onsdag den 2. februar 2011

Banaue, Sagada og Batad: "Living on the edge"

Indtil videres en kandidat til "Feriens Bedste Billede" af tre gamle damer klædt i traditionelt tøj, som Ifugao folket selv farver og væver på traditionel manér.
Selv om vi ikke ligefrem har mærket så meget til varmegraderne endnu heroppe i bjergene, så må vi sande, at oplevelser er der nok af. På vores 3 dage i området omkring Banaue er det blevet til vandring på risterrasse-diger, møder med en venlig lokalbefolkning, heftig bjergkørsel og en tur i en swimmingpool dybt inde i grottelandskabet.
Flere nysgerrige beboere!
Peter fik lige charmet sig ind på lokalbefolkningen. Om det var håret eller pengepungen der gjorde udslaget, lader vi stå hen i det uvisse.
Banaue: Vandring til kanten
Vi erfarede mandag d. 31. januar, at tågerne over risterrasserne ikke rigtig ville give slip og stadig truede med regn, så vi besluttede os for at udforske området omkring Banaue på egen hånd med små ture, så vi hurtigt kunne komme i ly for regnen. Bare en kort gåtur op af hovedvejen og vi var straks betaget af bananpalmer, papayatræer, den utrolig venlige lokalbefolkning, der hilste høfligt og nysgerrigt, når vi kom gående forbi, og de utrolig charmerende, omend meget fattige, huse og deres farverige håndmalede skilte.
Et hyggeligt håndmalet Shell skilt på den lokale tank.
Farverige, fattige huse i Banaue.
Langsomt blev vi indhentet af regnen og måtte søge ly i en lille bod, hvor 3 herlige damer solgte trævarer, lokalbefolkningen, Ifugao, laver i hånden rundt i de små landsbyer i bjergene. De grinte noget af, at vi ikke havde taget paraplyer med, men endte med at tilbyde os at låne Marys paraply, hvis vi lovede at komme tilbage med den. 
Mary var vældig glad og tilfreds, da vi bragte paraplyen sikkert tilbage igen. Bag hende ses eksempler på det udskårne træ, mange af indbyggerne i Banaue er særligt talentfulde i.
Selv som turist herovre kan vi da lige låne lidt hos ”naboen”. Det var en herlig episode at starte dagen på. Så var vi beredte til at begive os mod udsigtspunkterne for risterrasserne og urbefolkningens oprindelige hytter.

En af de originale hygger, lokalbefolkningen bygger og bor de. De bygges på pæle for at undgå, at rotter går i risen, som opbevares på "førstesalen" af hytten. I "stuen" laves mad over bål og soves.
Ud over små udskårne træskulpturer, arbejder lokalbefolkningen også med skulpturer i sten. Her sidder "Laughing Buddha" midt i bjerglandskabet.
Udsigt over Banaue risterrasserne, der forståeligt nok kaldet "Det ottende vidunder".
Risterrasserne i Ifugao er bygget af urbefolkningen ca. 2000 år f.Kr. Det vil sige i en tid uden nogen form for maskiner og værktøjer. Hvordan de har regnet disse sirligt anlagte terrasser ud rent arkitektonisk, er stadig en gåde. Starter man eksempelvis ovenfra, nedefra eller i midten? Risterrasserne er stadig i fuld aktivitet og er opdelt i arealer mellem de forskellige familier, der bor rundt i de mange små bjerglandsbyer.
Vandreturen går ind over markerne på små smalle diger med en fantastisk udsigt.
På et tidspunkt ophørte cementdigerne, så der var dømt Roskilde Festival flash-back . Jeg endte med at vandre i bare tæer i mudderbadet, mens Peter trofast beholde sine Converse på.
Den offroad tur kræver vist en gang skovask!
Helt tilfældigt stødte vi på en anden Mary, der tilbød at guide os en tur igennem terrasselandskabet ned til en af bjerglandsbyerne, Poitan. Den var vi med på, uden vi helt vidste, hvad vi havde sagt ja til. Kort efter hørte den anlagte cementtrappe nemlig op, og vi begav os ud på digerne mellem terrasserne, som for lokalbefolkningen fungerer som et væld af stisystemer mellem landsbyer, marker og endda som skolevej for landsbyernes skolebørn.
Skolebørn på vej hjem fra den lokale skole, beliggende midt imellem rismarkerne.
Vores guide Mary var heldigvis også træt efter vandring op og ned af digerne, så vi følte os ikke helt så meget som nogle utrænede vesterlændinge.
I Poitan "tærskes" hver familie deres ris i en stor morder uden for hytten. Midt i vi står og betragter denne gammeldags arbejdsmetode, modtager hun en SMS. En sjov kontrast til et liv, der på mange måder vidner om en anden tid.  
Andre tager bare en slapper.
Mary fortalte om deres liv i landsbyerne, hvordan de lige nu var ved at reparere diger, rense markerne for ukrudt og spire risaks, så de er klar til at plante om en måneds tid, når sommeren kommer. Fordi der er ret køligt om vinteren i bjergene, kan de kun høste ris en gang om året. Mange steder bruges markerne til grøntsager i de andre perioder af året. Andre steder så vi marker, der netop nu blev høstet, fordi de her bruger kunstgødning og derfor kan høste 2-3 gange om året, noget man ellers kun kan naturligt længere nede i landet.
Her er risaks fra sidste års høst lagt klar i såkaldre "nurseries", særlige områder af rismarkerne, hvor de spirer indtil de er klar til at sætte ud én for én i alle markerne.
Her var høsten godt igang længere nede i bjergene.
Sagada: Højt på bjerget, dybt i grotten
Tirsdag d. 1. februar vågnede vi op til silende regn og et landskab fuldstændig gemt i tåge, så vi besluttede at leje en jeepney med chauffør og køre den 3 timer lange tur op gennem bjergene til byen Sagada, som er en charmerende lille bjerglandsby, der er blevet et foretrukket mål for backpackere. 
Vores skønne jeepney.
Turen derop var alle pengene værd. I 3 timer snoede vi os vej gennem de smukkeste landskaber, og langsomt forsvandt både regn og tåge, så det også blev muligt at få kameraet i brug.
Udsigt langs bjergruten mellem Banaue og Sagada.

Vores destination i Sagada var at opleve byens særlige ritual for begravelse af deres forfædre i form af hængende kister, samt en vandretur dybt ned i bjergenes indre i grotten Sumaging Cave, bedre kendt som ”The Big Cave”. Hængende kister er en særlig måde at vise respekt til de beboere i landsby, der dør meget gamle og har været meget betydningsfulde. Traditionen blev mest brugt før WW2, men så sent som i sidste måned, var en ældre kvinde blevet hængt op i en kiste efter sin død. En gestus hun særligt havde ønsket, og som landsbyen derfor gav hende. Nu om dage begraves eller stilles kisterne i huler, hvoraf vi fik lov at se en af de ældre huler med kister helt fra før år 1900 og frem til 1980’erne.
Ca. midt i billedet lidt til venstre kan I se 3 kister hængende på klippevæggen. Disse kister er fra før WW2.
Og her kister inde i en grotte også fra før WW2. De bliver lagt i grotten, da Filippinerne er meget spirituelle og derfor mener, de onde ånder forsvinder ind i grotten, mens de gode slipper ud af grotten og "lever" blandt befolkningen. Kisterne er så små, da de mener, man skal sendes ind i efterlivet, som man ankom til dette liv, og ligene lægges derofr i fosterstilling i kisterne.
Sumaging Cave
Den grotte, vi efterfølgende skulle ind at vandre i, var dog ikke fyldt med kister, men derimod med vand! Vi fik derfor hurtigt klæde om til kortere benklæder, inden vi med en guide bevæbnet med gaslampe begav os ned i bjergenes indre. Det var en helt speciel oplevelse at vandre inde i en grotte med bare tæer på ”limestone” og ”sandstone” midt mellem indre vandfald, dybe vandhuller og larmende flagermus. 

Det var en vandretur med noget mere bjergklatrende karakter, end vi havde forventet, så der blev praktiseret semi-rappelling, vandring i vand til livet og kravlet gennem små skjulte grottegange. Som vi arbejde os frem i grotten, dukkede der hele tiden nye huler og gange op, som førte os længere ind og rundt i grotten. Undervejs blev der også mulighed for at få en dukkert i en underjordisk swimmingpool. En mulighed som den gamle vinterbader ikke lod gå forbi, selv om vandet i grotten godt nok var ret koldt.
Udenfor på den anden side af grotten kunne vi igen nyde solen og de knap 30 grader for en stund, inden vi begav os den lange snirklede vejtilbage igen gennem bjergene. Denne gang halvvejs i mørke og tæt tåge, med stenskred og bumlede jordveje. Her var vi bogstaveligt talt ”on the edge” og gjorde endnu engang bedste i at lukke øjnene, stole på chaufføren og håbe på det bedste.


Fortællingen om vores sidste dag i bjergene følger...

mandag den 31. januar 2011

Lad rejsen begynde

Efter knap 24 timer på farten, fra vi stod op efter en dejlig "morfar" hjemme i lejligheden, fløj til hovedstanden på Filippinerne, Manila, ved midnatstid, og i 12 timer blev transporteret med diverse lokale transportmidler, ankom vi endelig til Banaue i North Luzon, som er den nordligste del af Filippinerne.
2½ times ventetid på bussen kl 6 om morgenen føles alligevel ikke så lang, når man kan nyde solopgangen i 28 grader.
7 timer op gennem Luzon i bus var virkelig en oplevelse. Vi kørte længere og længere op i de smukkeste bjerglandskaber og var fra busssens vindue vidne til situationer fra hverdagen hos Filippinerne. Bortset fra en vaske ægte 68'er hippie, der med sit lange hår, bandana og spraglede t-shirt så ud til at have levet herude siden '68, var vi de eneste vesterlændinge på hele turen.
En hurtig tur motorcykeltaxa / "tricycle" med Peter bagpå og mig og bagagen i vognen.
De sidste 2½ time blev tilbagelagt i Jeepney, en jeep bus, der er en meget kendt transportform herovre. Vi sad ca. 25 mand + bagage inde i, og op til 14 mand ovenpå i rasende fart på af bjergene.
De sidste 50 kilometer blev tilbagelagt i bælgragende mørke runde i utallige hårnålesving i en af de skønne lokale jeepneys. Her er det med at stole på chaufførens kendskab til vejen og for en stund glemme, hvor små autoværnerne er, og hvor stejle bjergsiderne er. Vi vidste således ikke helt, hvad vi var ankommet til kl. 8 i går aftes.

Og se så, hvad vi stod op til i morges:
Udsigt fra sengen! Tågen letter over de risterasse-klædte bjerge.
Udsigt fra altanen på værelset.
Ikke dårligt med en morgensvømmetur til denne udsigt.
Jeg skal love for, at vores 14 dages ferie på Filippinerne begynder med manér. Forude venter 3 dage i Banaue i området, der er verdenskendt for sine sirligt anlagte risterrasser. Vi er tjekket ind på et hotel, der mest af alt ligner en forvokset bjelkehytte eller et flere hundrede år gammels slot. Indtil videre venter vi på, at tågen over bjergene letter, og så begiver vi os ud i området på de første oplevelser.

Jeg vil undervejs på ferien blogge fra vores forskellige destinationer. Så de næste 14 dage vil "Signes Shanghai" være forvandlet til rejsebloggen "Signes Filippinerne".

torsdag den 20. januar 2011

Et fast greb i hovedafbryderen

Det igangværende statsbesøg i USA, hvor Kinas præsident Hu Jintao har taget den lange rejse til Washington, går vist ikke nogens næse forbi. Det bliver dækket tæt af medier over hele verden. Her i Kina er statsbesøget selvfølgelig også topnyhed. Særligt sammenlignes dette mere pompøse statsbesøg med den mere skrabede udgave, daværende Præsident Bush bød Hu Jintao i 2006. Her var Kina meget skuffet over, at der ikke blev arrangeret en officiel statsmiddag. Det er der rodet bod på denne gang med våbensalut, en modtagelse der er en statsmand værdig og hele turen med gallamiddag. Så kineserne er glade. Amerikanernes gestus ses som et stort bevis på respekt for Hu Jintao og Kina.
Et velkomponeret billede fra ChinaDaily.com.cn der afspejler Kinas storhed og fylde, mens Obama ser til.
"Knas" på skærmen
Men kineserne kan jo ikke styre alt, hvad medierne viser, eller det vil sige, de gør i hvert fald et ihærdigt forsøg. Hver dag herovre oplever vi, hvorden den populært kaldet "The Great Firewall og China" blokerer for mangt og meget på nettet så som facebook, youtube og nogle googlesider. Jeg har dog ikke før i går aftes oplevet, hvordan censuren finder vej til direkte TV. 

Jeg sad og så CNN fra modtagelsen af Præsident Hu, og for at udfylde ventetiden tonede flere forskellige rapportere frem på skærmen med en masse historier, indtil der var noget at vise. På et tidspunkt rapporterede journalisten om de demonstranter, der stod foran Det Hvide Hus og demonstrerede for fritstillelse af Tibet. Så snart Tibet blev nævnt, var der sort skærm her hos mig. Jeg troede først, der var noget galt med forbindelsen, for 2 minutter senere kom billedet fint frem igen. 

Lidt senere omtalte rapporteren katastrofen, der åbenbart var sket ved sidste statsbesøg, hvor en speaker havde præsenteret nationalsangen som "The national anthem of The Republic of China". Det er imidlertid navnet for Taiwan, som Kina mildest talt har et anspændt forhold til. Kina omtales "The Peoples Republic of China". Da Taiwan blev nævnt, kom der sørme udfald på min skærm igen. Her begyndte jeg ligesom at kunne spore et mønster. Gad vist hvor mange mennesker, den kinesiske regering har ansat til døgnet rundt at sidde og overvåge udenlandske TV kanaler med et fast greb i hovedafbryderen, når "upassende" emner bliver omtalt? Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af det, for det føltes så langt ude.

SMS censur
Nu vi er ved censuren, så blev der for nogen uger siden udsendte en liste over "upassende ord", som man fremover kan forvente bliver screenet, når man sender SMS'er over de kinesiske mobilnetværk. Hvis en SMS indeholder én eller flere af disse blacklistede ord, så som playboy, fuck, sex, så vil SMS'en aldrig nå frem til modtageren. En af skribenterne på en af mine yndlingsblogs The Shanghaiist, har dog testet censuren uden at blive fanget. Så måske der er mere skræmmeeffekt end reelt censur over det. Men i det hele taget er konceptet jo ret bizart.

tirsdag den 18. januar 2011

Op med paraplyen - det sner!

I dag var dagen, hvor der kom sne til Shanghai. Hele dagen har sneen dalet stille ned over skyskraberne og efterladt et fint hvidt lag på træer og buske. For at klare "snemasserne", har kineserne væbnet sig med deres yndlingsaccessory  nummer ét - Paraplyen. I Danmark er vi jo helt tabt bag en vogn, når vi kun bruger paraplyen til at komme i læ for efterårsregnen. Produktet har jo mange flere funktioner; som solskærm for de farlige solstråler, der kunne hænde at farve huden en forfærdelig solbrun farve, og nu som skærm for sneen. Med knap 20 millioner mennesker i Shanghai og mange af dem på gader og stræder samtidig, opstår der meget komiske og til tider livsfarlige forgængervilkår.

Men lad os nu lade vinterhyggen sprede sig med den dalende sne, varme op for kaffen og snuppe et stykke nybagt chokoladekage inden dagen går på held. Og hermed en venlig tanke til et oversvømmet Danmark i tø-tid.
Udsigten fra altanen i morges, hvor man måske kan fornemme de fine snefnug, der daler ned.
Dagens vejrmelding på skærmen i compoundet. Her til aften ligger der endnu mere sne, dog intet at sammenligne med mængderne i Vinterdanmark.

mandag den 17. januar 2011

Snemand Frost og Frøken Tø i Harbin

Shanghai har i denne weekend oplevet de koldeste grader i år med ned til minus 4 grader. Da vi landede i lufthavnen i går midnat efter en fantastisk weekend i Harbin, var det det alligevel som at komme hjem til "varmen"  efter 2 dage i -18 til -33 grader.

Sammen med nogle af Peters kolleger tog vi fredag eftermiddag på weekendtur til hovedstaden i Kinas nordligste provins Heilongjiang, som ligger lige syd for Sibirien i Rusland. Selv om Harbin ligger på breddegrad med Nordtyskland bliver der her om vinteren ned til minus 35 grader, da vindene fra Sibirien blæser ned over provinsen. Byen har derfor gennem de sidste 12 år hvert år i januar og februar etableret en Snow and Ice Festival med sne- og isskulpturer samt forvandlet det meste af byen til et islandskab, som trækker turister fra hele verden. En helt igennem unik og kold oplevelse. Og for at gøre oplevelsen endnu mere ekstrem, så startede vores guide lørdag morgen ud med at fortælle, at dagen var den koldeste i Harbin denne vinter med -23 grader om dagen og -33 efter solnedgang kl. 16.00! Med lag-på-lag teknikken praktiseret på alt fra fødder til hoveder var vi klar til at gå på opdagelse i islandskabet.
Steminingsbillede fra en frostkold formiddag i Harbin
En brat opvågning
Hvis ikke det at træde ud fra hotellets varme i -23 grader var en brat opvågning, så skal jeg da love for vi fik det, ved dagens første stop på programmet. Harbin var i 1920'erne og 1930'erne hjem for et stort russisk-jødisk mindretal, som har påvirket byen i mange retninger både kulturelt, arkitektonisk og kulinarisk. Selv om det russiske mindretal i byen i dag er forsvindende lille, er Harbin stadig en by med mange religiøsiteter, og dagens første stop var ved byens moske.
Moske i Harbin.
Som vi står der og betragter bygningen, kører en ganske almindelig personbil op foran moskeen, åbner bagagerummet fyldt med levende høns, og et par mænd begynder at kaste hønsene ud på fortovet. Minuttet efter går så en halal slagtning af høns igang foran moskeen, lige som vi står der. Det var mildest talt en bizar oplevelse af se halvt levende, halvt døde høns ligge i kulden med halsen skåret over og kæmpe de sidste sekunder af deres liv. Da Peter førte kameraet, kom der er par billeder ud af det, men vegetaren kryber stille uden om bag bilerne i højre side af billedet!
Der var også andre denne lørdag, der fik en brat opvågning. Harbin er delt af floden Songhua, hvor der om vinteren ligger ½ meter tykt is. Floden bruges således af både biler og mennesker som transportvej over til den anden bred af byen. Et sted på floden bliver der dog dagligt hakket i isen for at holde et lille bassin åbent for byens vintersvømmere. Vi fik lejlighed til at kigge med, da de 20 friske Harbin beboere af kinesisk og russisk nationalitet tog en morgendukkert i det kolde vand.
Selv udspringstårnene var lavet af is direkte ude på floden, hvor vi også stod på isen og så til. Svømmerne hopper i med sko og handsker på, da de ellers vil fryse fast til isen, når de kommer op af vandet i luftens -23 grader.
Svømmerne nød publikums hyldest, som var det de olympiske lege, vi var vidne til.
Dagen bød også på en lille gåtur i byen forbi den smukke russiske katedral St. Sophia bygget i 1907.
Sneskulpturer
Efter en dejlig frokost, hvor vi fik traditionel kinesisk mad fra området kaldet "Dongbei / 东北" (= nordøst), gik turen til en park, der om vinteren er forvandlet til sneskulpturpark. Jeg var meget imponeret over, hvor kunstnerisk udført mange af skulpturerne var, og hvor kæmpestore de var.
Disney i en frossen udgave. Detaljerne var imponerende.
Her går kunstnerne stadig og arbejder på en kæmpe skulptur.
Parken havde en afdeling med en kinesisk skulptur konkurrence og en international. Over 100 deltagere fra 14 lande konkurrerede. Alle havde fået en blok sne på ca. 3x3 meter, og så var der ellers dømt frit spil i udtryk og kreativitet. Her er nogen af resultaterne:
Fra den kinesiske konkurrence
Jeg var ret vild med den finske "Roll it".
Den thailandske imponerede os virkelig med nøjagtigheden i detaljer. Vanvittigt at man kan lave dette i sne. 
Førstepræmien i den internationale konkurrence gik til det russiske hold med denne skulptur "Everlasting bloom"
Venus fra havet i en "kold" fortolkning.
Temaet for årets festival var "Fairytale land", så eksempler fra både vestlige og kinesiske eventyr var at finde flere steder i parken.
Lille mig i sammenligning med den kæmpe is skulptur.
Endnu en fantastisk detaljeret drage.
En verden af is
Som mørket faldt på satte LED lysene igang i isskulpturene rundt i byen og forvandlede byen til det klassiske kinesiske lyshav. På de følgende billeder er det syn, der mødte os i Ice and Snow World. En lille by fyldt med store arkitektoniske is værker, slotte, Buddhafigurer, ruchebaner af is og eventyrfigurer. Temperaturen nærmede sig 35 minusgrader, så de 2 timer i parken blev afbrudt af et par pitstop med varm cacao, både så vores tæer og ikke mindst de hårdt prøvede og dybfrosne kameraer kunne tø lidt op igen.
Indgangspartiet til Harbin Ice and Snow World.
De første skulpturer, der mødte os i parken var den lokale øl, som de er meget stolte over, lavet i is, og (selvfølgelig) den lille havfrue i en frossen udgave.
På det her tidspunkt af dagen var mine tær bundfrosne, så en omgang issøjle kram var ingen sag.
At se de store is slotte var som at blive taget ind i eventyret, hvor snedronningen bor. Det var fantastisk. Og de ekstreme minusgrader gjorde bare oplevelsen endnu mere vild.
Og til vindmøllefolket var der da også lige en is vindmølle. Vingerne kørte dog ikke rundt.
Bundfrossen efter 8 timers oplevelser i vinterlandet.
Dyr på menuen
Weekenden bød også på en tur i en Sibirisk Tiger park, hvor de opdrætter flere hundrede tigere for at holde gang i den ellers forsvindende lille bestand. Her var der indkøbt levende fasaner og høns, som blev sluppet fri til middagsmadjagt for tigerne. Ja, det blev virkelig en udfordrende weekend for vegetaren!

Med en stadig levende fasan i gabet slentrer tigeren hen for at finde madro.
En helt hvid sibirisk tiger.
"Menukortet" turister kan vælge imellem, når der skal købes foder til tigerne. For 2000 yuan (ca. 1700 kr.) kan man simpelthen købe en ko og slippe fri for de sultne dyr, mens man ivrigt kigger til!
Alt i alt en ekstrem weekend på mange fronter. Nu har jeg aldrig været på skiferie, så for mig var det ret vildt at opleve så voldsomme kuldegrader og ligefrem at skulle gå rundt som turist udenfor. Måske man næste år skulle prøve en skiferie i Nordkina. Men nu venter først og fremmest varmen på Filippinerne forude. Vi skifter 60 grader og hilser 30 plusgrader velkommen om 14 dage.
Frosne buske i Harbin.
En af is skulpturerne inde i byen, hvor sneen er blandet op med maling, inden den fryser til is.