fredag den 14. januar 2011

Selv en kanariefugl kan blive ensom

Det kinesiske folk har gennem historien altid haft en stærk overbevisning om vigtigheden af at leve i pagt med naturen. I en moderne tidsalder bliver denne overbevisning dog gang på gang udfordret af ønsket om teknologisk fremskridt og evnen til at kunne kontrollere naturen. Mange mener endda, at forholdet til naturen som hjørnesten i den kinesiske kultur er ved at forsvinde mere og mere. I en storby som Shanghai kan det synes svært for indbyggerne at leve i pagt med en natur, som er så forholdsvist lidt tilstede i byrummet, som den er. Selv om resten af Kina byder på masser af natur med byer og samfund, hvor kineserne i langt højere grad er afhængig af at leve i pagt med naturen, ja så er det ikke ligefrem det billede af Kina, man får ved en gåtur i Shanghai.

Alligevel findes der små eksempler i bylivet på, hvordan det stærke bånd til naturen udleves i praksis her. Ofte når jeg har gået rundt i forskellige af Shanghais parker, har jeg undret mig over, at så mange folk havde deres fugle til salg i parkerne. Eller det var i hvert fald min første fortolkning af det syn, der mødte mig i parkerne, af små træfuglebure med enkelte fugle i, der hang rundt i buske og træer i parken. Jeg så dog aldrig nogen potentielle købere kigge på fuglene og ej heller nogen forhandling om pris. Det viser sig, at min fortolkning var helt forkert, da fuglene her ikke er til salg. De er ude for at blive luftet, som andre kæledyr.
Fuxing Park, hvor der luftes fugle.
Rigtig mange kinesere holder en enkelt fugl i bur som "kæledyr" og som selskab, og samtidig er det at holde fugl et vidnesbyrd netop på det tætte forhold med naturen på trods en tilværelse i storbyen. Af respekt for fuglens behov, bliver fuglene således bragt til byens parker, for at de ikke skal blive ensomme i deres bure i en lille lejlighed. Om formiddagen i Shanghai's gader kan man således se repræsentanter af den ældre del af befolkningen gå rundt med deres små træ fuglebure tildækket med et mørkt klæde på vej til den nærmeste park for at mødes med andre ældre, der også har medbragt fugle. Mens mændene snakker på bænken socialisere fuglene kvidrende på tværs af burene.

Jeg synes, det er en fantastisk tradition, der både gavner fuglen, ejeren og fastholdelsen af naturelementet i den traditionelle kultur. Det er et af de skjulte eksempler på, hvordan den kinesiske kultur er tilstede i Shanghai, selv om det billede af byen, der møder en i hverdagen er skyskrabere, moderne infrastruktur og stadig færre kulturelle bygninger og andre symboler.
Nu vi er ved forholdet til naturen, så skulle I da lige have dette billede med. Tja, om dette kan kaldes en anden form for at leve i pagt med naturen, vil jeg lade stå hen i det uvisse. Men i en gade kun 50 meter væk fra Shanghais store shoppinggade Nanjing Road holder de i hvert fald høns! Den kinesiske kultur har mange ansigter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar