lørdag den 4. september 2010

Top 10 over ting i Kina, jeg er fan af

Nu har jeg boet i Shanghai i over 2 måneder, så med min erfaring indtil nu kan jeg her præsentere en top 10 over ting i Shanghai og den kinesiske kultur, jeg helt klart er fan af.


1. "Alle deler med alle" middag
Der findes simpelthen ikke bedre koncept end det, at bestille masser af forskellige retter, som alle så spiser af. På den måde kan man rigtig nyde at snakke om maden, diskutere smag mm og fa smagt mere end én ret. Samtidig er man helt ude ovre problemet med, som alle sikkert kender, at man bliver misundelig på andres bestillinger, når retterne ankommer!

2. Powernapping
Nu arbejder kineserne jo ret meget, men jeg skal love for de også sover meget, eller rettere powernapper. Og kreativiteten fejler ikke noget, når der skal findes steder at powernappe i løbet af dagen; på en trappenedgang til metroen, på bænken i parken, i en medbragt liggestol lige op ad hovedvejen, ved kasseapparatet, når der alligevel ikke er kunder og jeg kunne blive ved. Jeg synes det er et herligt koncept - og powernapping siges jo at være ufattelig sundt for os. Måske jeg skal lægge mig i vejkanten en dag!

3. Fri sang og karaoke
Det er jo ingen hemmelighed at karaoke har samme status i Kina som et slag kort har i Danmark. Og jeg er fan! Det er en super måde at være sammen på og komme i snak med folk, og ikke mindst få genopfrisket gamle slagere fra 90'erne, som der er rigeligt af i musikmaskinerne herovre. Men kinesere er generelt et syngende folkefærd. Ofte synger taxachaufføren spontant, når man sidder i bilen. Trafikanter på cykel og scooter synger højt med på musikken fra deres MP3/iPod, ja generelt hvis man har lyst til at synge i det offentlige rum, så gør man da bare det. Herlig indstilling!

4. "Everything so convenient"
Det er og bliver slogan for livet i Shanghai, og også kinesernes egen måde at beskrive livet her. Man kan kun være fan af at alle butikker har åbent til kl. 22 hver dag, at der kommer en taxa på under 1 minut, når du stiller dig ud til vejen og vifter med armen, at der er hele 13 metrolinjer og at en Ayi (hushjælp) koster ca. 2500,- om måneden fuldtid! Det skal nok blive hårdt at flytte tilbage til DK igen.

5. Massage indtil klokken 1 om natten
I samme boldgade kan man da kun være fan af at slutte en skøn aften i byen af med en massage at gå hjem på. alle massagesteder har åbent til kl. 2. Man skal dog lige være på vagt og spotte om en sen massage indvolverer "ekstra service"! Så for 70-200,- alt efter hvad man ønsker, kan man lige få 1 times krops- eller fodmassage at gå hjem på.

6. Direkte tale
I Kina taler man generelt lige ud af posen. Ting pakkes ikke ind i lange høflighedfraser. Det skal man selvfølgelig lige vænne sig til, når man får at vide "Oh you are so fat", "Your skin looks like Cinderella" "Are you preagnent?" og kommandosprog som "I want water" på restauranten. I det kinesiske sprog bruger man bare ikke "please" eller andre høflighedfraser ret ofte. Det er mere direkte tale, kommandosprog i bydeform og så kombineret med, at deres personlige grænser for, hvad man taler om, er nærmest ikke eksisterende. Det er skønt, når man lærer sproget, for man siger jo bare tingene, nøjagtig som de er. Så må man lære at leve med lidt spidse kommentarer en gang imellem og vide, at kineserne ikke mener det så hårdt.

7. Taxature til 10,- for 2,5 kilometer.
I Shanghai er der omkring 50.000 taxis, der hver dag kører 13.000.000 kilometer om dagen! Ikke nok med at taxaerne er nemme af få fat i, det er jo en billigere transportform end de danske busser. Startprisen i en taxi er 12RMB (ca. 10DKR), og for dem kan man køre de første 2,5km inden taxametret tikker videre opad. Jeg har endnu ikke betalt over 50DKR for at komme hele vejen hjem fra Puxi siden til Pudong. Til sammenligning kunne jeg i Aalborg lige akkurat komme fra Jomfru Ane Gade til starten af Ryesgade for 50,- Det er jeg fan af.

8. TOFU i alle afskygninger
Som vegetar er det et mindre mekka at bo her, ihvertfald sammenlignet til Danmark. Som ivrig tofuentusiast er der et utal af muligheder; former, konsistenser, tilberednings former, smage og udseender at gå ombord i. Det er fantastisk, så her er der ingen bekymringer om nok indtagelse af protein.

9. Visitkortbiblioteket
Når man bor i en by så stor som Shanghai, hvor man tilmed kan komme helt galt afsted i taxaen, hvis ikke lige man udtaler vejnavnet med den rigtige tone, så er det intet mindre end genialt at høste visitkort fra alle de godt steder, man støder på. Så man har en chance for at huske, hvor man har været. Og alle har visitkort her, fra de store restauranter til den lille biks på fakemarkedet, så man lige kan huske, hvilken stand der solgte de bedste kopi tasker. Så nu har jeg fået lavet en ordentlig stak visitkort, der ivrigt deles ud til højre og venstre, i tak med at netværker herovre vokser.

10. Brunchbuffet med free flow champagne for 250 kr.
Behøver jeg sige så meget mere? Jeg er fan!


En top 3 over ting, jeg absolut IKKE er fan af
Der er selvfølgelig også ting i Kina, jeg ikke er og nok aldrig bliver fan af.

1. Støjforurening
Egentlig ikke et begreb jeg før har stiftet bekendskab med, men det skal jeg love for, jeg gør her i Kina. Decibelniveauer er Så høj overalt, at end ikke med iPod i ørene kan man undgå at høre det. Fra "smagsprøve damerne" i supermarkedet og deres små megafoner til al lyd i det offentlige rum, nå ja og så lige 20 mill. kineserne, der taler eller rettere råber i telefon konstant. Ørene slapper aldrig af og bliver konstant udfordret. Det vænner jeg mig aldrig til, og jeg har da også set en del udlændinge her, der har taget konsekvensen og går med ørepropper!

2. Asen og masen 
Måske er det fordi, de er vokset op i et land med så mange mennesker, at de altid har været vant til at skulle ase og mase for at komme frem i verden. Jeg ved det ikke, men kan bare konstatere at kineserne maser. En albue i siden, et puf i ryggen og et slag med en taske er daglig kort i metro og på fortovet. Et meget utiltalende karaktertræk, der efter sigende skulle være meget typisk for storbykineserne. Problemet er nok også, at jeg  selv lidt for nemt er blevet integreret på dette punkt, og opdager mig selv ase og mase mellem kineserne. Ikke et personlighedstræk jeg synes om!

3. Smelly tofu
Nå ja, så var der måske lige én undtagelse fra min tofufascination: Smelly tofu! Jeg havde hørt meget om det, inden jeg kom til Kina og troede ikke helt, det kunne være så slemt, som folk beskrev. Indtil jeg en dag ved en fejl bestilte det til frokost. Der kommer en ret ind på bordet, der lugter så frygtelig rådden, at jeg fuldstændig mistede appetitten (og det sker ellers uhyre sjældent!). Det er en form for gæret tofu, der efter sigende skulle lugte værre, end det smager. Men jeg kan love, at det ikke bliver lige foreløbig, det finder vej i min mund!

lørdag den 28. august 2010

Nu med et gult lyn og krydderurter

Efter 2 måneder i Shanghai og 2 måneder til at vænne sig til trafikken, har vi endelig vovet os ud i at købe cykler, så vi kan opleve byen fra den vinkel. Jeg har oplevet trafikken i Italien og troede det var vildt, men det er ingenting i forhold til trafikken her. Umiddelbart tror man ikke, der er nogen trafikale regler, da alt bare ser ud til at være et kaos, der dog på mærkværdig vis flyder afsted alligevel, uden de store problemer eller uheld. Det kan bedst beskrives som om, at trafikken flyder som vand, der naturligt finder en vej igennem mængden.Det er i hvert fald ingen tvivl om hierakiet i trafikken: fodgængere er absolut nederst, og må pænt vente på at alle bilerne er færdig med at svinge til højre og venstre inden vi kan gå. For højresving er tilladt altid både ved røde og grønt lys, og de fleste venstresvingende bilister tager sig også den frihed.
Cyklen er uden gear, da vi jo bor i en by helt uden bakker!
Men nu er det gule lyn her indkøbt, og jeg glæder mig til at få gang i hjulene, og få en mere jordnær fornemmelse af byen og gaderne, i forhold til at køre med metro og taxa.

Weekenden har også bydt på en tur på Hongqiao blomstermarked, så nu skulle feng shui balancen i hjemmet gerne være genoprettet. Det lille bonzai nåletræ skulle specifikt være godt for feng shui, fik vi at vide, så vi får se. Jeg valgte det nu mest af alt fordi jeg synes det var meget hjemligt med et nåletræ i stuen :-)

Ja i Kina kan de finde ud af at gro orkideer!
Nåletræ ala bonzai.
Turen var arrangeret at vores compound, og mens alle andre deltagere mest var taget for sightseeing, så så  2 bakse kæmpe planter ind i bussen, til både blomstersælgere og de andre tourdeltageres store morskab. Men hjem kom de.
Ja, chaufføren kunne kun lige komme ind på sædet og se ud af sidespejlene!
Bussen godt fyldt op med planter.
Og med krydderurter i altankassen, så er der igen chance for at kokkerere mad, der ikke kun smager af soya, ingefær, chili og koriander.
Rosemarin, basilikum og mynte - ja tak :-)

Sprogdating og fortællingen om mig

Jeg skal love for en dansker med gebrokent kinesisk er populær her i byen. Torsdag aften, lige inden jeg gik i seng, lavede jeg en profil på hjemmesiden conversationexchange.com, som er en slags sprogdating website. Hvis man har et sprog, man gerne vil træne, og taler et andet sprog, andre gerne vil træne, så kan man gennem hjemmesiden få kontakt og senere mødes og træne de respektive sprog.

På 1½ dag har jeg fået ikke mindre end 14 henvendelser fra unge kinesere, der er interesserede i at træne deres talte engelsk og agere language partner for, at jeg kan træne mit kinesiske. Det er fuldstændig overvældende! Nu må jeg ligefrem til at afholde auditionlignende møder i næste uge, for at finde en, jeg mener, kan fungere rigtig godt som min language partner. Der er dog en del lidt suspekte henvendelser fra kinesiske fyre, der sælger dem selv som "kindhearted", "openmindet" og ikke mindst "will be my guide in Shanghai nightlife", som jeg vist allerede kan takke pænt nej tak til at mødes med!

Jeg er helt vild med konceptet om, at man gennem hverdagssamtaler hjælper hinanden med at blive bedre til sprog. Samtidig kan vi lære en masse om hinandens kultur og baggrund, og begge få indgang til et andet netværk i Shanghai.

Netværk fra bunden
Ud over at dette er andet stadie i mit forsøg på at lære det kinesiske sprog, så er det også et tiltag i mit næsten daglige arbejde med at oparbejde et socialt netværk. Når man bor i en ny by, hvor man praktisk talt ikke kender en sjæl, så bliver det meget tydeligt, hvor stort et arbejde det er, at oparbejde et helt nyt netværk. Jeg har heldigvis mødt en del unge danskere her, som jeg håber på at se mere til, og så har vi også Peters kolleger. Men ellers skal alle relationer oparbejdes fra bunden. Det er en meget udfordrende og anderledes situation at stå i, i forhold til hverdagen i DK, hvor der ofte tikker  SMS'er ind med hilsner og forslag til aftaler fra venner og veninder. Man bliver pludselig opmærksom på, hvor meget man egentlig bruger sit sociale netværk til hverdag, uden nødvendigvis at lægge mærke til det.

Samtidig er det også en spændende iaagttagelse af, hvilken fortælling om sig selv, man eller andre vælger at fortælle, når nye relationer oparbejdes. Man har jo alle muligheder for at "skrive" en ny fortælling, eller lægge en anderledes strategi for, hvordan kommunikerer jeg, hvem jeg er, hvor jeg kommer fra og hvad jeg ønsker for mit liv her. Fortællingen om "expat fruen" har jeg hurtigt fundet ud af, er lidt af en kliche herude, med en masse forudindtagede opfattelser, hvordan man så lever sit liv. Det er ikke en fortælling, jeg i alle facetter kan genkende i mit eget liv og ønsker for min tilværelse herude, så den forsøger jeg i hvert fald bevidst at nuancere i min fortælling.

Men hvor tit i livet er det egentlig, vi får mulighed for at skabe en ny fortælling en fortælling fra en anden vinkel om os selv? Og hvordan ville du bruge den mulighed? Det synes jeg er ret interessant at tænke på. Kan vi overhovedet skabe en ny fortælling, og er det os selv eller vores vante omgivelser, der er med til at skabe fortællingen om os?

mandag den 23. august 2010

Et lille stykke Danmark i Shanghai

I dag er det Den Lille Havfrues fødselsdag. Hun bliver 97 år. For første gang er hun ikke "hjemme" på sin fødselsdag, så organisationen omkring den danske pavillon til EXPO sørger for at fejre hende med manér i disse dage. Vi var derfor, som danskere i Shanghai, inviteret til fødselsdagsreception i den danske pavillon i går. Her fik vi serveret rødgrød med fløde, kanelsnegle, æblemost og kolde Carlsberg (hvilket var tiltrængt efter 5 timer på EXPO-området i høj sol og 36 grader!). Bagefter fik vi en introduktion til pavillonen af den danske generalkommissær for den danske pavillon, Christopher Bo Bramsen og derefter en guidet rundvisning. 
I rigtig VIP style marcherede vi foran alle kinesere i køen og kom direkte ind i pavillonen til kolde øl og rødgrød. Læg mærke til cyklerne i baggrunden og bagved køen er det den svenske pavillon.
4 gutter fra Tivoligarden spillede danske sange, til kinesernes store begejstring, og vi danskere, der var mødt frem til fødselsdagen, fik endda en gave - Christopher Bo Bramsens nye bog omkring Den Lille Havfrue, og hvordan eventyret har inspireret kunstnere verden over og sat sig spor. 
De har med vilje placeret Havfruen med ryggen til indgangen, så folk skal helt ind i pavillonen for at se hende forfra.
Hvis nogen derude skulle være bekymrede for, hvordan hun har det herovre, eller lige vil synge en lille fødselsdagssang for hende, kan I se hende live på webcam. I dag på hendes rigtige fødselsdag har både synkronsvømmere, papirklippere, Tivoligarden og en lille kinesisk pige med samme fødselsdag som Havfruen har været højdepunkter i fejringen af vores "gamle dame". Læs med her...
Udsigt fra toppen af pavilonen, hvor man fra venstre mod højre kan se pavillonerne fra Polen, Letland (der ligner en toiletrulle) og et lille hjørne af Estland med alle farverne helt ude til højre. Desuden ser I de klassiske paraplyer, som kineserne bruger både mod regn og sol.
Godt sagt! Jeg kunne ikke være mere enig. Udsagnet er en del af en stor "udsagns-væg", hvor danskere har udtalt sig om Danmark.
At opleve den danske pavillon var som at komme en lille tur tilbage til hjemlandet igen. Den viser meget simpelt og oprigtigt et billede på, hvordan bylivet i Danmark er med cykler, trafik indrettet efter cyklister og forgængere, rent vand omkring os, kunst og kultur, arkitektur og en god forening af privat- og arbejdsliv. 
Pavillonen er et lille stykke Danmark i Shanghai. Besøgstallet ligger på 30.000 om dagen (!), og de har allerede rundet de 3 millioner besøgende, som oprindeligt var målet for hele EXPO-perioden. Så nu ser det ud til, at der på de 6 måneder, EXPO varer, vil være lige så mange besøgende i den danske pavillon, som der er indbyggere i Danmark! Så kan det vist ikke længere diskuteres, om det var en god ide at flytte Havfruen herud for en stund! 
I pavillonen har de arrangeret danskundervisning for de kinesiske børn, som efter sigende skulle være ret ferme til at fange det danske sprog.
H.C.Andersens eventyr er en fast del af pensum i alle kinesiske skoler, så det er som et lille stykke Danmark i den enorme kinesiske kultur.

MLTR
Repræsentationen af Danmark i Shanghai fortsatte i dag på min tur i Carrefour, hvor jeg efterhånden har fundet ud af, at det er fast inventar, at de spiller Michael Learns To Rock "Played om Pepper"-albummet på repeat ALTID! De har i hvert fald gjort det de sidste 5 gange, jeg har handlet der. Så til tonerne af MLTR kan jeg gå ned forbi hylden med importerede varer og finde Toms Guldbar, Lakrids LP'er, LURPAK og Havartiost.
Det kan godt være vores popularitet i Mellemøsten ikke er helt på toppen, men her i Kina kan jeg garantere jer for, at alle kender Danmark, og ser op til os. Kinesernes skønhedsideal er jo kridhvid hud, langt lyst hår og blå øjne. Så det er skønt land at bo i som udenlandsdansker.

søndag den 22. august 2010

National sørgedag

I Kina oplever vi i disse uger en mindre naturkatastrofe i Gansu provinsen i Central Kina, hvor op mod 2000 mennesker er døde (uofficielle kilder nævner dog tal der er langt højere) og tusindvis er hjemløse efter massive mudderskred pga. store regnmængder. Søndag i sidste uge var der erklæret national sørgedag i Kina. Begrebet ”national” bliver ret tankevækkende herovre, når et helt land, fra menneskemængderne i Shanghai til minearbejderne i bjergene står stille et minut for at mindes. Som en særlig speciel mindegestus var alle officielle websider i sort/hvid ligesom mange aviser udkom i i sort/hvid. Det giver virkelig en fornemmelse af, at når Kina sørger, ja så er det altså den kvarte klode - 22% af hele verdens befolkning, der står sammen og retter deres energi og tanker mod de døde og pårørende. Det er da en imponerende stærk følelse og gestus.



Vi befandt os på toppen af Moganshan, hvor vi passerede et lille meget slidt kinesisk flag på halv på en lille flagstang hos en af de lokale. Desværre fortsætter katastrofen, og stadig flere mudderskred sker næsten hver dag. Flere snakker om, at det måske kan blive en katastrofe som jordskælvet i Sichuan i 2008 hvor over 50.000. Denne gang er katastrofen dog markant anderledes, da jordskredene til dels er et resultat af Kinas mange års udnyttelse (eller fejludnyttelse) af jorden i Gansu med massive skovfældning mm. Spørgsmålet er, om ikke dette blot er første eksempel af mange, med eksempler på, at vi altså ikke kan udnytte jorden til hvad som helst.

lørdag den 21. august 2010

Wo shuo yidian Zhongwen

= jeg taler lidt kinesisk.
Mit kinesiske vokabular er efterhånden ved at være udviklet til at håndtere smalltalk med taxichauføren, forhandling på markederne, bestilling af togbilletter og generel simpel hverdagssamtale. Nå ja, og så snakke om pandaer, som jo er kinesernes favoritdyr over alle – og i øvrigt oversat til chinglish er en bjørnkat = xiongmao.

Vi er efter 6 ugers undervisning nået igennem første lærebog, og jeg kan virkelig begynde at mærke, hvordan det er en fordel for mig, at kunne forstå og gøre mig forståelig de fleste steder. Min største udfordring lige nu er at lytte og forstå det kinesiske, for ordene og lydene er svære at skille ad, når de taler så hurtigt. Så weekendens lektier er at se kinesiske tegnefilm!
Peter er også igang med kinesisktræning nu 2 aftner om ugen herhjemme med en privatlærer. Så det er god repitition for mig at agere tutor, når han skal lave lektier. Det er vildt sjovt, at vi begynder nu kan tale lidt kinesisk sammen for at træne.

Det gik op for Peter i går, at han nu har boet i Shanghai snart 3 måneder! Det er vist er meget godt bevis på, hvor godt vi trives herude. Det er virkelig fascinerende, at man sådan kan tage hele vejen over på den anden side af kloden, gennem 6 tidszoner, og så føle sig hjemme efter ret kort tid. Der er i hvert fald ingen tvivl hos nogen af os om, at det har været den helt rigtige beslutning at rykke teltpælene op og drage på eventyr. I går var vi til Danish Friday, det første arrangement sammen med det danske samfund i Shanghai (som ellers har ligget brak pga. sommerferie), og det tyder virkelig godt. Der var mange spændende mennesker og en del på vores alder. Så det vil vi glæde os til at involvere os mere i.

Lørdagshilsner fra Shanghai J

Kampen for træspisepindene

En del af min daglige morgenrytme er at købe avisen Shanghai Daily (2,-). Med den kan jeg følge lidt med i hvad der sker i Shanghai og Kina og samtidig er det også et studie i, hvilke nyheder regeringen vælger at fremhæve i medierne. Nu er Kina jo et kæmpe land og et særdeles anderledes land end Danmark, så næsten hver dag er der små finurlige historier, man kan blive forundret over. Og her kommer lige et par eksempler.

Kampen for træspisepinde
I disse miljøtider står Kina overfor en banebrydende udvikling inden for spisepindebranchen. Traditionen i Kina har altid været at spise med spisepinde af træ, men det er jo ikke ligefrem særlig miljøvenligt at smide pindene ud efter hvert måltid. Med 1.35 mill. mennesker kan I godt regne ud, hvor mange spisepinde det bliver i længden! Derfor diskuteres der heftigt i øjeblikket, om man skal gå væk fra produktion af spisepinde af træ og i stedet genbruge plastic- og metalspisepinde. I den forbindelse tonede intet mindre end formanden for "The wooden chopstick association" (ja tænk at sådan en findes!) frem i medierne, for at tale fabrikkernes sag. Nu tænker man, det kan da ikke være så stort et problem, det virker da yderst fornuft at også spisepindebrancen bliver mere orienteret mod miljø, men intet mindre en 100.000 kinesere fordelt på 300 fabrikker rundt i landet er i arbejde kun med at producere spisepinde af træ.

Generation Zzzz?
I avisen i sidste uge kunne jeg læse artiklen med overskriften "Man, 23, too lazy to live". I december 2009 blev en ung mand fundet død i sin lejlighed i Kinas Henan provins, sultet ihjel, da han var for doven til selv at lave mad. Han var det uhyggelige resultat af et sæt forældre med kun ét barn, der er blevet vartet op i så voldsom en grad hele sit liv, at da forældrene dør, man han ikke finde ud af at klare sig selv, og gider heller ikke. Han ved ikke, hvordan man bor alene, laver mad, arbejder for at tjene penge til føden - han ved ikke hvordan man fører en simpel livsstil i et almindeligt samfund.
Grunden til nyheden er kommet frem igen er, at myndighederne nu laver en film om denne unge mands tragiske skæbne for at advare befolkningen om, hvad der kan komme ud af at behandle deres dyrebare guldklump netop som en sådan.
Jeg synes det er tragisk og tankevækkende, og det sætter i sandhed et perspektiv på de oplevelser, vi har af Generation Y hjemme i DK. Måske det tilsvarende i Kina bliver en generation Zzzz.

Motivation the chinese way
Kina kaldes i populær tale "Verdens fabrik", og særligt området omkring Shenzhen i det sydlige Kina er fyldt med fabrikker, der producerer til vestlige virkeomheder. På disse fabrikker arbejder næsten udelukkende migrantarbejdere, som rejser på tværs af Kina for at få arbejde på fabrikkerne. Her arbejder de mere eller mindre konstant med yderst ensformigt arbejde. Jobrotation, motivationsfaktorer, worklife balance og arbejdsglæde er ikke ligefrem velkendte begreber i denne verden, og dog.
På baggrund af den tragiske situation, at der i år har været 12 selvmordstilfælde af migrantarbejdere, der har kastet sig ud fra fabriksbygninger, da livet som migrantarbejder ikke længere var til at holde ud, har nogle af fabrikkerne i Shenzhen nu fået øjnene op for nødvendigheden medarbejderpleje. Virksomheden Foxconn, der blandt andet producerer for Apple, Dell og Nikia, har nu iværksat følgende:
  1. sikkerhedsnet på udendørsarealer, så fremtidige selvmordskandidater, bliver grebet i forsøget.
  2. nedgang fra 80 timers månedligt overarbejde til de lovbestemte max 36 (som den første virksomhed i branch!) pauser i arbejdstiden er indført!  Som en medarbejder udtaler: ”If I can get off work early enough and have a little time for fun, then I feel a bit better and less stressed out.”
  3. højere lønninger
  4. jobrotation
  5. en “karnevals” firmadag for de 20.000 medarbejdere, der var udklædt som cheerleaders og i victorianske kjoler
Billede fra Shanghai Daily af de glade medarbejdere.
Det giver virkelig et perspektiv på, hvor langt vi i Danmark er i vores tanker omkring medarbejderpleje og fastholdelse af arbejdsglæde. Det er da positivt, at Kina nu også er ved at få øjnene op for det, vi længe har vidst. Men jeg kan være skeptisk over, om dette ene eksempel så også danner trend for andre virksomheder, eller mere kommer til at stå som den gode historie, regeringen kan fortælle omverdenen.

//Signe