lørdag den 12. marts 2011

Tsunami i Japan

Vi sidder her lørdag morgen og kigger på de skrækkelige billeder fra BCC og CNN af tsunamien i Japan. Det er som om, katastrofen kommer lidt tætttere ind på livet af os, nu vi bor så tæt på der, hvor skaderne er sket. Vores tanker går tilbage til vores ferie i Japan i oktober, og det er svært at forstå, at det er det samme land, vi ser disse billeder fra.

Her i Shanghai har vi ikke mærket noget til jordskælvet i går, da vi ligger for langt sydpå i forhold til epicentret. Men efter sigende skulle de i Beijing have mærket det.

Vi bor i et compound med ca. 60% japanere, så det er virkelig en underlig fornemmelse at sidde her foran TV'et og vide, at i alle compoundets lejligheder sidder folk klinet til skærmen og kigger med, for at høre nyt om deres land og deres familie og venner i landet.

søndag den 6. marts 2011

Kina versus USA

Tiden flyver afsted med skønne besøg hjemme fra Danmark, så beklager at bloggen har været lidt forladt den sidste tid. Jeg er snart tilbage med flere historier fra livet i Shanghai. Indtil da er her lige en sjov kommentar til forholdet mellem Kina og USA. Videolinket er taget fra The Colbert Report:

The Colbert ReportMon - Thurs 11:30pm / 10:30c
Evan Osnos
www.colbertnation.com
Colbert Report Full EpisodesPolitical Humor & Satire BlogVideo Archive


Og hvis man vælger at tolke på symboler, så siger det her billede, jeg fangede i en smal gyde i Shanghais Old Town, en hel del om, hvor meget betydning USA's nationalsymbol tillæges af de almindelige kinesere.
Her er "Stars and Stripes" praktisk anvendt som tildækning af en aircon.

søndag den 13. februar 2011

Videooplevelser fra Shanghai

Her kommer lige et par videoer lavet i Shanghai, som jeg har fundet på vimeo.com.

Først en fin lille video fra vores hjemby her i Shanghai, der giver en oplevelse af, hvordan trafikken flyder som vand. Tilsat lidt klassiske musik virker det jo næsten helt kunstnerisk.


Timelapse Shanghai from alvaro bernal alejandre on Vimeo.

Og her en video fra en tur rundt i byen blandt andet set fra en taxatur, for dem, der ikke har oplevet livet i Shanghai set fra gadeniveau.

Shanghai 2011 from steven delcourt on Vimeo.

lørdag den 12. februar 2011

Palawan: På tur i dyreriget

Vi er nået til sidste rejseberetning fra vores ferie på Filippinerne. De sidste timer af ferien fordrives her i Manila Lufthavn, som ikke ligefrem er det mest inspirerende sted. Så efter indbakken er besvaret og Facebook er tjekket, så er det vist på tide at få berettet om vores sidste 4 dage på øen Palawan.

Puerto Princesa: Midt i en fiskestime
D. 7. februar stod vi op før solen i palmeparadiset på Anda for at tage med hurtigfærge fra Tagbilaran til Cebu. Her gik nemlig et fly til "hovedstaden" på Palawan, Puerto Princesa. Imod al vant rejsestil for os begge, havde vi ikke endnu nogen flybillet til Palawan eller overnatning i Puerto Princesa. Så for første gang rejste vi med planlægning on-the-go, hvilket særligt Ingeniøren ikke var helt tryg ved. Men der var plads på flyvet, og efter et par forgæves forsøg ved de bedst anbefalede overnatningsmuligheder fra Lonely Planet, endte vi med at tjekke in på Paradise Hotel for to nætter. Ud over navnet, var det dog ikke meget der mindede om Paradise Hotel fra TV3, men en seng var det vigtigste, og til 100,- pr. nat for et dobbeltværelse var det lige til at klare.
Selv lagnerne var inprintet - ingen tvivl om at vi var landet på Paradise Hotel
Byen kirke. Det filippinske folk er meget religiøse og overalt ser man kirker som denne i meget pompøs forstand, men også mindre bambusskure som agerer kirke.
Doktor Jesus! Jo tak. 
Vi kom blandt andet forbi byens marked, hvor der her blev solgt æg. De lilla æg skulle vist være syltet i salt.
Og masser af friske grøntsager.
Vi brugte vores første dag på at gå på opdagelse i byen, hvilket bød på mødet med en fantastisk vegetarisk restaurant, der virkelig levede den vegetariske filosofi helt ud. Filippinerne er naturligt nok et land, der hylder havets glæder og ellers kød, så for mig var det en fest at komme til et menukort fyldt at spændende valgmuligheder. Som ekstra dimension har jeg på ferien læst Jonathan Saffran Foer’s bog ”Eating Animals”, så min filosofi omkring at være vegetar har virkelig fået en omgang ekstra argumenter. Det har været helt rart at se de søde små grise, køer og gedekid, som de fattige familier holder i baghaverne rundt om på Filippinerne og se, at der rundt i verden stadig er dyr, der behandles godt.
Nå, men vi endte i hvert fald med at spise både morgenmad, frokost og aftensmad på skønne Ima’s Vegetarian Restaurant.

Ø hop
Det, der egentlig bragte os til Puerto Princesa, var en tur med Island Hopping i Honda Bay, som i Lonely Planet sammenlignes med Det Caribiske Øhav. I en lille båd blev vi guidet rundt til to øer samt et stop med fantastisk koralrev ude i bugten. Her blev der rig mulighed for at prøve endnu mere snorkling, og denne gang var der helt vildt mange fisk. Vi så os selv ligge i en regulær fiskestime på flere tusind fisk, svømme med fisk på størrelse med en god nytårstorsk og blive angrebet af en lille hidsig fisk, dog uden tænder. Sidstnævnte forsøgte i et modigt forsøg at hægte sig fast i min bikini, men blev nok forskrækket over det overraskende grin jeg stak i ved at føle en fisk ligge og vrikke på mit lår! Hvis ikke vi var vilde med snorkling allerede, så var vi da ellevilde nu.
Peter i hopla over det skønne vejr på "Snake Island". Vand til begge tider  på den lille slangeformede ø.
Dagen startede med lidt truende vejr, men det kom der nu også et ret flot billede ud af.
Med endnu en Nemo nærkontakt var det tid til mere palmestrand, hvor Peter i bedste ”sugerdaddy” stil besluttede sig for at booke endnu et luksus ressort lige ned til stranden i Sabang. Men først skulle vi derop med jeepney.

En tur med den offentlige transport
Nu har vi efterhånden kørt med de filippinske jeepneys en del gang på denne ferie, men jeg her ikke fået beskrevet, hvilken oplevelse det indebærer at tage på tur med den offentlige transport her. 
Klar til jeepneytur på forsædet
Vores tur frem og tilbage til Sabang på tre timer hver vej, er et meget godt eksempel. Vi kom til St. Jose busterminal i Puerto Princesa i ret god tid - 1½ time før afgang. Vi blev hurtigt vist hen til jeepney'en mod Sabang, hvor vi fik den ære, at blive tildelt forsæderne. Top fedt, tænkte vi, så kan vi jo se alt den smukke natur på vejen derop. Da bussen endelig satte afsted, kom vi dog på andre tanker, da vi sad placeret lige oven på moteren og op ad båthornet, som tilsammen var ved at tage min hørelse fra mig. Chaufføren havde desuden besluttet, at vi i det gode vejr skulle køre med forruden oppe, hvilket med ca. 80km i timen på bjergveje resulterede i en ufrivillig permanent af tilbagestrøget hår samt en ansigtsløftning.
Vind i håret! 
Nå, men inden vi kom afsted fra busterminalen, var vi vidne til noget at et puslespil. Som ventetiden gik, kom flere og flere folk til med mere og mere bagage eller varer, der skulle transporteres til Sabang. Vi sad inden for og så til på alt det, der blev slæbt op på taget af jeepney'en i forundring over, hvor mange ting de kunne blive ved med at finde plads til. Ved afgang havde vi således foruden passagerernes bagage fået plads til byggematerialer, tre kæmpe bakker æg, en vaskemaskine, flere kasser med sodavand, poser med ris og vel omkring 15 ekstra passagerer på taget foruden os ca. 30 inde i jeepney’en. Afsted det gik i fuld fart, i skarpe sving og på grusvej.
Læg mærke til lasten på taget. Her holder vi pause, så mange af passagererne er hoppet af taget for at få sig en snack.
Som passager med offentlig transport har man sagt ja til en tur, der ikke ligefrem er den direkte vej eller den hurtigste fra A til B. Til gengæld fik vi fra forsædet mulighed for at se, hvordan teamet på jeepney’en elegant kravlede rundt på taget og siderne for at sende varerne ned til aflevering på de forskellige destinationer på vejen. Vi så glæden i øjnene på kvinden, der så sine over 300 æg ankomme hele, og de små børn på vejen, der stod klar til at løbe i armene på mor eller far, der stod af vognen.
"Tjek bremsen" - ja tak! Med alt det ombord var det bare med at have tiltro til bilen ned at de stejle bakker!
Udsigt fra forruden
På turen fik vi rig mulighed for at det se smukke bjerglandskab, vi kørte igennem, samt se, hvordan livet ude på landet leves i hytter bygget af flettede palmeblade. Hvordan de tørres ris ved vejsiden og sælges varer i et utal af små vejboder, der mest af alt ligner nogle gamle forladte redskabsskure.
Her tørres ris ved vejkanten. Det har vi set alle de steder, vi har været, selv op af de store befærdede hovedveje.
Eksempel på en af de bambushytter, langt de fleste filippinere bor i.
Selv om man ankommer til destinationen med øm bag, sovende ben og nedsat hørelse, er en tur gennem landet i jeepney helt sikkert at anbefale.

Sabang: Blandt aber og øgler
Feriens sidste tre dage er gået med afslapning, junglevandring og masser af ture i havet i kystbyen Sabang. 
Ved Sabang Pier med stranden i baggrunden.
Vores hotelværelse lå på første sal med altanen ud til palmestranden, som I kan fornemme.
Mellem bjerge, mangroveskov og underjordiske grotter ligger den lille kystby Sabang, tre timer nordvest for Puerto Princesa. Byen består af en lang strand, hvor alle hotellerne og bambushytterne ligger, og her tjekkede vi ind i et ottekantet værelse med terrasse lige ned til stranden. I modsætning til Anda, var havet her mere, noget vi kender fra Vesterhavet med masser af bølger, dog med superklart vand på ca. 22 grader.
Så er der kokosjuice i egen nød til at køle af i solbadningen!
Solnedgang fra terrassen.
Ud af de 3 dage tilbragte vi 2½ med dasen ved stranden, i hængekøjer og gåture i solnedgangen. Den sidste halve dag tog vi på oplevelse. Vi startede med en mangrove kanotur, hvor vores guide, ”Lady Mangrove”, sang selvkomponerede sange på både filippinsk og engelsk, mens hun fortalte om mangrovens liv og sejlede os tæt på Kingfisher fugle og slanger. Heraf en lille klapperslange!
"Lady Mangrove" med den skønne stemme og flettede banbushat.
De vildt rødder i mangroveskoven. Der var et fantastisk lydunivers på turen med helt stilhed bortset fra fuglene.
Et stk. giftig slange. Klapperslangen fik vi desværre ikke et billede af.
Udmundingen af mangrovefloden lignede noget fra "The Beach"

Derfra gik vi på tre timers junglevandring, der startede godt ud med, at jeg blev overrasket af en meter lang varan ved et toilet ude midt i skoven! Så var jungleturen ligesom i gang, og på de 3 timer så vi massevis af aber, sommerfugle og anderledes planter. Når man som os er vant til at vandre i bjerge eller fjelde, var det en meget anderledes oplevelse at vandre kampsvedende i den høje luftfugtighed, hele tiden på udkig efter underlige dyr eller insekter.

På rangerstationen midt i nationalparken var en familie beskæftiget med at vaske alle redningsvestene fra turisterne. Men ham her tog sig vist bare en slapper i varmen.
Så var der lige en abe! Vildt syret at se dem i deres naturlige omgivelser.
Og en fin sommerfugl. Her gik kameraet desværre død for strøm, så vi har ingen billeder af grotten.
Vores destination var den underjordiske grotte, hvor vi kom på sejltur 1,5km ind i den ca. 8km lange grotte – Filippinernes længste. I Sagada vandrede vi jo i den dybeste grotte, så vi må siges at være dækket ind på grottefronten nu. Vi sejlede ud mod grottens åbning igen for at blive mødt af en kæmpe regnbyge, så grotteturen blev lige forlænget med at ligge i læ for regnen. Ren hygge.

Kuldechokket venter
Aftentur i bølgerne.
To ugers ferie er det længste vi endnu har været på – tilpas lang tid til at komme helt og aldeles væk fra hverdagen i Shanghai og med fare for, at blive hængende for lige at tage en palmestrand og en oplevelse mere. Filippinerne er helt sikkert et land, vi godt kunne tage på opdagelse i igen. Alle de mange øer har meget forskelligt at byde på, og det er et fantastisk nemt land at rejse i, da alle taler godt engelsk.
Endnu en betagende solnedgang.
Men nu er det hjem til hverdagen og kuldechokket på 3 grader i Shanghai. Heldigvis er vi tanket op på frisk luft, solbrun hud og massevis af billeder fysisk og mentalt. Så må vi se, hvor de næste rejseplaner bringer os hen. Først og fremmest venter besøg af to hold veninder, så tourguiden må hjem og finde de kinesiske gloser frem igen.
Et sidste farvel til den smukke udsigt inden turen går tilbage mod Shanghai.

mandag den 7. februar 2011

Anda: Postkort paradiset tilført 90'er rock

Inden du læser dette blogindlæg, må jeg komme med en advarsel. Indlægget vil indeholde billeder af stærkt misundelsesværdig karakter. Men hvis du er træt af sne, sjap og vinterkulden hjemme i DK, så kan jeg her tilbyde en dejlig lille virkelighedsflugt til Anda på Bohol i Filippinerne – et sted hvor alle vores billeder pludselig kom til at ligne postkort.
Stranden tilhørende resortet.
Solnedgang over stranden.
Ren tøsehygge. Jeg tror ikke rigtig nogen af os fattede, hvor langt væk fra Shanghais larm og smog vi pludselig var.
Vi havde planlagt at mødes i Anda med mine to danske veninder fra Shanghai, Line og AK. Inden afrejsen var vi alle enige om at gå hele vejen med luksus. Så der var bestilt værelse på resortet Anda White Beach Resort, og jeg skal love for, navnet ikke lovede for meget. Dette var synet, der mødte os, da vi trådte ind af døren med en frisk kokosnød i hånden:
Udsigten fra hovedindgangen, igennem restauranten og ned mod pool, strand og hav så langt øjet rækker.
Afslapning ved poolen
Jumping joy i solnedgang.
Fra dette øjeblik tror jeg, vi alle gik i dvale. Al fornemmelse af tid, sted og forpligtelser forsvandt, og vi har i fire dage levet i en tidslomme af palmetræer, sandstrande, snorkling og iskolde Pina Coladas ved poolkanten. Nå ja, og for lige at toppe luksusfornemmelsen, så blev det også lige til at par gange massage i solsengen. Jeg tror, Peters ord, efter et par dage, rammer følelsen meget godt: ”Det bliver virkelig svært at tage på ferie et andet sted efter det her.” 

Strandløven på morgentur
Resortet havde vel i alt omkring 20 gæster og lå helt isoleret ned til stranden. Der var en ubeskrivelig afslappet stemning, selv al personalet opretholdt et overdådigt serviceniveau i det mest afslappende tempo og toneleje, det fik alt til at føles som balsam for sjælen. Vi blev som en helt lille familie, hvor mor ”Jane” tog sig af os, som var vi hendes børn.
Når man kiggede til begge sider ned langs stranden, var der kun de lokale beboere at se travlt optagede at dagens fangst.

”Ta’ bananen Finn, ta’ bananen” (Citat Jydekompaniet)
Vi fik dog taget os sammen til at tage en turisttur rundt på Bohol, selvfølgelig fuldt arrangeret at resortet, så vi ikke skulle overveje andet end at sætte vækkeuret og sætte os i en vores tourvan. Bohol er, udover strandene, kendt for de såkaldte ”Chocolate Hills”, 1268 ens bakker så langt øjet rækker. Et ret specielt naturfænomen, der efter sigende skulle være skabt af koralrev i undergrunden, der arbejder sig op gennem landskabet.
Peter i chokoladebakkerne.
Frokosten blev indtaget i bedste Hr-og-Fru-Danmark-på-Mallorca-stil på en restaurantbåd med buffet og en herre på keybord, der spillede en filippinsk version af suppe, steg og is repetoiret. Turen var nu smuk med bananpalmer og nærmest jungleagtig stemning.
Udsigt fra restaurantbåden på Loboc floden.
Vi vil nok erklære Loboc River Cruise en anelse over markedsført, når de ligefrem kalder sig "Bursting with exitement".
Turistturen bød også på nærkontakt med de små underlige Grimlingslignende aber, Tarsier, og denne herlige fætter.
Ubehagelig stor edderkop. Her kom zoomlinsen virkelig til sin ret!
En underlig abe, på størrelse med en knyttet hånd.
Under hele turen var vi akkompanieret af vores chaufførs udsøgte musikvalg, der bød på alle de bedste klassikere inden for 90’er rock, krydret med The Best of Michael Learns To Rock, bare lige for at minde os om, at vi altså stadig er i Asien.
Hvis ikke det var for musikken, så afslørede bamserne i forruden da, at vi stadig var i Asien.

Nemo er fundet
Lørdag aften fejrede vi Lines fødselsdag, hvilket indebar et besøg på nabo resortet, hvor et filippinsk band spillede stranden op med alle de bedste covernumre. Filippinske bands er kendt over hele Kina. Selv i minus 30 grader i Harbin spillede et filippinsk band i baren på hotellet. Så det bliver ikke meget mere originalt med Saturday night out på Filippinerne.
Helt i hopla efter to timers snorkling med Nemo og de andre gutter.
Søndagen blev tilbragt med snorkling langs kysten af Anda. En aktivitet, jeg kan anbefale til et lidt tømmermænds tungt hoved. Det var virkelig en fed oplevelse at plaske rundt i overfladen af koralrevene og være tilskuer til livet under overfladen. Med både klovnefisk, azurblå søstjerner og alverdens småfisk, vi plejer at se hos dyrehandleren, var vi hurtigt fan af snorkling. Selv om jeg måtte se mig slået hjem af middagssolen og vist må balsameres i after sun de næste par dage.
Vores chokoladebrune snorkle guide spejder efter sejlrenden på vej tilbage mod resortet.
Udsigten til Anda kysten fra vores bådtur.
Et afkølende boblebad efter al den motion med snorkling.
Det var ikke en nem afsked med Anda, men vi er på farten igen til vands og i luften med destination Palawan. Den vestligste og mest afsidesliggende af de filippinske øer, hvis sydspids ligger lige over Borneo. Her vil vi tilbringe de sidste 4 dage af ferien med flere oplevelser og lidt mere dosis strand, inden livet i Shanghai venter. Det er nu, der skal tankes max op på varme og frisk luft.

torsdag den 3. februar 2011

Batad: Vandring ind i bjergene og tilbage i tiden

På nuværende tidspunkt skulle vi mene, at vi havde oplevet det ypperste af, hvad heftig bjergkørsel kan præstere. Men på vores tur med Jeepney til den isolerede bjerglandsby Batad, toppede vi alligevel kurven med kørsel i mudderpøle langs 100 meter dybe skrænter. Det var så vildt, at selv chaufføren jublede, da vi nåede til endestationen, hvor de sidste kilometers vandring udgik fra, inden vi ville ankomme til Batad.
Udsigt ned mod destinationen, Batad, som ligger midt i billedet.
Foran os ventede en times vandring ind til byen og yderligere to timer vandring rundt omkring byen mellem rismarker og vandfald. Endnu engang måtte vi se os slået af den smukke natur og den positive befolkning. Her  levet folk livet, nærmest som de altid har gjort, hvor årets gang med arbejdet i rismarkerne styrer hverdagen. Det var som at træde ind i fortiden. Billederne tale for sig selv:
Der var helt jungle fornemmelse over vandreturen ind til Batad, med palmer og vilde bananer langs stien.
Her var synet, der mødte os, da vi ankom til Batad.
Vandfald er og bliver fantastiske! Og endelig med blå himmel og 25 grader efter 2 dages tåge og regn.
Batads risterrasser er bygget på den gammeldags facon med diger anlagt med sten.
Fordi der er varmere her i dalen, end omkring Banaue, var plantningen af årets ris allerede igang.
Klar til sol og strand
Efter 12 timer i natbus fra Banaue til Manila sidder vi nu klar i lufthavnen og venter på, at flyveren skal bringe os mod varmere himmelstrøg på øen Bohol, hvor vi skal bo på resort lige ned til stranden i byen Anda. Et sted der i Lonely Planet beskrives således: "Anda seems to belong to a forgotten time...almost 3km of untouched empty white-sand beach. You might find Anda a little too chilled". Jeg vender tilbage på bloggen, når vi er vendt tilbage til virkeligheden!