overbevisning om vigtigheden af at leve i pagt med naturen. I en moderne tidsalder bliver denne overbevisning dog gang på gang udfordret af ønsket om teknologisk fremskridt og evnen til at kunne kontrollere naturen. Mange mener endda, at forholdet til naturen som hjørnesten i den kinesiske kultur er ved at forsvinde mere og mere. I en storby som Shanghai kan det synes svært for indbyggerne at leve i pagt med en natur, som er så forholdsvist lidt tilstede i byrummet, som den er. Selv om resten af Kina byder på masser af natur med byer og samfund, hvor kineserne i langt højere grad er afhængig af at leve i pagt med naturen, ja så er det ikke ligefrem det billede af Kina, man får ved en gåtur i Shanghai.

Alligevel findes der små eksempler i bylivet på, hvordan det stærke bånd til naturen udleves i praksis her. Ofte når jeg har gået rundt i forskellige af Shanghais parker, har jeg undret mig over, at så mange folk havde deres fugle til salg i parkerne. Eller det var i hvert fald min første fortolkning af det syn, der mødte mig i parkerne, af små træfuglebure med enkelte fugle i, der hang rundt i buske og træer i parken. Jeg så dog aldrig nogen potentielle købere kigge på fuglene og ej heller nogen forhandling om pris. Det viser sig, at min fortolkning var helt forkert, da fuglene her ikke er til salg. De er ude for at blive luftet, som andre kæledyr.
Fuxing Park, hvor der luftes fugle.
Rigtig mange kinesere holder en enkelt fugl i bur som "kæledyr" og som selskab, og samtidig er det at holde fugl et vidnesbyrd netop på det tætte forhold med naturen på trods en tilværelse i storbyen. Af respekt for fuglens behov, bliver fuglene således bragt til byens parker, for at de ikke skal blive ensomme i deres bure i en lille lejlighed. Om formiddagen i Shanghai's gader kan man således se repræsentanter af den ældre del af befolkningen gå rundt med deres små træ fuglebure tildækket med et mørkt klæde på vej til den nærmeste park for at mødes med andre ældre, der også har medbragt fugle. Mens mændene snakker på bænken socialisere fuglene kvidrende på tværs af burene.

Jeg synes, det er en fantastisk tradition, der både gavner fuglen, ejeren og fastholdelsen af naturelementet i den traditionelle kultur. Det er et af de skjulte eksempler på, hvordan den kinesiske kultur er tilstede i Shanghai, selv om det billede af byen, der møder en i hverdagen er skyskrabere, moderne infrastruktur og stadig færre kulturelle bygninger og andre symboler.
Nu vi er ved forholdet til naturen, så skulle I da lige have dette billede med. Tja, om dette kan kaldes en anden form for at leve i pagt med naturen, vil jeg lade stå hen i det uvisse. Men i en gade kun 50 meter væk fra Shanghais store shoppinggade Nanjing Road holder de i hvert fald høns! Den kinesiske kultur har mange ansigter.

mandag den 10. januar 2011

Livet uden centralvarme!

Så landede vi i hverdagen i Shanghai igen efter 3 skønne og dybfrosne uger i det nordlige Danmark. Det var skønt at få tanket op på danskhed, hygge med venner og familie og masser af dejlig mad. Jeg skal da love for, vi også fik oplevet vinteren fra sin vildeste side, med ned til -17 grader, masser af snevejr og et Bornholm i undtagelsestilstand. Så blev erindringerne om sommerens hede her i Shanghai hurtigt frosset ud. Men flot så det ud...
Solopgang fra Peters barndomshjem.
Overlevelse til fuglene i den kolde tid, haven hos Mor og Far.
Godt klædt på i kulden hjemme på landet.
En smuk formiddag på vej hjem til mine forældre.
Med hjemkomsten til Shanghai tænkte jeg, at vejret, med grader lige over frysepunktet, her ville føles mildt, men der tog jeg ganske fejl. Godt nok kommer graderne ikke rigtig under frysepunktet, men man skal lige tage med i betragtning, at vi lever i en provins helt uden centralvarme. Samtidig er isolering ikke lige det, der ofres flest penge på i bygningerne. Så med den kraftige østenvind blæsende lige ind af alle revner og sprækker, så kan vi nu godt drømme os tilbage til kaminens varme i barndomshjemmene på landet. Det har resulteret i, at aircondition kører med varme på hele døgnet rundt, for at vi ikke fryser her i lejligheden.

Kineserne synes dog ikke at mene, at manglende isolering er et problem. De sidder bare med jakker på arbejdsdagen lang på kontorerne og er vant til, at sådan er det en 3-4 måneder om året. Også i de helt nye bygninger ude på fabrikken hos Peter, må de sidde med jakker på for at klare sig igennem arbejdsdagen. Selv i vores lille fitnesslokale her i compoundet så jeg i morges en kineser træne med sin store dynejakke på!

Hele temperaturskalaen i brug
Nu hvor vi er igang med at udfordre os selv på termometret, så vil vi inden for de kommende 3 uger udfordre kroppen til det maksimale, da vi på fredag tager på weekend til Harbin International Ice and Snow Festival i det aller nordligste Kina, hvor der på denne tid af året er mellem -20 og -30 grader om dagen.
Harbin ligger helt lige syd for den russiske grænse med Sibirien som nabo, så der er koldt!
Om 2½ uge hopper vi så på flyveren sydpå og tilbringer ferien omkring det kinesiske nytår med 12 dage på Filippinerne i  25-30 graders varme. Her venter noget, der ligner det her:
Øen Palawan,på Filippinerne (billede taget fra Tripadvisor.com)

onsdag den 8. december 2010

"Vi spiser alt med fire ben, undtagen bordet"

Sådan lyder en talemåde i Kina, eller mest i Sydkina, som meget godt betegner kinesernes forhold til mad. Det er rigtig nok de særeste ting, man til tider ser på menukortet rundt omkring. Mange danskeres reaktion på, at vi er i Kina, er således også, "Har I så spist hund?". Hjemmefra havde jeg ikke et særlig varieret billede af kinesisk madkultur. Det var vel noget med en chinabox, nudler, forårsruller og alt godt friturestegt. Men med et stort madelsker gen i mit DNA materiale, så må jeg erkende, at kinesisk mad i Danmark kun er en skygge af den spirende madkultur, der eksisterer her. En tur gennem vores lokale supermarked giver da også et billede af, hvor mange "spændende" ingredienser, kineserne putter i gryderne.
Mmm stegte grisetryner
7 stk. andehoveder til den nette sum af ca. 14 kr.
Ris i løs vægt - ingen tvivl om, at det er hovedingrediensen i Kina.
Fiskehoveder er en delikatesse her og koster gerne mere end de gode stykker laks.
Afdelingen for levende ingredienser
Tørret fisk
Mange danske landmænd tjener fedt på at eksportere hønsefødder til Kina, og her ligger de lige så fint side om side med kyllingebryst.
Mens det mest mamorerede og benfyldte kød er svimlende dyrt, kan man få dejlige bøffer til ca. 12-15 kr. Et tilbud, Peter ofte benytter sig af!



En skildpadde.
En underlig skildpadde med blødt skjold.
Kineserne elsker mad og går meget op i at tale om den mad, de spiser. Her er et kulturelt punkt, hvor kineserne og vi danskere ligner hinanden meget. En klassisk kinesisk middag foregår gerne ved et stort rundt bord med en roterende glasplade i midten, hvor retter kommer ind løbende, og alle griber til fadet direkte med spisepindene. Risen bliver altid serveret til sidst, da den skal tage den sidste sult, hvis ikke de dyre retter har været nok. I kinesiske retter fokuseres meget på en eller få ingredienser, der er gjort rigtig velsmagende. Man bestiller ofte en aubergineret, en kålsret, en ret med en slags kød, en ret med en fisk osv. Og så er der ikke rigtig tradition for desserter, så er det ned med et glas baijiu (kinesisk brændevin) i stedet.

Madtraditioner
Der findes 4 hovedtraditioner inden for madkulturen i Kina, som tager sit udspring i 4 forskellige provinser: Hunan, Sichuan, Cantonesee og Dongbei (Nordøst). Sichuan mad er den stærkeste, her anses chili som en grøntsag og ikke som et krydderi. Hunan er også kende for det meget spicy køkken, mens Cantonese er det sydkinesiske område, hvor sursød sovsen har sin oprindelse. Dongbei food, som ligger i den om vinteren meget kolde del af Kina, er kendetegnet ved meget olieret, salt mad og gryderetter i meget store portioner. Derudover har hver eneste by og provins sine egne retter og måder at bruge krydderier, saucer og ingredienser på i henhold til klimaet, landbrugstraditionen mm. akkurat lige som i Europa.

Her i Shanghai er jaozi - dumplings (eller kinesisk ravioli, som det nogengange oversættes) den helt store maddille. Særligt udgaven med suppe inden i - xiao long bao. Der findes sågar en talemåde i byen, der lyder: "ni mei chi xiao long bao, jiu mei you qu guo Shanghai" = "har du ikke spist xiao long bao, har du ikke været i Shanghai".
Xiao long bao laves ved i hånden at rulle små dej cirkler ud, som fyldes og samles i toppen, som en slags pose. De dampes i den klassiske bambuskurv, som de også serveres i.
Dumplings, jiaozi, ligner til forveksling ravioli, men laves også i bambuskurven, hvor de dampes i stedet for at blive kogt. Den klassiske dumpling er lavet med svinekødsfyld.
Hvor der er mennesker, er der mad
Der er mange mennesker i Kina, og mange munde at mætte. Kineserne bruger meget af hverdagen ude i gadebilledet, og det er også herfra de skaffer både morgens, middag-, aften- og natmad. Overalt er der madboder, gadekøkkener med damp bambuskurve, en stegepande, en wok eller et kogende gryde, hvor kineserne kan få et måltid mad for under 10 kr. Som udlænding skal man være lidt påpasselig med at spise der, da det ikke altid er helt afklaret, hvad kvaliteten af råvarer, olie og kogevand er, men maden er som regel yderst velsmagende.

Især morgenmaden spises fra gadekøknerne. Baozi - dampede fyldte boller - og Dianbing - en slags pandekage med æg og fyld - er klassisk morgenmad for kineserne på farten. På min vej til kinesisk kursus hver dag, kom jeg forbi disse boder, så her kan I se, hvordan det foregår:

Dianbing
 
Ovenpå dej og æg kommet forårsløg, pølse og krydderier.
Og så er den klar til at komme i en lille plastpose og blive spise på vejen til arbejde.
Baozi

Priserne er jo forsvindende små, med en baozi til under 1kr, Kunsten er lige at få bestilt den rigtige slags, hvis man ikke kan tegnene. Grøntsags baozi med tofu og en slags dampet kål, kan virkelig anbefales.

Selv om der er mange underlige ting på menukortet i Kina, så er det - selv for en vegetar - en fantastisk madkultur at gå på opdagelse i. Næste skridt bliver at få gang i bambus dampindsatsen, wok'en og saucerne i mit hjemlige køkken. Det må blive et nytårsfortsæt at give mig i kast med hjemmelavet kinesisk mad. Velbekomme!

fredag den 3. december 2010

Jobs man kun finder i Kina

Jeg har længe gået og samlet eksempler til dette indlæg, for sandt at sige så er der et hav af gode eksempler på jobs i dette land, der aldrig var blevet ansat en dansker i. Som jeg har nævnt tidligere her på bloggen, så slører det desværre mit blik, jo længere jeg har boet her, og de underlige bud på jobproffesioner bliver hverdag. Så længe jeg stadig undrer mig, er det derfor på tide at komme med liste so far. Dem af jer, der kommer forbi byen i det nye år vil sikkert se flere eksempler, jeg allerede er blevet blind for.

Paraplyindpakkeren
Jeg har hørt, at det i Shanghai regner 4 gange så meget om i København. Det bliver jo til en del regn i løbet af året. Men som fodfænger i en regnvejsramt storby, skal man ej frygte. For når regnen siler ned, så står der personale klar ved indgangene til de store shoppingmalls. De folder en plasticpose ud og putter din paraply derned i. Servicebegrebet herovre når helt andre dimensioner. Ved alle andre butikker må vi nøjes med en smart maskine, det monterer plastposen på paraplyen eller en slags garderobe anordning, hvor paraplyen kan låses fast mens mand handler eksempelvis i supermarkedet.
Her er det fra vores tur herover i februar, hvor Peter lige får paraplyen låst fast mens vores ejendomsagent ikke er helt tilfreds med at blive taget billede af.
Den offentlige rulletrappeuddanner
Jeg mener, jeg tidligere her på bloggen har vist billedet nedenfor, af det jeg har valgt at kalde den offentlige rulletrappeuddanner. Men ingen liste uden hende. Hver weekend står hun og de andre i hendes fag klar ved samtlige rulletrappenedgange på de større metrostationer i Shanghai for at uddanne os indbyggere i, hvordan vi angriber rulletrappen på korrekt vis. Med 13 metrolinier, omk. 5-7 stop per linie inden for området downtown Shanghai og dertil 3-4 rulletrappenedgange per station, ja så er det en del arbejdskraft, der går til dette fag.
Hårvaskeren
At komme til frisøren her i byen er en omstændig affære. Det tager ca. 1½ time for en almindelig klipning til ca. 50-80 kr., og involverer en yderst grundig hårvask, der tager en times tid. Når man komme ind til frisøren, står der 2 piger klar i døren til at tage imod en. Hele dagen står de der og spejder efter kunder. De følger én hen til stolen, tager imod ordre og begynder nænsomt at vaske ens hår, mens man sidder i stolen. Efter ca. en halv time kommer turen til skyllestationen, hvor de igen tilbringer en halv time, inden vi er klar til, at frisøren kan komme igang med arbejdet. Indtil videre har jeg kun oplevet mandlige frisører her i byen - her er det pigerne, der agerer hårvaskere og intet andet.

Manden med Føtexlågen
Vores compound er stærkt bevogtet af personale. Ved alle indgange til bygningerne står en vagt 24 timer i døgnet bag sin pult og hilser pænt. Kommer man hjem med en taxa fuld af indkøbsposer, skal have bestilt en taxa eller leveret drikkevand, så liver de helt op over at der endelig er en opgave. Ved alle ind- og udgange er der også godt med personale, der bevogter bomme, tjekker gæster og prajer taxaer. Ved udgangen tæt på vores bygning, hvor man kun kan komme igennem som forgænger, står døgnet rundt en mand og bevogter den Føtexlåge, der åbner og lukker, for at vi kan komme ind og ud. Skal man ind, aktiveres lågen med vores adgangskort til bygningen. Denne mands eneste funktion er således at bevogte lågen, hilse pænt på beboerne og trykke på knappen, der åbner lågen, hvis nu man skulle risikere at have glemt sit kort. Og her kommer udfordringen. Lågerne sætter sig nemlig nogen gange fast, og så ser man ellers en panisk kineser trykke fuldstændig febrilsk på knappen - uden resultat. Oplevelsen af nederlag på den eneste tekniske arbejdsmæssige funktion, han besidder, lyser ud af ansigtet på ham. Den var en af de uheldige arbejdsdage ved Føtexlågen.

Madbæreren
Alt i Kina er meget hierarkisk opdelt, som ved frisøren. Når man træder ind på en restaurant eller i en forretning, er det meget tydeligt, at der er helt specifikke roller til hver medarbejder. Det er så den plads, den funktion i hierarkiet, man skal udfylde. På nogen restauranter er tjenerrollen opdelt i helt op til 4 funktioner: 1. ham der viser dig hen til bordet, 2. ham der tager imod ordre, 3. ham der bringer dig maden fra køkkenet og 4. ham der håndterer pengene. Et sådant hierarki gør sig også gældende i almindelige tøjbutikker. Det kan give nogle ret finurlige episoder, som når nr. 3 således kommer ind med maden på en bakke, og det er meget tydeligt, han ikke må sætte den på bordet til os, og derfor spejder febrilsk efter nr. 2, der skal komme og sætte maden på bordet. Bare fordi der er mange folk ansat, betyder det langt fra større effektivitet!

Sælger af Guds nåde

Til sidst kommer så gadesælgerne. De pryder gadebilledet overalt med deres boder på fortovet, på laddet af en cykel eller vogn eller gående med diverse salgsvarer i lommerne. Der er ikke den ting, der ikke kan sælges i Kina, eller som man ikke kan lave en forretning ud af. Nedenfor er lidt eksempler på nogen af de skønne episoder, jeg er kommet forbi i løbet af mine ture rundt i byen. Lad det være den foreløbige slutningen på mine bud på, jobs man kun finder i Kina.
Den kære kartoffelsælger, der står lige uden for vores compound. Nu har han fundet den tykke vinterfrakke frem og står og luner sig lidt ved de bagte kartofler, han sælger.
Her er sælgeren af isblokke til afkøling af fisk, kød og drikkevarerne på de store markeder ved at forhandle om prisen på en blok is. Jeg håber da, han har aftaler med kunderne på forhånd, ellers er salgsvaren da forsvundet inden den er solgt!
Så kom der lige et ladfuld klementin trillende en aften i French Consession.
Den her salgsvogn holdt ligepludselig uden for vores compound en dag. Efter sigende skulle det være en reklamevogn for noget sportstøj. Så er man da ikke i tvivl om, hvilket land man er endt i.