fredag den 15. april 2011

Beijing street food / xiǎo chī / 小吃

Da EXPO karavanen rullede ind over Shanghai, blev restriktionerne på mange områder indskærpet. Nu skulle byen vise sig fra en ny og bedre siden, når hele verden kom på besøg. Det gik blandt andet ud over street food boderne i byen. Jeg har hørt fortællinger og læst om gader i byen, hvor det aktive street food liv før EXPO var et særligt kendetegn, men i dag er de gader kun en skygge af sig selv. Det er lidt ærgerligt, da street food traditionen er meget klassisk for kinesisk madkultur og måde at spise på. 

Det kinesiske navn for street food er således xiǎo chī / 小吃, som direkte oversat betydet lille spise eller snack.
Donghuamen Night Market i Beijing. 200 meter fyldt med små boder med underligt mad på spyd.
Jeg har heldigvis haft mulighed for at opleve denne madtradition i aktion i både Xi'an og senest i Beijing. På Donghuamen Night Marked i Beijing skal jeg love for, vi fik en street food oplevelse ud over det sædvanlige. 
Al skins insektgodter på spyd. 
Kineserne er i Vesten kendt for at spise alle mulige ting, vi i Vesten aldrig ville putte i munden; hund, insekter, hønsefødder, grisetryner og meget andet. Jeg har ikke set så vilde eksempler på det endnu her i Shanghai, men her er synet, det mødte vegetarerne på tur i Beijing:
Her har vi en lækker søheste snack! Ret ærgerligt søhesten er en truet dyreart, og så går den bare til gadesnack i Kina.
Alt fra haj til silkeorme, deres pupper og såmænd også lige et tusindben.
Alt godt fra havet i kinesisk version med søstjerner.
Bare skiltningen burde gøre en nervøs. Her annonceres der (øverst til venstre) for penis af får!
Markedet bar fyldt med kinesere, der nød en billig og hurtig aftensmad, samt vesterlændinge der på bedste herremanér udfordrede hinanden til at spise noget vildere og vildere. Grænsen nåede vi, da vi så et spyd med levende insekter, der sad og sprællede!

Denne kategori af street food på spyd, kaldes på kinesisk 串烧 / chuàn shāo, som direkte oversat betyder noget i nærheden af grillet på streng (串 det er der kinesiske tegn et pictogram for). Vi ser det også ved nattetid her i Shanghai, hvor små cykelboder står klar på gader og stræder med en lille kulgrill og rister spyd med kød, blæksprutte og grøntsager.

Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar