mandag den 17. januar 2011

Snemand Frost og Frøken Tø i Harbin

Shanghai har i denne weekend oplevet de koldeste grader i år med ned til minus 4 grader. Da vi landede i lufthavnen i går midnat efter en fantastisk weekend i Harbin, var det det alligevel som at komme hjem til "varmen"  efter 2 dage i -18 til -33 grader.

Sammen med nogle af Peters kolleger tog vi fredag eftermiddag på weekendtur til hovedstaden i Kinas nordligste provins Heilongjiang, som ligger lige syd for Sibirien i Rusland. Selv om Harbin ligger på breddegrad med Nordtyskland bliver der her om vinteren ned til minus 35 grader, da vindene fra Sibirien blæser ned over provinsen. Byen har derfor gennem de sidste 12 år hvert år i januar og februar etableret en Snow and Ice Festival med sne- og isskulpturer samt forvandlet det meste af byen til et islandskab, som trækker turister fra hele verden. En helt igennem unik og kold oplevelse. Og for at gøre oplevelsen endnu mere ekstrem, så startede vores guide lørdag morgen ud med at fortælle, at dagen var den koldeste i Harbin denne vinter med -23 grader om dagen og -33 efter solnedgang kl. 16.00! Med lag-på-lag teknikken praktiseret på alt fra fødder til hoveder var vi klar til at gå på opdagelse i islandskabet.
Steminingsbillede fra en frostkold formiddag i Harbin
En brat opvågning
Hvis ikke det at træde ud fra hotellets varme i -23 grader var en brat opvågning, så skal jeg da love for vi fik det, ved dagens første stop på programmet. Harbin var i 1920'erne og 1930'erne hjem for et stort russisk-jødisk mindretal, som har påvirket byen i mange retninger både kulturelt, arkitektonisk og kulinarisk. Selv om det russiske mindretal i byen i dag er forsvindende lille, er Harbin stadig en by med mange religiøsiteter, og dagens første stop var ved byens moske.
Moske i Harbin.
Som vi står der og betragter bygningen, kører en ganske almindelig personbil op foran moskeen, åbner bagagerummet fyldt med levende høns, og et par mænd begynder at kaste hønsene ud på fortovet. Minuttet efter går så en halal slagtning af høns igang foran moskeen, lige som vi står der. Det var mildest talt en bizar oplevelse af se halvt levende, halvt døde høns ligge i kulden med halsen skåret over og kæmpe de sidste sekunder af deres liv. Da Peter førte kameraet, kom der er par billeder ud af det, men vegetaren kryber stille uden om bag bilerne i højre side af billedet!
Der var også andre denne lørdag, der fik en brat opvågning. Harbin er delt af floden Songhua, hvor der om vinteren ligger ½ meter tykt is. Floden bruges således af både biler og mennesker som transportvej over til den anden bred af byen. Et sted på floden bliver der dog dagligt hakket i isen for at holde et lille bassin åbent for byens vintersvømmere. Vi fik lejlighed til at kigge med, da de 20 friske Harbin beboere af kinesisk og russisk nationalitet tog en morgendukkert i det kolde vand.
Selv udspringstårnene var lavet af is direkte ude på floden, hvor vi også stod på isen og så til. Svømmerne hopper i med sko og handsker på, da de ellers vil fryse fast til isen, når de kommer op af vandet i luftens -23 grader.
Svømmerne nød publikums hyldest, som var det de olympiske lege, vi var vidne til.
Dagen bød også på en lille gåtur i byen forbi den smukke russiske katedral St. Sophia bygget i 1907.
Sneskulpturer
Efter en dejlig frokost, hvor vi fik traditionel kinesisk mad fra området kaldet "Dongbei / 东北" (= nordøst), gik turen til en park, der om vinteren er forvandlet til sneskulpturpark. Jeg var meget imponeret over, hvor kunstnerisk udført mange af skulpturerne var, og hvor kæmpestore de var.
Disney i en frossen udgave. Detaljerne var imponerende.
Her går kunstnerne stadig og arbejder på en kæmpe skulptur.
Parken havde en afdeling med en kinesisk skulptur konkurrence og en international. Over 100 deltagere fra 14 lande konkurrerede. Alle havde fået en blok sne på ca. 3x3 meter, og så var der ellers dømt frit spil i udtryk og kreativitet. Her er nogen af resultaterne:
Fra den kinesiske konkurrence
Jeg var ret vild med den finske "Roll it".
Den thailandske imponerede os virkelig med nøjagtigheden i detaljer. Vanvittigt at man kan lave dette i sne. 
Førstepræmien i den internationale konkurrence gik til det russiske hold med denne skulptur "Everlasting bloom"
Venus fra havet i en "kold" fortolkning.
Temaet for årets festival var "Fairytale land", så eksempler fra både vestlige og kinesiske eventyr var at finde flere steder i parken.
Lille mig i sammenligning med den kæmpe is skulptur.
Endnu en fantastisk detaljeret drage.
En verden af is
Som mørket faldt på satte LED lysene igang i isskulpturene rundt i byen og forvandlede byen til det klassiske kinesiske lyshav. På de følgende billeder er det syn, der mødte os i Ice and Snow World. En lille by fyldt med store arkitektoniske is værker, slotte, Buddhafigurer, ruchebaner af is og eventyrfigurer. Temperaturen nærmede sig 35 minusgrader, så de 2 timer i parken blev afbrudt af et par pitstop med varm cacao, både så vores tæer og ikke mindst de hårdt prøvede og dybfrosne kameraer kunne tø lidt op igen.
Indgangspartiet til Harbin Ice and Snow World.
De første skulpturer, der mødte os i parken var den lokale øl, som de er meget stolte over, lavet i is, og (selvfølgelig) den lille havfrue i en frossen udgave.
På det her tidspunkt af dagen var mine tær bundfrosne, så en omgang issøjle kram var ingen sag.
At se de store is slotte var som at blive taget ind i eventyret, hvor snedronningen bor. Det var fantastisk. Og de ekstreme minusgrader gjorde bare oplevelsen endnu mere vild.
Og til vindmøllefolket var der da også lige en is vindmølle. Vingerne kørte dog ikke rundt.
Bundfrossen efter 8 timers oplevelser i vinterlandet.
Dyr på menuen
Weekenden bød også på en tur i en Sibirisk Tiger park, hvor de opdrætter flere hundrede tigere for at holde gang i den ellers forsvindende lille bestand. Her var der indkøbt levende fasaner og høns, som blev sluppet fri til middagsmadjagt for tigerne. Ja, det blev virkelig en udfordrende weekend for vegetaren!

Med en stadig levende fasan i gabet slentrer tigeren hen for at finde madro.
En helt hvid sibirisk tiger.
"Menukortet" turister kan vælge imellem, når der skal købes foder til tigerne. For 2000 yuan (ca. 1700 kr.) kan man simpelthen købe en ko og slippe fri for de sultne dyr, mens man ivrigt kigger til!
Alt i alt en ekstrem weekend på mange fronter. Nu har jeg aldrig været på skiferie, så for mig var det ret vildt at opleve så voldsomme kuldegrader og ligefrem at skulle gå rundt som turist udenfor. Måske man næste år skulle prøve en skiferie i Nordkina. Men nu venter først og fremmest varmen på Filippinerne forude. Vi skifter 60 grader og hilser 30 plusgrader velkommen om 14 dage.
Frosne buske i Harbin.
En af is skulpturerne inde i byen, hvor sneen er blandet op med maling, inden den fryser til is.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar