onsdag den 27. oktober 2010

Shanghai life #3 - når små ting giver de store oplevelser

Det er vist et stykke tid siden, der er kommet lidt fotomontage fra hverdagslivet i Shanghai, måske fordi jeg, som tiden går, vænner mig til alle de skøre ting i trafikken, folk på gaden og skønne scener fra hverdagen, så jeg får ikke lagt nær så meget mærke til dem. Efter 2x besøg fra Danmark er jeg i høj grad blevet mindet om alle de underlige, forargende og sjove ting ved livet i Shanghai. Især på mine ture rundt i byen sammen med svigerforældrene opdagede jer, hvordan de små ting ofte giver de største oplevelser. Det at stå og observere trafikken, at stå fastklemt i en metro i rushhour eller gå igennem en gade fyldt med gadekøkner. Så her kommer lidt hverdagsbilleder til jer derhjemme:
Hmm! Jamen når man har så mange folk der kan arbejde, kan man da også lige så godt bygge elevatoren videre op, og så bare bygge et loft ovenpå!

En rullende dyrehandel med både kaniner, kyllinger, en fugl og dværghamstre vil jeg gætte på. Jeg så hende lige midt i et af de store trafikerede kryds ved Xujiahui.
Jeg ved ikke helt om jeg har lyst til et glas Semen Cannabis, som står her på listen over drikkevarer hos en lille cafe! De har endda anbefalet den med "I love" tegnet.

Mens Talent 2010 ruller over skærmen derhjemme, ja så tror jeg Shanghai har gang i sit helt egen talentshow. Jeg gik i hvert fald forbi denne scene den anden dag, og måtte simpelthen dele dette bud på "talent". På scenen har vi 9 mænd i alderen 60-75 år (er mit bedste bud), der med tørklæder og guldskrubbere danser sig yndigt igennem deres bud på et vindershow! Læg særligt mærke til frontfiguren bevægelser (ofte centreret i midten) - jeg er sikker på, det er en fjern kinesisk slægtning til Ole Henriksen! Bevægelsesmønstret ligner umiskendeligt meget...


Ved langt de fleste metroudgange i Shanghai står 2 mand stærk og passer på ro og orden. Jeg har aldrig set dem lave andet en at stå og skifte vagt, så det er vist mere forebyggende end udøvende. Bare på People Square, Shanghais største metrostation, er der over 30 udgange! Det giver ret mange vagter. Men som tidligere fortalt, der er folk nok herovre. Jeg arbejde i disse dage på en post om "Jobs du ikke finder i Danmark", så følg med på bloggen.
Meget er man vidne til i trafikken. Ovenfor er det transport af en af de klassiske kinesiske blomsteropsatser og på andet billede er der businessmanden på scooter med en bur med duer bagpå!
 Gadekøkner og almindelig kinesisk gadeliv ca. 100 meter fra den store shoppinggade Nanjing Lu

Typisk vu op af en bygning i Shanghai med aircon, vasketøj og elektricitet, så man tror det er løgn.
Ejendomsmægling foregår lidt anderledes her, nemlig ved en ivrig mægler på laden med sine opslag! Her poserer han på klassisk kinesisk vis for fotografen.
 Så er der gjort klar til håndværkere!
 Og et værksted behøves da ikke, når man har masser af fortovsplads at gøre godt med!
En typisk gadeforretning, hvor der sælges alt inden for tørvarer og konserves. 
"In Shanghai, everything SO convenient", som kineserne ofte siger. Og ja, her bringer McDonalds jo maden ud med en 24 timers tjeneste, hvor ham her kan være fremme helt ned til 7 minutter efter bestilling, hvis man bor tæt nok på en af restauranterne.
 Rushhour i metroen!
 For foden af Jinmao Tower, den næststørste bygning i Shanghai!
Og sådan ser det så ud, når man drikker drinks med byens bedste udsigt på 97. etage!!!
 Så sneg der sig endnu engang et skørt skilt ind. Man føler sig da velkommen, men ellers er jeg lidt uklar på, hvad budskaber er.
Et isbjerg af flamingokasser kom forbi.

Jeg siger tak til svigerfamilien for at have mindet mig om hverdagens små forunderlige oplevelser og for at tage de dokumenterende billeder.

torsdag den 21. oktober 2010

1 million på EXPO

Vi er nu i de sidste uger af EXPO udstillingen her i Shanghai. Med kun 10 dage tilbage af verdensudstillingen er det snart sidste chance for kineserne til at opleve et lille stykke af hele verden. I disse dage valfarter kineserne derfor til udstillingen, og i lørdags nåede besøgstallet nye højder. Over 1 million besøgte EXPO området på 1 dag! Det ser nogenlunde sådan her ud:
Billedet er hentet fra shanghaiist.com
Der er flere stemningsbilleder at se her...

Da kineserne inden EXPO proklamerede, at de forventede 70 milioner besøgende i løbet af EXPO'en, grinede resten af verden bare og tænkte, "ja, ja den er god med jer". I løbet af denne uge står de til at indfri målet og dermed gå en lille smule over de 70 millioner, når EXPO slutter med udgangen af oktober.
I denne uge har vi svigerfamilien på besøg, og i dag tæller de 3 med i puljen af EXPO besøgende, så jeg håber ikke, de bliver rendt over ende af de mange kinesere.

torsdag den 14. oktober 2010

Derfor er kineserne herlige

Jeg elsker bare kinesernes evne til at gøre, lige hvad de har lyst til. Ellers måske nærmere det åbenlyse fravær af tanken "hvad mon de andre tænker?". Jeg har vist omtalt det før, men jeg bliver altså lige nødt til at fremhæve det igen. Det var episoder, som dem der udspillede sig i Shanghais gader i dag, jeg savnede ved det overhøflige folkefærd i Japan.
På min lille tur et par timer ude i gaderne i dag, oplevede jeg således følgende:
  1. En gammel dame der gik og klappede rytmer uden nogen synlig årsag. Bare fordi hun havde lyst, nu hvor hun alligevel skulle transportere sig på gå-ben.
  2. En mand ved siden af mig ventende på en metro, der pludselig gav sig til at nynne højt og kigge på mig, som om han forventede, at jeg ville hoppe med på melodien! Hvorfor gjorde jeg det ikke, kan jeg så tænke her bagefter...
  3. Et ældre par midt på gaden i hed omfavnelse og og yderst lidenskabeligt kys, af den slags, der vist for det meste er reserveret til teenagere eller nyforelskede. Hvilken skøn bekræftelse i, at lige meget hvad folk tænker, så skal man da udtrykke det, man lige føler og har lyst til, og da især livsbekræftende kærlighed i alle aldre.
Jeg håber integrationen kommer til mig hen af vejen på dette punkt også. 

onsdag den 13. oktober 2010

Ægteskabsløftet forseglet i en køkkenkniv

Så er vi hjemvendt fra Japan efter en skøn ferie med alt fra pulserende storby til rolige bjerglandskaber, fra udklædte Harajiku japanere til 1000 år gamle templer og fra fælgselsrestautanter til atombombens efterladenskaber. Alt i alt en ferie og et land, der berørte mange forskellige aspekter og mest af alt viste os, hvor forskellige Kina og Japan er.

Tokyo
Udsigten fra hotelværelset i Tokyo, hvor man kan se Tokyo Tower, den høje spids til højre i billedet.
Vi startede ud med 4 dage i Tokyo, som stod på oplevelsen af en noget anderledes storby end Shanghai. Hvor Shanghai er hektisk og fremadstormende, ja nærmest teenageudgaven af en storby, er der i Tokyo vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. Jeg har aldrig oplevet en storby være så stille. Japanerne hvisker næsten til hinanden, ingen dytter i trafikken og generelt er der bare roligt. Samtidig fik vi sat vores efterhånden tillærte kinesiske facon sat i perspektiv over de helt utrolig høflige japanere, der står så pænt i kø ved metroen, og der bukker så dybt hele tiden, at det er noget af en udfordring at få øjenkontakt.

Vi var jo kommet til sushiens land, og et af de mest berømte steder i Tokyo er Tsukiji fiskemarked, hvor vi begav os ned meget tidligt den første morgen. Det var som at stå til fiskeauktion i Hirtshals igen, bare i en lidt anden skala. Sikke en energi og aktivitet. Fisk blev handlet, forarbejdet og handlet igen i løbet af norgenstundens tidlige timer. Hvorefter vi til frokost kunne sætte os ind og spise sushi vel vidende, at fisken på tallerkenen var kommet lige direkte fra markedet samme morgen. Sejt at opleve first hand, hvordan fødekæden fungerer.
En meget stor tun og Peter!
Stemningsbillede på fiskemarkedet. Her ses også de traditionelle "trækvogne" de bruger til at transportere fiskede.
Fisk med prissedler
Et herligt par foran en madbod på fiskemarkedet
Ufattelig gammel mand det laver sushi til frokost. Trods gigtplagede hænder rullede han sushi i raketfart!
På aftengåtur i Tokyos gader mødte vi denne restaurantindehaver med de fine japanske træsko, ivrigt ventende på gæster...
2 damer køber billetter til metroen. Det er helt almindeligt at kvinder (især ældre kvinder) klæder sig i den traditionelle japanske dragt, når de skal ud om aftenen eller til særlige lejligheder. Det er meget hyggeligt at de sådan tripper rundt i gadebilledet i de små stræsko og så fint pyntet.

Tokyo er fuld af spændende arkitektur, og generelt kan man mærke, det er et centrum for design og mode. Alle var jo top hippe rent stilmæssigt, og det var nemt at se, hvor de danske trendspottere kigger hen for at finde de nye tendenser.
Her er vi på arkitektur-tur til Yokohama Færgeterminal, som er verdensberømt inden for arkitektverdenen for sine mange skæve vinkler mm. Fantastisk at have to arkitekter med som guide til at gøre os klogere på arkitekturens verden.
Peter i et eftertænksomt øjeblik i sol og havbrise.
Arkitektur-turen bød også på denne kapsel bygning fra 1970'erne, hvor hver enkelt kapsel er en lille lejlighed, der rummer alt. Her bor japanere så i som en lille lejlighed. Tanken var oprindeligt, at man skulle flytte rundt på kapslerne og slå flere sammen, det er konstruktionen lavet til, men det er aldrig blevet brugt.

Som modpol til den pæne facade, japanerne har, er de jo også kendt for at være rimelig skøre. Det fik vi da også at opleve på 2 måder. Dels ved besøget i gaden, hvor Harajuku folket køber deres udklædning, og lørdag aften på Fængselsrestauranten "Alcatraz", hvor vi fejrede Pernilles fødselsdag. Ja, sådan en aften kommer vi nok ikke lige til at opleve foreløbig - billederne taler vist for sig selv...
Vi sidder i vores celle på gulvet og spiser mad. Fra tid til anden går alt lys ud, der spilles creepy musik og ingen ved hvad der sker, indtil disse skuespillere dukker op. Rimelig weird at sidde "fanget" i sin celle og ikke lige vide, hvad der sker.
Her blev vi så lige ofte for et bagholdsangreb, da en af "de undslupne fanger" dukkede op lige bag Trine og Peter. Mega forskrækket!
Vi venter i skræk og spænding på, hvad der nu skal ske. Pernille rykkede tættere og tættere på mig som aftenen gik, ingen ville risikere at sidde tæt på fælgselsdøren!
Ufattelig livagtig skikkelse trængte helt ind i cellen. Temaet for restauranten var et medicinsk fængsel. Når vi ville have mere mad eller drikke skulle vi hamre på fængselsdøren, og så kom servitricerne til service.
Alt drinks og mad var levet som temaet, så her er altså serveret en drink, ligesom drinks også kom i sprøjter, kolber og reagensglas. 
Selv køkkenpersonalet var inden for temaet! 
Alt i alt en langt ude aften og fejring af Pernilles fødselsdag! Bagefter tror jeg ikke lige helt vi fattede, hvad det var vi havde været vidne til. Det mindede mest af alt som en gennemført moderne udgave af at spøgelseshus!

Indgang til gaden "Takeshita street", som om søndagen er vældig populær både for turister og de unge japanere Harajuku, der klæder sig ud som deres idoler fra tegneserier og andre universer. I denne gade køber de alt deres udstyr
En gruppe Rockabilly Harajuku, der danser god gammelsagd jitterbug i parken.
Harajuku'er på gaden i Shibuya.
Mount Fuji (Fujiyoshida)
Når man bor i en storby til hverdag, er det nødvendigt fra tid til anden at komme "en tur på landet". I Japans tilfælde blev det en 2 dages afstikker til foden af Japans største bjerg Mt. Fuji (3776 meter højt). Desværre var vejret ikke med os, så det meste af tiden beundrede vi en kæmpestor sky, vel vidende at vi altså kunne kigge lige ud på dette fascinerende bjerg fra vinduet i vores ryokan. I rigtig "på landet"-stemning boede vi i Japans svar på Bed & Breakfast, et klassisk japansk værelse med skydedøre af rispapir, sivmåtter på gulvet og et boblebad af mineralrigt vand varmet op af de varme kilder i undergrunden. Det var som at træde ind i en anden tid, eller måske nærmere et sted hvor tiden ikke eksisterede. Vi blev behandlet som en del af familien, der ejede stedet, og der blev lavet autentisk japansk mad til os, så fuglene sang. Aldrig har jeg fået så god og spændende vegetarmad!
Så er aftensmaden serveret. Vi spiste der 2 aftener og ikke to retter var ens. Imponerende og en virkelig speciel japansk oplevelse.
Den søde familie, som ejer Inn Fujiyomita
Vores ryokan ved Mt. Fuji med de herlige japanske "morgenkåber" Yakuta.
Og her skulle man så kunne have set et skønt bjerg i baggrunden, men desværre har skyerne spist det. Men pagoden var da også meget flot!

Det blev til lidt vandring i de japanske "bjerge". Her på toppen af de 1130 meter vi oksede op ad. Det var nogen voldsomme stigninger, og en ikke helt regulær rute, så vi kravlede både op af en mudderskrænt og klyngede os til et reb på den stejle nedstigning. God jeg fandt en vandrestok. Men udsigten var herlig.
Den sidste aften på vej hjem i bus, lettede skyerne endelig, lige som solen gik ned, og vi fik toppen af Mt. Fuji at se! Wohoo!




Det blev det bedste billede af Fuji, taget ud af vinduet i bussen.




Kyoto
De sidste 4 dage tilbragte vi i Kyoto med en 1-dagstur til Hiroshima. Her skulle der tankes op på den japanske kultur med tempelcykeltur, geisha-jagt og en tur tilbage i historien.

Geisha jagten var indbringende. De rigtige geisha'er kommer kun frem i gaderne om aftenen, når de er på vej hen til de restauranter, hvor de skal akkompagnere businessfolk. Vi så flere på gaden om aftenen, men fik ikke billeder, så her sneg vi os tæt på en restaurant, hvor hun er godt igang med at underholde selskabet. 
Der findes også turistvenlige geisha'er, der går rundt i gaderne om dagen og kan tages billeder af. Det er ofte nogen der bare bar klædt sig ud, og altså ikke er rigtige geisha'er. Men lige fantastisk er påklædningen dog.
Her fangede vi lige en mere i bybilledet.
Den første dag skinnede solen fra en skyfri himmel, perfekt til en hel dags cykeltur rundt i Tokyo til en del af byens mange UNESCO sights. Det var imponerende, hvordan en moderne by er skudt op midt imellem alt den gamle historie med utallige templer og kæmpe store tempelområder og slotte. Vildt fascinerende og en oplevelse, der virkelig minder os om, hvor ung en by vi bor i. Selv templerne her i Shanghai ser jo helt moderne og shiny ud i forhold til dem, vi så i Kyoto.
Cykeltur i de små hyggelige gader i Kyoto
Foran pagoden ved Toji templet.
Kiyomizu Temple
Turen gik af små stejle gader for at komme frem til nogen af templerne, som lå fantastisk smukt oppe på bjergsiderne, der omgiver hele Kyoto by. De kører jo i venstre side af vejen i Japan, så det skulle vi lige vænne os til, men det gik faktisk overraskende godt. Cyklister rangerer nemlig høje i de trafikale hierarki, så de var nemt at komme frem mellem biler og fodgængere (igen den omvendte verden af Kina)
½ time nord for byen ligger det populært kaldet "Guldtemplet" i en skøn oase af japanske haver. Vi nåede lige derop før solnedgang, efter en lang dag på cyklerne og en detour til et andet (forkert!) tempel - hele turen værd.
Peter tjekker lige op på kortet foran Nishioji-Hanaya templet.
I Kyoto ligger der en meget berømt knive forretning, som er kendt blandt mange af de store kokke i verden (det fortalte guidebogen i hvert fald!). Vi havde undervejs på ferien besluttet at en japansk kniv ville være den perfekte souvenir, om vi så skulle se stort på importreglerne af knive til Kina! Vi tog chancen. Efter et længere foredrag ud i knivenes videnskab valgte vi en kniv, og til vores overraskelse tilbød de at indgravere vores navn i japanske tegn på kniven. Og hvilken bedre anledning til at forsegle vores ægteskabsløfter fra februar Så hjem i tasken har vi medbragt et stk. japansk kniv med indgraveret "Skov Risager", udtalt på perfekt dansk ud fra japanske tegn (vi testede det med Peters kinesisklærer!)
Her forsegles tegnene for Skov Risager.




Hiroshima
I silende regn steg vi af toget i Hiroshima, som om vejret lige ville spille en ekstra trumf for at understrege hændelserne i byen for 65 år siden. Det var en helt unik oplevelse af stå lige der hvor atombomben sprang og se førbillederne sammenlignet med byen nu. Efter hændelsen har byen og indbyggerne gjort det til deres fælles livsprojekt at tale for frem i verden og afskaffelsen af atomvåben. Et budskab der gav genklang alle de steder omkring Peace Memorial Park. Historiens vingesus var ikke til at undgå at føle, da vi stod ved siden af A-Dome, den eneste tilbageblivende bygning efter sprængningen, som i dag står som et symbol for fred i verden og en konstant reminder på, hvad der skede d. 6. august 1945.
På museet havde de udstillet flere ure, der gik i stå præcis kl. 8.15 da atombomben.Vilst at selve uret et overlevet.
Her ringer jeg med fredsklokken i Peace Memorial Park. Klokken er støbt med et verdenskort udenpå, og når man ringer med den, er tanken, at det skal give genlyd i hele verden. Hvert år på mindedagen ringes med den.
Her er A-dome, den eneste eksisterende bygning efter atombomben. Det var godt nok en speciel følelse at stå foran den. På toppen af domen sad 2 traner og spejdede. I Taoismen, som ligger til grund for meget af troen i Japan og Kina, er traner symbol på fred - et meget levende symbol og en stærk sammenhæng.
I parken er et særligt monument som symboliserer børnenes råb om fred i verden. Her folder børn fra hele verden papirstraner, som hænger i store montre til vidne om børnenes stemme i kampen mod frem. Traditionen med at folde papirstraner kommer fra historien om en 12årig kinesisk pige, der som 2 årig blev udsat for strålingen fra bomben og som 12årig udviklede leukæmi. Hun havde hørt, at hvis man foldede 1000 traner ville et ønske kunne gå i opfyldelse. Så fra sin sygeseng foldede hun traner på livet løs i håb om, at det ville hjælpe hende til at overleve. Hun døde og klassekammeraterne foldede tranerne færdig for hende og samlede penge ind til at på rejse en statue i hendes minde.

Vi nåede også et smut til øen Miyajima og et af Japans mest besømte temple "Det flydende tempel", som godt nok ikke var særlig flydende i lavvandt! Til gengæld kunne vi gå helt ud til den 14 meter høje tempelport ude i vandet.
Her står Peter ved foden af tempelporten til højre i billedet, og selve templet ses i baggrunden. Det mørke område på pælen er masser af muslinger, som lever fnt der, når der altså lige er højvande. Så når templet er "flydende" er der vand ca lige så højt som til Peters hoved.
Et eftertænksomt øjeblik - eller også var jeg bare ved at være træt af regn og af at gå glip af den smukke natur omkring templet, som var gemt væk i skyer!
Hjemme igen...
Den sidste omgang sushi til frokost i lufthavnen!
Hjemme i Shanghai igen ved vores kære EXPO maskot Haibao! På toilettet i lufthavnen stod 2 kinesere og førte en råbende samtale, mens en ansat i lufthavene vaskede sin madkasse i håndvasken. Så ved man, man er hjemme i Kina igen.
Nu er vi så tilbage i Shanghai igen, og jeg kan godt mærke, at jeg lige skal falde til igen på ny. At være i Japan minder rent mentalitetsmæssigt og kulturelt meget om DK. Så at komme hjem, er lidt som at få Kina-kulturchokket forfra igen. I går var jeg ude for at handle, og jeg kunne da slet ikke magte, som de råber og skubber med vogene, som om vi har en intern indkøbskrig kørende. Så jeg holder lidt til i de trygge rammer, til jeg mentalt og kulturelt er vendt helt hjem til Kina og kineserne igen.

torsdag den 7. oktober 2010

100 dage i Shanghai

I dag er dagen, hvor jeg har været i Shanghai i præcis 100 dage. Så det er vel en meget god anledning til at gøre lidt status og se, hvad der egentlig er sket på de sidste 100 dage. På en måde er det svært at forholde sig til, at der allerede er gået 100 dage, men når jeg begynder at se på, hvor meget der er sket, hvor langt væk fra livet i Aalborg, jeg er kommet, og hvor integreret jeg efterhånden er blevet i Shanghai og i hverdagen her, så har jeg også nået meget på de 100 dage. 

I den foregående uge har jeg haft mit første besøg hjemmefra af veninder, og det har været en god øjenåbner for mig i forhold til selv at se, hvor meget jeg på de sidste 100 dage har fået gjort Shanghai til min by. Mine mange lange gåture rundt i byen har gjort, at mit indre bykort nu er ved at samle sig, og jeg kan navigere rundt langt de fleste steder uden kort. Og det være sig i en by med 18 mill. indbyggere! Ud over at gøre hverdagen lettere, giver det en tryghedsfølelse og en følelse af, at Shanghai nu er min hjemby. Det på trods af, at kineserne stadig vender sig efter mig og fniser, da mange, selv i Shanghai, stadig ikke har set en vesterlænding før. Det er en af de ting, der hver dag minder mig om, at jeg trods alt er langt hjemmefra. På den anden side oplever jeg det som en god åbning til at møde kineserne, og med mit basis kinesisk kan jeg berette om Danmark, det underlige lille land hvor den lille havfrue kommer fra, hvor næsten alle piger har blå øjne og lyst hår, og hvor vi kun har én biltunnel i hele landet og ingen elevated roades!

Sprogets vindue
Netop sproget er en anden tydelig måde, hvor jeg kan se, at 100 dage er gået. For 100 dage siden ankom jeg til Shanghai og kunne sige "Ni hao" og "xie xie" (tak). Efter 10 ugers intensiv undervisning hver formiddag og 2 ugentlige møder med min sprogpartner og kinesiske veninde Sammy, er jeg nu tæt på at færdiggøre begynderniveauet i kinesisk. I praksis betyder det, at jeg kan føre simple samtaler med taxachaufføren, ekspedienterne, massagedamerne og Peter. Vi taler mere og mere kinesisk herhjemme for at træne, og som Peters kinesiske udvikler sig, jo sjovere bliver det at træne med hinanden. Jeg oplever, at selv mit simple sprog giver et vindue ind til kineserne, deres kultur og hverdag. Min nysgerrighed rækker dog længere end mit sprog lige i øjeblikket, idet jeg kan stille mange flere spørgsmål, end jeg kan forstå svarene. Så det er min motivation til at fortsætte med sproget, så jeg kan få endnu flere spændende samtaler med kinesere.

Ud over at sprogtræningen giver mig et sprog, er det også et studie i Kina. Inden jeg kom til Kina opfattede jeg landet som et samlet land og kineserne som et samlet folk. For hver dag der går, udfolder Kina sig som en verden for mig. Et kæmpe land fyldt med lige så mange nuancer som hele Europa tilsammen. Et folk med lige så forskellige mentalitet og sprog som vi er forskellige i Europa. En kineser er ikke bare en kineser, selv om regeringen forsøger at opdrage landet sådan. Kina er fyldt med spændende vinkler på kultur, vaner og traditioner, som jeg bare får mere og mere lyst til at udforske. Nogen af vanerne må jeg dog sande, at jeg andrig vænner mig til, men jeg kan trods alt forstå (eller forsøge at forstå!) og acceptere, hvor vanerne kommer fra.

I disse dage er vi 10 dage i Japan, vores første længere ferie væk fra Shanghai og Kina. Vi har tidligere været på vores første weekend væk. At være væk fra lejligheden og den vante hverdag giver et perspektiv på, hvor vore hjem er. Vi har ikke følelsen af, at vi skulle hoppe på flyveren til Danmark for at komme hjem. Vi har etableret et hjem her i Shanghai, hvor vi trives og ikke kunne forestille os at skulle bo anderledes lige nu. Et hjem og en hverdag, der er etableret på 100 dage.

Tegn på integration
Vi snakker så meget om integration i Danmark, så nu hvor jeg selv er udlænding i et fremmed land, må jeg hellere tage egen medicin og se, hvor integreret jeg egentlig er blevet i de kinesiske vaner efter 100 dage. Her kommer en  liste over observationer fra min hverdag, som ikke ville være sket for 100 dage siden:
  • Jeg nyder at drikke lunken te, som kineserne har for vane
  • Mine albuer er kommet frem i metroen, og jeg maser mig vej gennem mængderne uden at sige "undskyld" (ikke et integrationspunkt jeg er stolt af, men en nødvendighed!)
  • Selv salat bliver til tider spist med pinde
  • Jeg vælger lige så ofte de kinesiske stå-toiletter som de almindelige vestlige sidde-toiletter
  • Penge, visitkort, kvitteringer mm giver og modtager jeg helt naturligt med to hænder og et lille nik, som er en respektfuld gestus, kineserne bruger
  • Jeg laver højresving på cyklen, når der er rødt (det må man gerne i Kina, men en vane der nok må lægges væk, når vi vender tilbage til DK. Det er ellers smart!)

Samtidig er der også nogen ting, hvor integrationen halter og måske aldrig sker, det vil de næste mange 100 dage vise:
  • I køkkenet laves der stadig mere vestlig mad end kinesisk
  • Paraplyen bliver kun slået op i regn og ikke som solskærm, som kineserne gør. Jeg er stadig så meget dansker, at jeg vil have min sommersolbrændte hud
  • Jeg savner danske mælkeprodukter, ost, brød og lakrids og jeg kommer aldrig til at kunne leve uden dem!
Med denne status er det kun én ting at konkludere: Vi trives i Kina. Og jeg oplever det som en gave at få denne oplevelse. Jeg glæder mig til at fortælle jer mere om Kina og fortsætte med at dele mine oplevelser, så I derhjemme forhåbentlig også kan se, hvor nuanceret og fantastisk Kina er, på trods af et styre og nogle vilkår, som er svære at acceptere for os danskere.