Banaue, Sagada og Batad: "Living on the edge"

Indtil videres en kandidat til "Feriens Bedste Billede" af tre gamle damer klædt i traditionelt tøj, som Ifugao folket selv farver og væver på traditionel manér.

Selv om vi ikke ligefrem har mærket så meget til varmegraderne endnu heroppe i bjergene, så må vi sande, at oplevelser er der nok af. På vores 3 dage i området omkring Banaue er det blevet til vandring på risterrasse-diger, møder med en venlig lokalbefolkning, heftig bjergkørsel og en tur i en swimmingpool dybt inde i grottelandskabet.

Flere nysgerrige beboere!

Peter fik lige charmet sig ind på lokalbefolkningen. Om det var håret eller pengepungen der gjorde udslaget, lader vi stå hen i det uvisse.

Banaue: Vandring til kanten

Vi erfarede mandag d. 31. januar, at tågerne over risterrasserne ikke rigtig ville give slip og stadig truede med regn, så vi besluttede os for at udforske området omkring Banaue på egen hånd med små ture, så vi hurtigt kunne komme i ly for regnen. Bare en kort gåtur op af hovedvejen og vi var straks betaget af bananpalmer, papayatræer, den utrolig venlige lokalbefolkning, der hilste høfligt og nysgerrigt, når vi kom gående forbi, og de utrolig charmerende, omend meget fattige, huse og deres farverige håndmalede skilte.

Et hyggeligt håndmalet Shell skilt på den lokale tank.

Farverige, fattige huse i Banaue.

Langsomt blev vi indhentet af regnen og måtte søge ly i en lille bod, hvor 3 herlige damer solgte trævarer, lokalbefolkningen, Ifugao, laver i hånden rundt i de små landsbyer i bjergene. De grinte noget af, at vi ikke havde taget paraplyer med, men endte med at tilbyde os at låne Marys paraply, hvis vi lovede at komme tilbage med den. 

Mary var vældig glad og tilfreds, da vi bragte paraplyen sikkert tilbage igen. Bag hende ses eksempler på det udskårne træ, mange af indbyggerne i Banaue er særligt talentfulde i.

Selv som turist herovre kan vi da lige låne lidt hos ”naboen”. Det var en herlig episode at starte dagen på. Så var vi beredte til at begive os mod udsigtspunkterne for risterrasserne og urbefolkningens oprindelige hytter.

En af de originale hygger, lokalbefolkningen bygger og bor de. De bygges på pæle for at undgå, at rotter går i risen, som opbevares på "førstesalen" af hytten. I "stuen" laves mad over bål og soves.

Ud over små udskårne træskulpturer, arbejder lokalbefolkningen også med skulpturer i sten. Her sidder "Laughing Buddha" midt i bjerglandskabet.

Udsigt over Banaue risterrasserne, der forståeligt nok kaldet "Det ottende vidunder".

Risterrasserne i Ifugao er bygget af urbefolkningen ca. 2000 år f.Kr. Det vil sige i en tid uden nogen form for maskiner og værktøjer. Hvordan de har regnet disse sirligt anlagte terrasser ud rent arkitektonisk, er stadig en gåde. Starter man eksempelvis ovenfra, nedefra eller i midten? Risterrasserne er stadig i fuld aktivitet og er opdelt i arealer mellem de forskellige familier, der bor rundt i de mange små bjerglandsbyer.

Vandreturen går ind over markerne på små smalle diger med en fantastisk udsigt.

På et tidspunkt ophørte cementdigerne, så der var dømt Roskilde Festival flash-back . Jeg endte med at vandre i bare tæer i mudderbadet, mens Peter trofast beholde sine Converse på.

Den offroad tur kræver vist en gang skovask!

Helt tilfældigt stødte vi på en anden Mary, der tilbød at guide os en tur igennem terrasselandskabet ned til en af bjerglandsbyerne, Poitan. Den var vi med på, uden vi helt vidste, hvad vi havde sagt ja til. Kort efter hørte den anlagte cementtrappe nemlig op, og vi begav os ud på digerne mellem terrasserne, som for lokalbefolkningen fungerer som et væld af stisystemer mellem landsbyer, marker og endda som skolevej for landsbyernes skolebørn.

Skolebørn på vej hjem fra den lokale skole, beliggende midt imellem rismarkerne.

Vores guide Mary var heldigvis også træt efter vandring op og ned af digerne, så vi følte os ikke helt så meget som nogle utrænede vesterlændinge.

I Poitan "tærskes" hver familie deres ris i en stor morder uden for hytten. Midt i vi står og betragter denne gammeldags arbejdsmetode, modtager hun en SMS. En sjov kontrast til et liv, der på mange måder vidner om en anden tid.  

Andre tager bare en slapper.

Mary fortalte om deres liv i landsbyerne, hvordan de lige nu var ved at reparere diger, rense markerne for ukrudt og spire risaks, så de er klar til at plante om en måneds tid, når sommeren kommer. Fordi der er ret køligt om vinteren i bjergene, kan de kun høste ris en gang om året. Mange steder bruges markerne til grøntsager i de andre perioder af året. Andre steder så vi marker, der netop nu blev høstet, fordi de her bruger kunstgødning og derfor kan høste 2-3 gange om året, noget man ellers kun kan naturligt længere nede i landet.

Her er risaks fra sidste års høst lagt klar i såkaldre "nurseries", særlige områder af rismarkerne, hvor de spirer indtil de er klar til at sætte ud én for én i alle markerne.

Her var høsten godt igang længere nede i bjergene.

Sagada: Højt på bjerget, dybt i grotten

Tirsdag d. 1. februar vågnede vi op til silende regn og et landskab fuldstændig gemt i tåge, så vi besluttede at leje en jeepney med chauffør og køre den 3 timer lange tur op gennem bjergene til byen Sagada, som er en charmerende lille bjerglandsby, der er blevet et foretrukket mål for backpackere. 

Vores skønne jeepney.

Turen derop var alle pengene værd. I 3 timer snoede vi os vej gennem de smukkeste landskaber, og langsomt forsvandt både regn og tåge, så det også blev muligt at få kameraet i brug.

Udsigt langs bjergruten mellem Banaue og Sagada.

Vores destination i Sagada var at opleve byens særlige ritual for begravelse af deres forfædre i form af hængende kister, samt en vandretur dybt ned i bjergenes indre i grotten Sumaging Cave, bedre kendt som ”The Big Cave”. Hængende kister er en særlig måde at vise respekt til de beboere i landsby, der dør meget gamle og har været meget betydningsfulde. Traditionen blev mest brugt før WW2, men så sent som i sidste måned, var en ældre kvinde blevet hængt op i en kiste efter sin død. En gestus hun særligt havde ønsket, og som landsbyen derfor gav hende. Nu om dage begraves eller stilles kisterne i huler, hvoraf vi fik lov at se en af de ældre huler med kister helt fra før år 1900 og frem til 1980’erne.

Ca. midt i billedet lidt til venstre kan I se 3 kister hængende på klippevæggen. Disse kister er fra før WW2.

Og her kister inde i en grotte også fra før WW2. De bliver lagt i grotten, da Filippinerne er meget spirituelle og derfor mener, de onde ånder forsvinder ind i grotten, mens de gode slipper ud af grotten og "lever" blandt befolkningen. Kisterne er så små, da de mener, man skal sendes ind i efterlivet, som man ankom til dette liv, og ligene lægges derofr i fosterstilling i kisterne.

Sumaging Cave
Den grotte, vi efterfølgende skulle ind at vandre i, var dog ikke fyldt med kister, men derimod med vand! Vi fik derfor hurtigt klæde om til kortere benklæder, inden vi med en guide bevæbnet med gaslampe begav os ned i bjergenes indre. Det var en helt speciel oplevelse at vandre inde i en grotte med bare tæer på ”limestone” og ”sandstone” midt mellem indre vandfald, dybe vandhuller og larmende flagermus. 

Det var en vandretur med noget mere bjergklatrende karakter, end vi havde forventet, så der blev praktiseret semi-rappelling, vandring i vand til livet og kravlet gennem små skjulte grottegange. Som vi arbejde os frem i grotten, dukkede der hele tiden nye huler og gange op, som førte os længere ind og rundt i grotten. Undervejs blev der også mulighed for at få en dukkert i en underjordisk swimmingpool. En mulighed som den gamle vinterbader ikke lod gå forbi, selv om vandet i grotten godt nok var ret koldt.

Udenfor på den anden side af grotten kunne vi igen nyde solen og de knap 30 grader for en stund, inden vi begav os den lange snirklede vejtilbage igen gennem bjergene. Denne gang halvvejs i mørke og tæt tåge, med stenskred og bumlede jordveje. Her var vi bogstaveligt talt ”on the edge” og gjorde endnu engang bedste i at lukke øjnene, stole på chaufføren og håbe på det bedste.

Fortællingen om vores sidste dag i bjergene følger...