mandag den 7. februar 2011

Anda: Postkort paradiset tilført 90'er rock

Inden du læser dette blogindlæg, må jeg komme med en advarsel. Indlægget vil indeholde billeder af stærkt misundelsesværdig karakter. Men hvis du er træt af sne, sjap og vinterkulden hjemme i DK, så kan jeg her tilbyde en dejlig lille virkelighedsflugt til Anda på Bohol i Filippinerne – et sted hvor alle vores billeder pludselig kom til at ligne postkort.
Stranden tilhørende resortet.
Solnedgang over stranden.
Ren tøsehygge. Jeg tror ikke rigtig nogen af os fattede, hvor langt væk fra Shanghais larm og smog vi pludselig var.
Vi havde planlagt at mødes i Anda med mine to danske veninder fra Shanghai, Line og AK. Inden afrejsen var vi alle enige om at gå hele vejen med luksus. Så der var bestilt værelse på resortet Anda White Beach Resort, og jeg skal love for, navnet ikke lovede for meget. Dette var synet, der mødte os, da vi trådte ind af døren med en frisk kokosnød i hånden:
Udsigten fra hovedindgangen, igennem restauranten og ned mod pool, strand og hav så langt øjet rækker.
Afslapning ved poolen
Jumping joy i solnedgang.
Fra dette øjeblik tror jeg, vi alle gik i dvale. Al fornemmelse af tid, sted og forpligtelser forsvandt, og vi har i fire dage levet i en tidslomme af palmetræer, sandstrande, snorkling og iskolde Pina Coladas ved poolkanten. Nå ja, og for lige at toppe luksusfornemmelsen, så blev det også lige til at par gange massage i solsengen. Jeg tror, Peters ord, efter et par dage, rammer følelsen meget godt: ”Det bliver virkelig svært at tage på ferie et andet sted efter det her.” 

Strandløven på morgentur
Resortet havde vel i alt omkring 20 gæster og lå helt isoleret ned til stranden. Der var en ubeskrivelig afslappet stemning, selv al personalet opretholdt et overdådigt serviceniveau i det mest afslappende tempo og toneleje, det fik alt til at føles som balsam for sjælen. Vi blev som en helt lille familie, hvor mor ”Jane” tog sig af os, som var vi hendes børn.
Når man kiggede til begge sider ned langs stranden, var der kun de lokale beboere at se travlt optagede at dagens fangst.

”Ta’ bananen Finn, ta’ bananen” (Citat Jydekompaniet)
Vi fik dog taget os sammen til at tage en turisttur rundt på Bohol, selvfølgelig fuldt arrangeret at resortet, så vi ikke skulle overveje andet end at sætte vækkeuret og sætte os i en vores tourvan. Bohol er, udover strandene, kendt for de såkaldte ”Chocolate Hills”, 1268 ens bakker så langt øjet rækker. Et ret specielt naturfænomen, der efter sigende skulle være skabt af koralrev i undergrunden, der arbejder sig op gennem landskabet.
Peter i chokoladebakkerne.
Frokosten blev indtaget i bedste Hr-og-Fru-Danmark-på-Mallorca-stil på en restaurantbåd med buffet og en herre på keybord, der spillede en filippinsk version af suppe, steg og is repetoiret. Turen var nu smuk med bananpalmer og nærmest jungleagtig stemning.
Udsigt fra restaurantbåden på Loboc floden.
Vi vil nok erklære Loboc River Cruise en anelse over markedsført, når de ligefrem kalder sig "Bursting with exitement".
Turistturen bød også på nærkontakt med de små underlige Grimlingslignende aber, Tarsier, og denne herlige fætter.
Ubehagelig stor edderkop. Her kom zoomlinsen virkelig til sin ret!
En underlig abe, på størrelse med en knyttet hånd.
Under hele turen var vi akkompanieret af vores chaufførs udsøgte musikvalg, der bød på alle de bedste klassikere inden for 90’er rock, krydret med The Best of Michael Learns To Rock, bare lige for at minde os om, at vi altså stadig er i Asien.
Hvis ikke det var for musikken, så afslørede bamserne i forruden da, at vi stadig var i Asien.

Nemo er fundet
Lørdag aften fejrede vi Lines fødselsdag, hvilket indebar et besøg på nabo resortet, hvor et filippinsk band spillede stranden op med alle de bedste covernumre. Filippinske bands er kendt over hele Kina. Selv i minus 30 grader i Harbin spillede et filippinsk band i baren på hotellet. Så det bliver ikke meget mere originalt med Saturday night out på Filippinerne.
Helt i hopla efter to timers snorkling med Nemo og de andre gutter.
Søndagen blev tilbragt med snorkling langs kysten af Anda. En aktivitet, jeg kan anbefale til et lidt tømmermænds tungt hoved. Det var virkelig en fed oplevelse at plaske rundt i overfladen af koralrevene og være tilskuer til livet under overfladen. Med både klovnefisk, azurblå søstjerner og alverdens småfisk, vi plejer at se hos dyrehandleren, var vi hurtigt fan af snorkling. Selv om jeg måtte se mig slået hjem af middagssolen og vist må balsameres i after sun de næste par dage.
Vores chokoladebrune snorkle guide spejder efter sejlrenden på vej tilbage mod resortet.
Udsigten til Anda kysten fra vores bådtur.
Et afkølende boblebad efter al den motion med snorkling.
Det var ikke en nem afsked med Anda, men vi er på farten igen til vands og i luften med destination Palawan. Den vestligste og mest afsidesliggende af de filippinske øer, hvis sydspids ligger lige over Borneo. Her vil vi tilbringe de sidste 4 dage af ferien med flere oplevelser og lidt mere dosis strand, inden livet i Shanghai venter. Det er nu, der skal tankes max op på varme og frisk luft.

torsdag den 3. februar 2011

Batad: Vandring ind i bjergene og tilbage i tiden

På nuværende tidspunkt skulle vi mene, at vi havde oplevet det ypperste af, hvad heftig bjergkørsel kan præstere. Men på vores tur med Jeepney til den isolerede bjerglandsby Batad, toppede vi alligevel kurven med kørsel i mudderpøle langs 100 meter dybe skrænter. Det var så vildt, at selv chaufføren jublede, da vi nåede til endestationen, hvor de sidste kilometers vandring udgik fra, inden vi ville ankomme til Batad.
Udsigt ned mod destinationen, Batad, som ligger midt i billedet.
Foran os ventede en times vandring ind til byen og yderligere to timer vandring rundt omkring byen mellem rismarker og vandfald. Endnu engang måtte vi se os slået af den smukke natur og den positive befolkning. Her  levet folk livet, nærmest som de altid har gjort, hvor årets gang med arbejdet i rismarkerne styrer hverdagen. Det var som at træde ind i fortiden. Billederne tale for sig selv:
Der var helt jungle fornemmelse over vandreturen ind til Batad, med palmer og vilde bananer langs stien.
Her var synet, der mødte os, da vi ankom til Batad.
Vandfald er og bliver fantastiske! Og endelig med blå himmel og 25 grader efter 2 dages tåge og regn.
Batads risterrasser er bygget på den gammeldags facon med diger anlagt med sten.
Fordi der er varmere her i dalen, end omkring Banaue, var plantningen af årets ris allerede igang.
Klar til sol og strand
Efter 12 timer i natbus fra Banaue til Manila sidder vi nu klar i lufthavnen og venter på, at flyveren skal bringe os mod varmere himmelstrøg på øen Bohol, hvor vi skal bo på resort lige ned til stranden i byen Anda. Et sted der i Lonely Planet beskrives således: "Anda seems to belong to a forgotten time...almost 3km of untouched empty white-sand beach. You might find Anda a little too chilled". Jeg vender tilbage på bloggen, når vi er vendt tilbage til virkeligheden!

onsdag den 2. februar 2011

Banaue, Sagada og Batad: "Living on the edge"

Indtil videres en kandidat til "Feriens Bedste Billede" af tre gamle damer klædt i traditionelt tøj, som Ifugao folket selv farver og væver på traditionel manér.
Selv om vi ikke ligefrem har mærket så meget til varmegraderne endnu heroppe i bjergene, så må vi sande, at oplevelser er der nok af. På vores 3 dage i området omkring Banaue er det blevet til vandring på risterrasse-diger, møder med en venlig lokalbefolkning, heftig bjergkørsel og en tur i en swimmingpool dybt inde i grottelandskabet.
Flere nysgerrige beboere!
Peter fik lige charmet sig ind på lokalbefolkningen. Om det var håret eller pengepungen der gjorde udslaget, lader vi stå hen i det uvisse.
Banaue: Vandring til kanten
Vi erfarede mandag d. 31. januar, at tågerne over risterrasserne ikke rigtig ville give slip og stadig truede med regn, så vi besluttede os for at udforske området omkring Banaue på egen hånd med små ture, så vi hurtigt kunne komme i ly for regnen. Bare en kort gåtur op af hovedvejen og vi var straks betaget af bananpalmer, papayatræer, den utrolig venlige lokalbefolkning, der hilste høfligt og nysgerrigt, når vi kom gående forbi, og de utrolig charmerende, omend meget fattige, huse og deres farverige håndmalede skilte.
Et hyggeligt håndmalet Shell skilt på den lokale tank.
Farverige, fattige huse i Banaue.
Langsomt blev vi indhentet af regnen og måtte søge ly i en lille bod, hvor 3 herlige damer solgte trævarer, lokalbefolkningen, Ifugao, laver i hånden rundt i de små landsbyer i bjergene. De grinte noget af, at vi ikke havde taget paraplyer med, men endte med at tilbyde os at låne Marys paraply, hvis vi lovede at komme tilbage med den. 
Mary var vældig glad og tilfreds, da vi bragte paraplyen sikkert tilbage igen. Bag hende ses eksempler på det udskårne træ, mange af indbyggerne i Banaue er særligt talentfulde i.
Selv som turist herovre kan vi da lige låne lidt hos ”naboen”. Det var en herlig episode at starte dagen på. Så var vi beredte til at begive os mod udsigtspunkterne for risterrasserne og urbefolkningens oprindelige hytter.

En af de originale hygger, lokalbefolkningen bygger og bor de. De bygges på pæle for at undgå, at rotter går i risen, som opbevares på "førstesalen" af hytten. I "stuen" laves mad over bål og soves.
Ud over små udskårne træskulpturer, arbejder lokalbefolkningen også med skulpturer i sten. Her sidder "Laughing Buddha" midt i bjerglandskabet.
Udsigt over Banaue risterrasserne, der forståeligt nok kaldet "Det ottende vidunder".
Risterrasserne i Ifugao er bygget af urbefolkningen ca. 2000 år f.Kr. Det vil sige i en tid uden nogen form for maskiner og værktøjer. Hvordan de har regnet disse sirligt anlagte terrasser ud rent arkitektonisk, er stadig en gåde. Starter man eksempelvis ovenfra, nedefra eller i midten? Risterrasserne er stadig i fuld aktivitet og er opdelt i arealer mellem de forskellige familier, der bor rundt i de mange små bjerglandsbyer.
Vandreturen går ind over markerne på små smalle diger med en fantastisk udsigt.
På et tidspunkt ophørte cementdigerne, så der var dømt Roskilde Festival flash-back . Jeg endte med at vandre i bare tæer i mudderbadet, mens Peter trofast beholde sine Converse på.
Den offroad tur kræver vist en gang skovask!
Helt tilfældigt stødte vi på en anden Mary, der tilbød at guide os en tur igennem terrasselandskabet ned til en af bjerglandsbyerne, Poitan. Den var vi med på, uden vi helt vidste, hvad vi havde sagt ja til. Kort efter hørte den anlagte cementtrappe nemlig op, og vi begav os ud på digerne mellem terrasserne, som for lokalbefolkningen fungerer som et væld af stisystemer mellem landsbyer, marker og endda som skolevej for landsbyernes skolebørn.
Skolebørn på vej hjem fra den lokale skole, beliggende midt imellem rismarkerne.
Vores guide Mary var heldigvis også træt efter vandring op og ned af digerne, så vi følte os ikke helt så meget som nogle utrænede vesterlændinge.
I Poitan "tærskes" hver familie deres ris i en stor morder uden for hytten. Midt i vi står og betragter denne gammeldags arbejdsmetode, modtager hun en SMS. En sjov kontrast til et liv, der på mange måder vidner om en anden tid.  
Andre tager bare en slapper.
Mary fortalte om deres liv i landsbyerne, hvordan de lige nu var ved at reparere diger, rense markerne for ukrudt og spire risaks, så de er klar til at plante om en måneds tid, når sommeren kommer. Fordi der er ret køligt om vinteren i bjergene, kan de kun høste ris en gang om året. Mange steder bruges markerne til grøntsager i de andre perioder af året. Andre steder så vi marker, der netop nu blev høstet, fordi de her bruger kunstgødning og derfor kan høste 2-3 gange om året, noget man ellers kun kan naturligt længere nede i landet.
Her er risaks fra sidste års høst lagt klar i såkaldre "nurseries", særlige områder af rismarkerne, hvor de spirer indtil de er klar til at sætte ud én for én i alle markerne.
Her var høsten godt igang længere nede i bjergene.
Sagada: Højt på bjerget, dybt i grotten
Tirsdag d. 1. februar vågnede vi op til silende regn og et landskab fuldstændig gemt i tåge, så vi besluttede at leje en jeepney med chauffør og køre den 3 timer lange tur op gennem bjergene til byen Sagada, som er en charmerende lille bjerglandsby, der er blevet et foretrukket mål for backpackere. 
Vores skønne jeepney.
Turen derop var alle pengene værd. I 3 timer snoede vi os vej gennem de smukkeste landskaber, og langsomt forsvandt både regn og tåge, så det også blev muligt at få kameraet i brug.
Udsigt langs bjergruten mellem Banaue og Sagada.

Vores destination i Sagada var at opleve byens særlige ritual for begravelse af deres forfædre i form af hængende kister, samt en vandretur dybt ned i bjergenes indre i grotten Sumaging Cave, bedre kendt som ”The Big Cave”. Hængende kister er en særlig måde at vise respekt til de beboere i landsby, der dør meget gamle og har været meget betydningsfulde. Traditionen blev mest brugt før WW2, men så sent som i sidste måned, var en ældre kvinde blevet hængt op i en kiste efter sin død. En gestus hun særligt havde ønsket, og som landsbyen derfor gav hende. Nu om dage begraves eller stilles kisterne i huler, hvoraf vi fik lov at se en af de ældre huler med kister helt fra før år 1900 og frem til 1980’erne.
Ca. midt i billedet lidt til venstre kan I se 3 kister hængende på klippevæggen. Disse kister er fra før WW2.
Og her kister inde i en grotte også fra før WW2. De bliver lagt i grotten, da Filippinerne er meget spirituelle og derfor mener, de onde ånder forsvinder ind i grotten, mens de gode slipper ud af grotten og "lever" blandt befolkningen. Kisterne er så små, da de mener, man skal sendes ind i efterlivet, som man ankom til dette liv, og ligene lægges derofr i fosterstilling i kisterne.
Sumaging Cave
Den grotte, vi efterfølgende skulle ind at vandre i, var dog ikke fyldt med kister, men derimod med vand! Vi fik derfor hurtigt klæde om til kortere benklæder, inden vi med en guide bevæbnet med gaslampe begav os ned i bjergenes indre. Det var en helt speciel oplevelse at vandre inde i en grotte med bare tæer på ”limestone” og ”sandstone” midt mellem indre vandfald, dybe vandhuller og larmende flagermus. 

Det var en vandretur med noget mere bjergklatrende karakter, end vi havde forventet, så der blev praktiseret semi-rappelling, vandring i vand til livet og kravlet gennem små skjulte grottegange. Som vi arbejde os frem i grotten, dukkede der hele tiden nye huler og gange op, som førte os længere ind og rundt i grotten. Undervejs blev der også mulighed for at få en dukkert i en underjordisk swimmingpool. En mulighed som den gamle vinterbader ikke lod gå forbi, selv om vandet i grotten godt nok var ret koldt.
Udenfor på den anden side af grotten kunne vi igen nyde solen og de knap 30 grader for en stund, inden vi begav os den lange snirklede vejtilbage igen gennem bjergene. Denne gang halvvejs i mørke og tæt tåge, med stenskred og bumlede jordveje. Her var vi bogstaveligt talt ”on the edge” og gjorde endnu engang bedste i at lukke øjnene, stole på chaufføren og håbe på det bedste.


Fortællingen om vores sidste dag i bjergene følger...