onsdag den 21. juli 2010

Jintian xiawu wo yao xie wo de boke


Jeg har nu været 3 uger i Shanghai, og glemmer mere og mere hvordan livet i DK var, jo mere den daglige rytme tager over her. Og hvad er så en daglig rytme i Shanghai? Jeg går jo til kinesisk hver formiddag i disse uger, så det tager hele formiddagen indtil kl. 14.00 med transport, 3 timers undervisning og frokost med holdet. Vi er 6 på holdet fra ene forskellige lande, og vi har det helt vildt skægt sammen. Jeg vægtede det sociale element meget i mit valg af kinesisk kursusudbyder, og det har virkelig holdt stik. Vi går på sightseeing sammen om eftermiddagen, går i byen i weekenden og byder ind med forskellige aktiviteter. Det er super fedt. Og en rigtig fed måde at lære et sprog på så intenst. Det vildt allerede at kunne læse, forstå og oversætte sætninger og små samtaler. For hver dag bliver nye ord en fast del af vokabularet, og samtidig får jeg lige genopfrisket alle termerne i sprogforståelsen! Pyh, det er lang tid siden jeg har tænkt i grammatik og regler for sætningsstruktur - på engelsk! Så jeg får også trænet mit engelske en del. Det ender ofte i en stor gang chinglish (chinese+english). Men det går fremad, kan jeg love. (Nå ja, overskriften betyder forresten"I eftermiddag vil jeg skrive på min blog") I øjeblikket øver vi 2 kinesiske sange som lektier, da vi alle skal ud og synge karaoke på fredag! Det skal nok blive godt.

Her er vi hele kinesiskholdet. Fra venstre er det vores lærer Monica Yu, Mary Beth fra Australien, Vinya fra Fillippinerne, Charles fra NY, Bertrand fra Belgien og Nathalia fra Canada
Godt igang med at studere og lave kinesiske sætninger. Det er ikke helt let, kan I nok se!
I går var jeg på EXPO for første gang sammen med en fra holdet. Det er godt nok et imponerende område - som at vandre rundt i et arkitektonisk designlandskab. Man støder på lande, man aldrig har hørt om, og får virkelig fornemmelsen af, hvor stor og varieret vores jordklode er. Rejsetrangen bliver kun endnu større.
Der var lange køer ved de fleste pavilloner, så vi besøgte kun nogle få, hvoraf Norges var virkelig fantastisk! Den var bygget af norsk fyrretræ og oplevelsen var som at træde ind i en oase af dufte, lyde og stemningen som i de norske fjelde. Så dejligt et semi-gensyn med Norge. Her er lidt stemningsbilleder:
Den fælles asiatiske pavillon.
Koreas pavillon.
Saudi Arabiens pavillon, som er en af dem med den længste kø hernede pga. deres IMAX 3D biograf!
Og her den så; Danmarks pavillon. Det var ret vildt at se den live. Jeg glæder mig til at komme ind i den. Jeg har hørt, at vi kan snyde foran i køen, hvis vi viser vores danske pas, så det skal da prøves :-)
I baggrunden i centrum af billedet har vi den kære lille havfrue, tålmodigt siddende på sin sten.
Norges pavillon.
En meget overgearet asiatisk EXPO-parade toppede lige aftenen af!
Jeg skal helt sikkert afsted flere gange og stå i kø til nogle af de gode pavilloner. En aftenbillet fra kl. 17-24 er kun 80,- så det er jo som at tage i biografen.

Alt i alt nyder jeg virkelig at bo her. Jeg oplever en masse hver dag, men kan tage det stille og roligt, for jeg har jo masser af dage at gå på opdagelse i. Flere på mit kinesiskhold er her kun for 2-4 uger, så de har travlt med at opleve byen. Det er et spændende break, fra den normale hverdag, at bygge dagen op af undervisning og spændende tilfældigheder, der dukker op fra dag til dag. Kalenderen er ikke fyldt med noget, så alt er fleksibelt. Det er fantastisk!

//Signe

Ingen kommentarer:

Send en kommentar